TV-Nyt

Politi i forfald

Dokumentar
15 okt 2023 21:00

Danskerne kan ikke længere regne med, at politiet efterforsker kriminalitet og sikrer tryghed på gaden. Sådan lyder et opsigtsvækkende budskab fra en række betjente, der medvirker i dokumentarserien ‘Politi i forfald’ på Kanal 5. En ny stor Kantar Gallup undersøgelse, der er lavet i forbindelse med programmet, underbygger den opfattelse med et enslydende billede af problematikken. Betjente føler sig tvunget til at lade kriminelle gå fri.

I serien løfter betjentene sløret for en hverdag, hvor ofre for kriminalitet systematisk svigtes, mens gerningsmænd går fri, fordi alt mange af politiets kræfter bruges på det som betjentene oplever som meningsløse opgaver.

– Hvis den almindelige borger vidste, hvad der foregik, så ville der blive et mindre ramaskrig i Danmark. Den menige betjent har fået nok nu, og det er på tide, at vi står frem, siger politiassistent Rene Borg fra Københavns Vestegns Politi.

Rene Borg fortæller i dokumentaren om et konkret eksempel, hvor en grov sag om vold bliver bremset pga. manglende ressourcer, selvom man havde overvågning af overfaldet, identificeret de formodede gerningsmænd og fået en ransagningskendelse på deres hjem. Moderen til offeret udtaler sig i dokumentaren, da offeret her to år senere fortsat er for fysisk og psykisk medtaget til at stille op. Ransagningen bliver først gennemført ni måneder efter overfaldet uden resultatet. Efterfølgende bliver sagen henlagt.

– Den her sag bliver dråben, der får bægeret til at flyde over for mig. Jeg havde lovet den unge mand, der blev overfaldet, og hans mor, at jeg ville gøre alt i min magt for at finde gerningsmændene. Og nu måtte jeg svigte dem. Det var ikke det, jeg meldte mig til, da jeg søgte ind hos politiet, siger Rene Borg, som siden optagelserne til serien har forladt politiet.

Sagen er ikke enestående.

1300 betjente kritiserer politiets arbejdsforhold

‘Politi i forfald’ bygger, foruden interviews med politifolk, på en undersøgelse af forholdene i dansk politi lavet af analysefirmaet Kantar Gallup i samarbejde med Kanal 5 og Warner Bros. Discovery. Flere end 1300 betjente deltager i undersøgelsen, og de leverer en sønderlemmende kritik af deres arbejdsplads.

Blandt andet siger 50,4 procent af de adspurgte betjente, at de oplever, at sager henlægges uden reelt at blive efterforsket. 24,5 procent siger, at det også sker i sager med kendte gerningsmænd.

I dokumentaren reagerer justitsminister Peter Hummelgaard (S) og repræsentanter fra politiet på kritikken.

Betjentene mener, at nye politisk bestemte opgaver og forsøg på effektivisering er årsagen til et manglende menneskeligt fokus. Fokus bliver i stedet statistikker og måltal fastsat af af embedsmænd og politikere langt fra kriminaliteten på gaden.

Betjentenes kritik bakkes op af Adam Diderichsen, der er politiforsker ved Syddansk Universitet. Han mener, at politikerne begik en fejl, da de ved politireformen i 2007 ændrede styringen af dansk politi med introduktionen af New Public Management.

– Man kommer til at lave et politi, som bliver drevet efter de samme principper som en stor offentlig industrivirksomhed, hvor det gælder om at få varerne hurtigst muligt gennem samlebåndet. Det skaber en masse problemer i praksis. Vi styrer politiet ud fra det forkerte, og det sker rigtig hurtigt, når man begynder at måle offentlige institutioner ud fra måltal og produktionsmål, siger han.

I dokumentaren forklarer en række betjente, hvordan de efter politireformen har været tvunget til at nedprioritere blandt andet voldssager og narkokriminalitet til fordel for at skulle gå på gaden og udskrive færdselsbøder til cyklister uden lys for derved at indfri måltal i færdsels-kategorien.

Politiets ledelse afviser hovedparten af kritikken og henviser blandt andet til interne tilfredshedsundersøgelser og statistikker, der viser høje sigtelsesprocenter.

Fokus på resultater medfører lukkede øjne for nogle typer kriminalitet

Ifølge flere af de medvirkende betjente er flere af politiets officielle tal dog stærkt misvisende.

En betjent forklarer blandt andet, at en enkelt sag med flere forhold ofte genererer utallige sagsnumre, som i statistikkerne ligner særskilte sager. En enkelt anholdelse kan med andre ord komme til at ligne mange og tegne et billede af et politi, der er langt mere effektivt end virkeligheden er.

40,1% af de betjente der medvirker i undersøgelsen, siger samtidig, at politiet i visse tilfælde lukker øjnene for nogle typer kriminalitet af hensyn til politikredsens image. På den baggrund kan færre sager om eksempelvis narko fejlagtigt udlægges som om, kriminaliteten er faldet, selvom det modsatte, måske er tilfældet.

Risikerer karrieren ved at stå frem

Ifølge en lang række af de medvirkende i serien, har problemerne længe været kendt internt i politiet. Alligevel er det første gang et større antal betjente stiller sig frem og åbent kritiserer deres arbejdsplads. Forklaringen kan findes i undersøgelsen lavet i samarbejde med Kantar Gallup. Her siger 72,7 procent af betjentene, at det kan have konsekvenser for karrieren at udtale sig kritisk om politiet og politiets ledelse. En påstand som politiets ledelse imidlertid afviser.

Hvor kan man se Politi i forfald?

Du kan se Politi i forfald på discovery+ fra 15. oktober 2023

Se Discovery’s tv-kanaler – Bestil Allente TV her
Reklame-link

LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
JustWatch – Hvor kan det streames?
Kilde: Warner Bros Discovery presse

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

Back to top button