Radio og Podcast Nyt

Radio4 i efteråret 2021

Her får du et lille overblik over, hvilke programnyheder og nye tiltag i allerede velkendte programmer på Radio4, du kan varme dig ved, mens den mørke tid nærmer sig.

‘Missionen’ på Radio4 – Tony Scott og Amalie Bremer vil gøre verden bedre

Mindre snak. Mere handling. ’Missionen’ på Radio4 er ny, aktivistisk eftermiddagsradio med radioværterne Tony Scott og Amalie Bremer i spidsen.

Deres mål er i al beskedenhed at gøre verden til et bedre sted – ikke ved at tale om alle de ting, der i værternes øjne er galt med den, men ved at gøre noget ved dem.

”Hvis vi for eksempel tager hele croptop-debatten for nylig. Der havde alle voksne i hele landet jo travlt med at diskutere, hvordan nogle unge mennesker i Vejle skulle beklæde deres overkrop. Der blev diskuteret og debatteret på de sociale medier. Men så blev de unge mennesker aktivistiske, de demonstrerede på deres skoler – og siden har man jo ikke hørt mere til debatten. Og så hørte vi ikke mere.

Simpelthen fordi nogen stoppede med at snakke og GJORDE noget i stedet. Det var så fedt at se. Og det er dét, der er målet for os,” siger Tony Scott, der i selskab med Amalie Bremer altså hellere sætter ord bag handling end omvendt.

Sammen med den udfarende, nysgerrige reporter Rasmus Lund har Tony og Amalie siden mandag været i fuld gang med en række missioner lige fra at få vareskilleren tilbage på indkøbsbåndet i supermarkederne til et forsøg på at gøre finansloven spændende.

Hver dag kaster værtsparret sig over en ny mission og følger op på de gamle. Lyt med alle hverdage fra 15-17 på Radio4

Krigskirurgen – Øjenvidneberetning fra en krigskirurg

I de sidste ti år har hun arbejdet som læge midt i nogle af verdens voldsomste krige, naturkatastrofer og kaotiske stater. Fra støv og skudsår i Irak, over social armod i Haiti til nonneklostre i bushen i Den Centralafrikanske Republik.

Tag med kirurg Kathrine Holte på arbejde i verdens brændpunkter i Radio4’s nye serie ’Krigskirurgen’.

I hvert afsnit fortæller Kathrine Holte om en af de konkrete missioner, hun har været udsendt på. Her får du muligheden for at høre, hvordan krig og katastrofer opleves, når man står midt i orkanens øje og lapper folk sammen.

Programmerne kan enten høres som seks mindre podcast-afsnit på en halv times varighed som udkommer hver onsdag og lørdag, eller som tre samlede fortællinger af en times varighed hver lørdag kl. 14.05 på Radio4.
Populært portrætprogram vender tilbage

Det sidste måltid med Lærke Kløvedal

‘Det sidste måltid’ med Lærke Kløvedal er fra søndag den 5. september tilbage på Radio4. Og efteråret er spækket med en ny række af spændende, danske personligheder, der alle har taget imod invitationen om at spise deres sidste måltid, mens de får mulighed for at komme med input til deres egen nekrolog.

Filminstruktør Bille August er første gæst ved bordet hos Lærke Kløvedal, der henover efteråret også får besøg af blandt andre Hanne Boel, Anders Breinholdt, Christian Stadil, Drew Sycamore og Mick Øgendahl, til en medrivende, nærværende og inspirerende samtale om døden, livet og alt derimellem.

Lyt med hver søndag kl. 10.05 på Radio4 eller hør sæsonpremieren allerede nu som podcast

Overskud – Penge er ikke kun papir

‘Overskud’ er ikke bare tilbage med gode råd og tips til dig, der gerne vil lære at investere, og som ønsker at skabe mere værdi i dit liv. Som noget helt nyt inviterer Sofie Østergaard i løbet af efteråret kendte danskere i studiet til en åben snak om penge og privatøkonomi – noget vi alle skal blive bedre til at tale åbent om, hvis det står til Overskuds-værten.

Lyt med hver tirsdag klokken 13.05 eller som podcast

Krimiland graver dybere i Palme-mordet

Sagen om mordet på den svenske statsminister, Olof Palme, der blev skudt og dræbt på åben gade i 1986, nægter at dø. I løbet af efteråret ser vært Anders Christiansen og historiker Anders Orris derfor nærmere på nye teorier, usete dokumenter og en eventuel dansk forbindelse til mordet.
Lyt med hver lørdag klokken 17.05 eller som podcast

Endnu tættere på Kontinentet

Mads Anneberg vinker bogstaveligt talt farvel til danskervinklen, når han til efteråret rykker teltpælene til Bruxelles, hvor han kan være helt tæt på tingene som Radio4’s Europa-korrespondent. Herfra vil han hver fredag sørge for at servere tidens store historier fra alle afkroge af Europa – set fra de andre europæeres perspektiv.
Lyt med hver fredag klokken 10.05 eller som podcast

Genau elsker efteråret

Et højspændt efterår venter i tysk politik. Den 26. september går tyskerne til valg, hvor de efter 16 år med Angela Merkel ved roret skal finde en ny Forbundskansler. Og det er guf for ‘Genau’, der elsker alt ved vores store nabo mod syd. Derfor tager Thomas Schumann naturligvis turen ned ad Autobahn for at tage temperaturen på tyskernes valgfeber op til valget.
Lyt med hver tirsdag klokken 10.05 eller som podcast

Kilde: Radio 4 presse

SkyShowtime50procent

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard