Radio og Podcast Nyt

Radio 100 har fundet ny morgenvært

Radio 100  ansætter komiker Jacob Wilson som ny vært på Morgen på Radio 100. Her vil han alle hverdage fra klokken 6 til 10 give lytterne en 100 procent sjov morgen krydret med masser af god musik sammen med de to værtskolleger Anne Lavendt og Oliver Routledge. Målet er at lave et underholdende og sprudlende morgenprogram i et højt tempo med kærlighed til comedy.

”Radio er et af de medier, jeg bedst kan lide at arbejde med, så jeg glæder mig meget til igen at komme i gang med at lave morgenradio. Og så glæder jeg mig til at arbejde sammen med de fantastiske værter som allerede er på stationen”, siger Jacob Wilson, der også tidligere har været vært på netop Radio 100.

De senere år har Jacob Wilson primært haft fast plads på landets største comedyscener som en af de mest garvede og efterspurgte komikere. Han har arbejdet som tekstforfatter på satire- og comedyprogrammer på blandt andet TV 2, TV 2 Zulu og DR, ligesom han også selv har været underholdningsvært i populære tv-formater som Live fra Bremen og Bingo Banko. Af samme årsag har det stor betydning for Jacob Wilson, at Radio 100 siden august er blevet relanceret som en comedykanal, hvor man som lytter kan møde landets største komikere.

”Ved at fokusere på comedy kan vi skabe en tone og stemning, som er anderledes og måske også lidt mere grænsesøgende i forhold til medie og format. Og så er det dejligt bare at kunne arbejde med det, jeg elsker at lave”, tilføjer Jacob Wilson.

Hos Bauer Media er programdirektør, Mikkel Westerkam, ikke i tvivl om, at Jacob Wilson bliver en kæmpe gevinst for radiokanalen. Ikke mindst fordi Radio 100 med jævne mellemrum kommer til at arrangere comedyshows, hvor lytterne kan møde nogle af tidens mest populære komikere.

”Jeg er super glad for at få Jacob med på holdet. Han deler vores ambitioner om, at Radio 100 skal være underholdende og satirisk. Han er garant for et fremragende og interessant morgenprogram, mens han også får en central rolle i at udvikle vores comedybrand sammen med de andre dygtige værter og redaktører på stationen”, udtaler Mikkel Westerkam.

Morgen på Radio 100 med Jacob Wilson, Anne Lavendt og Oliver Routledge kan høres alle hverdage mellem klokken 6 og 10 fra mandag den 3. januar 2022.

Kilde: Bauer Media presse

I samme kategori

Back to top button