Nyheder

Otto – fortalt af Otto – Portræt af Otto Leisner

drk logoSelv om det er over seks år siden, at tv-værten Otto Leisner døde, er det kun få måneder siden, han skabte overskrifter i aviser og på hjemmesider.

Da hans vittighedskartotek – blandt meget andet – blev sat på auktion i efteråret, var der så stor rift om hans morsomheder, at de blev solgt for 58.000 kroner – eller 11 gange vurderingen.

Otto Leisner var én af de største danske tv-værter nogen sinde. Uge efter uge tonede han frem i alt fra ’Pladeparade’, ’Fup eller fakta’, ’Pusterummet’, ’Den gyldne pil’, ’Tippejob’, ’Kvit eller dobbelt’, ’H.O.P.L.A’, og hvad programmerne ellers hed på DRs dengang eneste tv-kanal.

Men ikke nok med, at Otto Leisner medvirkede i hundredvis af programmer som studievært. Han tog sig også tid til at fortælle om sit liv og sit livsværk i en række interviews, og det er disse interviews, der danner rammen om ‘Portræt af Otto Leisner: Otto – fortalt af Otto’, som DR K viser søndag den 28. december klokken 21.00.  Dermed er Otto Leisner tilbage i værtsrollen, og seerne kan læne sig og tag med på en nostalgisk tidsrejse i dansk monopol-tv.

Gennem sin lange karriere i DR, hvor han startede i 1945 med at rapportere i radioen fra en chokoladefabrik, til han gik på pension som 70-årig i 1987, tog Otto Leisner underholdning alvorligt – og det havde han sine grunde til. Da han bliver født i 1917 af en enlig arbejdende mor, kender han til knaphed og slid, og til de mennesker, der aldrig fik lov til at smile. Inden det blev til arbejde med radio og tv, var han både forbi et vaskeri, han fik en kontoruddannelse hos FDB, han forsøgte sig på jurastudiet, og så arbejdede Otto Leisner også i Prisdirektoratet, hvor han beregnede priser på skind og huder til fodtøj.

Komponerede stemninger
Hele Danmarks muntre legeonkel forstod at dirigere humør, komponere stemninger, og han mestrede det gode selskab. Otto Leisner var metodisk og omhyggelig i sin konstruktion af programmerne. Det vigtigste for Otto Leisner var at lede seerne igennem forskellige stemninger.

Portrætprogrammet, som Nicoline Müllertz og Nina Rydahl Andersen fra DR Samfundsliv har tilrettelagt, tager også seerne gennem den stemning, der omgiver Otto Leisners livshistorie: lige fra det triste over det platte, det fornøjelige, det højtidelige og det inderlige.

Alt sammen bliver det fortalt af Otto Leisner selv, men undervejs bidrager hans to lærlinge, Jørgen de Mylius og Jarl Friis-Mikkelsen, også til at tegne portrættet.

Otto Leisner blev 91 år – han døde den 16. august 2008. Undervejs nåede han for øvrigt også i 1950 at navngive et program, der lever videre den dag i dag: nemlig radioens ’Giro 413’.

’Portræt af Otto Leisner – fortalt af Otto’ sendes søndag den 28. december klokken 21.00 på DR K.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard