Store danske videnskabsfolk – ny historisk serie på DR K
DR K hylder seks store danske videnskabsfolk i ny usædvanlig serie. Forsker og forsanger i Magtens Korridorer, Johan Olsen, møder de seks forskere og guider seerne gennem deres store opdagelser.
De var alle stædige og ambitiøse, de var ualmindeligt flittige, og de var alle drevet af en exceptionel nysgerrighed. Tycho Brahe, Nicolaus Steno, H.C. Ørsted, August Krogh, Inge Lehmann og Niels Bohr. Seks navne, der vækker genklang verden rundt og er blandt de største danske videnskabsfolk, der hen over 500 år hver i sær ændrede verdens forståelse af fysikken, naturen og universets love. I seks programmer hylder DR K de seks store danske forskere.
Mødet med videnskabsfolkene
Biokemiker, forsker – og forsanger i Magtens Korridorer – Johan Olsen tager seerne ved hånden og er guide igennem mødet med de seks danske navne i seks nyskabende og visuelt flotte programmer på DR K, som både hylder og hver især beskriver kernen i videnskabsfolkenes forskning, og hvad der drev dem.
Seerne kommer sammen med Johan Olsen ud på en usædvanlig videnskabshistorisk rejse, der bevæger sig igennem tid og rum. Her får Johan Olsen mulighed for at møde alle seks hovedpersoner, i form af skuespillere, og stille dem nogle af de spørgsmål, som han – og sikkert mange andre – har drømt om at få svar på.
“Det har været en drøm af en rejse rundt med nogle af de videnskabsfolk, jeg beundrer mest. Og magisk, selv i film-illusionens verden, at få lov til at udveksle et par ord med dem. Vi taler jo om seks personer, der med deres nysgerrighed og kæmpe indsigt har ændret vores verdenssyn og været med til at skabe vores civilisation”, siger programmets vært, Johan Olsen.
Programseriens seks store danske forskere er:
– Niels Bohr ( 1885 – 1962). Dansk fysiker, som har bidraget afgørende til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvantemekanikken. Sendes 4. februar.
– Niels Steensen – Nicolaus Steno – (1638 – 1686) var pionér inden for både anatomi og geologi. Sendes 11. februar.
– H.C. Ørsted (1777 – 1851) var en dansk fysiker, kemiker og farmaceut. Han tilskrives i almindelig-hed opdagelsen af elektromagnetismen. Sendes 18. februar.
– Inge Lehmann (1888 – 1993) var seismolog og statsgeodæt, der i 1936 argumenterede for at Jordens kerne ikke kun er flydende, men at der også er en fast kerne som accelererer og afbøjer P-bølger. Sendes 25. februar.
– August Krogh (1874 – 1949) var en zoolog og fysiolog. Han satte blandt andet arbejdet med forbedring af insulinfremstilling i Danmark i gang sammen med Hans Christian Hagedorn, hvilket førte til oprettelsen i 1923 af Nordisk Insulinlaboratorium, det senere Novo Nordisk. Sendes 4. marts.
– Tycho Brahe (1546 – 1601) dansk astronom, der betragtes som grundlæggeren af den moderne observerende astronomi. Sendes 11. marts.
‘Store danske videnskabsfolk’ er produceret af DR i et samarbejde med Experimentarium og produ-ceret med støtte fra Lundbeckfonden, Tips og Lotto-midler, Knud Højgaards Fond, Aase og Ejnar Danielsens Fond.
‘Store danske videnskabsfolk’. Premiere på DR K den 4. februar kl. 21:30.