TV-Nyt

Sporløs får ny vært

Ditte Haue DR1
Ditte Haue
Foto Bjarne Bergius Hermansen

Når ’Sporløs’ er tilbage på DR1 i 2016, er værten ny. Fremover bliver det Ditte Haue, der skal hjælpe mennesker, der måske hele deres liv har ledt efter et eller flere familiemedlemmer og gerne vil kende deres rødder og fortid.

Ditte Haue, der er uddannet cand.comm. og 29 år, har arbejdet i DR de seneste fem år. I to et halvt år har hun haft ansvaret for DR Nyheders dækning af kongehuset, og de seneste måneder har Ditte Haue været live-reporter og sommervært på ’Aftenshowet’ og for eventprogrammet ’Den store skattejagt’ på DR1.

Den fungerende kanalchef på DR1, Henriette Marienlund, er glad for, at Ditte Haue har sagt ja til at blive ’Sporløs’-vært.

”Ditte Haue er god til at tale med mennesker, favnende og god til at formidle, hvad hun ser. Samtidig er hun en super reporter, og jeg har stor tiltro til, at Ditte kan give ’Sporløs’ sin egen tone,” siger hun.

Elsker direkte fjernsyn
Ditte Haue glæder sig til det nye job, og optagelserne til de næste udsendelser går snart i gang.

”Jeg elsker at lave direkte fjernsyn, for der er en nerve i det, som man ikke finde andre steder – både for seerne og dem, der laver det. ’Sporløs’ har lidt det samme, for man kan jo ikke bare lige tage mødet mellem en mor og datter om. Derfor er ’Sporløs’ efter min mening fjernsyn, når det er bedst. Det handler om rigtige mennesker med rigtige følelser, som længes efter noget, vi alle kan sætte os ind i: at kende sine rødder og at høre til et sted,” siger Ditte Haue.

Hun tilføjer, at hun vil gå meget ydmygt til opgaven.

”Vi møder mennesker, der måske hele deres liv har ledt efter et eller flere familiemedlemmer, og som vi er så heldige at få lov til at hjælpe og følge på denne vigtige rejse. Det er et kæmpe privilegium at få lov til. Så længe jeg kan huske, har jeg fulgt denne rejse som seer. Nu glæder jeg mig til at prøve det som vært,” siger Ditte Haue.

150 har fundet rødderne
Den nuværende vært, Rie Helmer Nielsen, har sagt sin stilling op i DR for den 1. november at blive redaktør og teamleder for kommunikation i Kirkens Korshær. Her skal hun være med til at formidle viden om vilkårene for socialt udsatte mennesker i Danmark.

”Rie Helmer har været en god ’Sporløs’-vært og tilført programmet en stor ægthed med sin gode måde at behandle folk på,” siger DR1’s fungerende kanalchef Henriette Marienlund.

’Sporløs’ er en af DR1’s længstvarende succeser, og programmer bliver produceret af STV for DR. Siden 1997 har omkring 150 mænd og kvinder – med DRs hjælp – fundet nogen, de ledte efter. Blandt de tidligere værter er blandt andre Louise Wolff, Lillian Gjerulf Kretz, Torben Schou, Anne Vig, Line Baun Danielsen, Mette Weyde og Hans-Georg Møller.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard