TV-Nyt

Seerrekord til Badehotellet

Thure Lindhardt badehotellet‘Badehotellet’ har slået rekord på rekord med sin tredje sæson, og da sæsonafslutningen løb over skærmen mandag aften, sluttede serien af med endnu en rekord.

1.623.000 danskere så nemlig med i det særlige efterårsafsnit, hvor en stumfilm skulle indspilles på Andersens Badehotel.

Det er ikke alene ny seertalsrekord for ‘Badehotellet’ – det gør også afsnittet til det mest sete afsnit af en fiktionsserie på TV 2 siden ‘Strisser på Samsø’ i 1997.

I gennemsnit har 1.527.000 danskere fulgt med i Hanna Lundblad og Stig Thorsboes ‘Badehotellet’ de seneste syv mandage, hvilket er flere end antallet af seere, der fulgte de to første sæsoner. Det viser seertal fra Gallup.

Samler hele familien
Succesen kommer en smule bag på serieekspert og vært på TV 2 PLAY-programmet ‘Serieland’, Frederik Dirks Gottlieb. Han konkluderer, at ‘Badehotellet’ nu har meldt sig ind i den efterhånden meget lille og eksklusive klub af tv-formater, der kan samle hele familien Danmark foran skærmen.

– ‘Badehotellet’ er blevet sådan en ting, som folk sætter sig sammen for at se, og det er nærmest som at gå i biografen sammen. Det er efterhånden kun formater som ‘X Factor’ og ‘Danmark har talent’, der på samme måde har status af at være en ting, vi gør sammen, siger Frederik Dirks Gottlieb til TV 2.

Ikke nok med at de danske tv-seere har samlet sig om ‘Badehotellet’ i hidtil uset grad, de er også ellevilde med det, de ser.

På en skala fra 1 til 5 har de danske tv-seere vurderet de seks første afsnit af ‘Badehotellets’ tredje sæson til 4,54 – og dermed slår den på anden decimalen ‘Matador’, der blev vurderet til 4,53, da serien blev genudsendt i 1997-1998.

Samtidig med slutningen på tredje sæson har TV 2 meldt ud, at en sæson fire allerede er i fuld gang med at blive skrevet. Fjerde sæson forventes at få premiere i begyndelsen af 2017.

Har du ikke fået nok af Badehotellet så kan du på mandag den 22. februar glæde dig til at komme med bag kulisserne på optagelserne af ‘Badehotellet’ i et særligt “bagom”-program. Det sendes kl. 20:00 men kan allerede ses på TV 2 Play.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard