Radio og Podcast Nyt

P5 får regionale nyheder fra 25. november

Fra mandag den 25. november klokken 10.30 går de velkendte regionale nyheder fra P4 også i luften på P5, hvor lytterne fremover vil kunne høre regionale nyheder på P5 på halve timer, alle hverdage fra kl. 06:30 – 12:30 og igen fra 15:30 – 17:30. I weekenden fra 07:30 – 12:30.

Det sker som led i relanceringen af P5 tidligere i år.  P5 er nu fokuseret på sin kernemålgruppe ud fra devisen ”hellere være noget for nogen, end forsøge at være noget for alle”. P5 henvender sig nu til de modne danskere, der har lagt arbejdslivet bag sig, men stadig er engagerede og aktive borgere, og som derfor også ønsker journalistik om det aktive liv i den alder. Mange af P5’s lyttere er interesseret i nyheder fra deres egen landsdel og ønsker sig derfor regionale nyheder, hvilket den målgruppe nu kan glæde sig til at få.

Udover de regionale nyheder på P5, så rykkede en række andre nye programmer ind på kanalen tidligere i år – det tæller blandt andet: ’Madsen’ med Alex Nyborg Madsen, ’Det gode selskab’ med Charlotte Striib, ’Dagens Danmark’ med Gitte Førby, ’Studie 5’ med Ole Jacobsen og ’Konfetti’ med Ole Tøpholm samt ’Dobbelt op’ med Kirsten Siggaard.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button