Sendemast arbejde giver radio afbrydelser i Aalborg-området
Hindringslys er sikkerhedslys, der sidder i radio-sendemaster, som er over 100 meter høje, så fly kan se masterne og undgå at flyve ind i dem. De nuværende hindringslys har siddet der i cirka 30 år og er begyndt at have driftsmæssige udfordringer.
Derfor har Trafikstyrelsen, som har ansvaret for hindringslysene bestilt Cibicom, som ejer sendemasterne og drifter DR’s radiosendenet, til at udskifte lysene i ni radiosendemaster placeret rundt om i hele landet. Der arbejdes på én mast af gangen, og mens arbejdet pågår, kan FM-radioer miste signalet.
Fra søndag den 24. april til tirsdag den 26. april er det Frejlev-senderen ved Aalborg, der vedligeholdes. Det betyder, at der i perioder lukkes for radio- og tv-signalet.
Det vil berøre FM-dækningen i Aalborg, Nørresundby, Brønderslev, Nibe, Fjerritslev, Hadsund og Aars samt opland fra Randers i syd til Brønderslev i nord.
Du kan stadig høre radio og se tv
Bliver FM-radioen tavs, anbefales det i stedet at lytte til radio via DAB eller dr.dk/lyd. Du kan også downloade DR’s radio app DR Lyd.
Har man ikke mulighed for at lytte til digital radio, kan man forsøge at modtage fra FM-senderne i Tolne, Thisted, Hobro, Mariager, Søsterhøj (Aarhus) eller Mejrup (Holstebro).
Dagene op til udskiftningen udsendes spots på DR’s flader, som indeholder information om, hvem der vil blive berørt samt henvisning til DR Lyd for fortsat at kunne lytte med.
Udover spots i radioen kan man hele tiden få information på tekst-tv side 745 samt på dr.dk/hjælp.
I tilfælde af behov for at udsende meddelelser af beredskabsmæssig karakter, afbrydes arbejdet på masten, og i løbet af ganske kort tid vil signalet igen være tilbage.