Oscar 2016 på TV 2 med Louise Wolff
Når de gyldne Oscar-statuetter skal uddeles til februar, bliver det den garvede Louise Wolff, der skal guide de danske filmfans gennem natten.
Hun har været vært på store shows som ‘Knæk Cancer Live’, ‘Dansk Melodi Grand Prix’ og ‘Kronprinsparrets Priser’. Og snart kan ‘Go’ morgen Danmark’-værten Louise Wolff så også skrive Oscar-vært på sit cv. Sådan næsten da.
For mens det er skuespiller og komiker Chris Rock, der styrer årets største fest i filmbranchen i Dolby Theatre i Los Angeles natten mellem søndag den 28. februar og mandag den 29. februar dansk tid, så er det Louise Wolff, der skal guide de danske tv-seere gennem showet og natten, når hun sammen med en række eksperter følger showet tæt i tidsrummet 23.15-06.30 fra studiet på Københavns Hovedbanegård.
– Det bliver en fest at være med til. Jeg har tidligere år selv siddet oppe hele natten for at følge showet, så det er jo bare endnu bedre at få lov at komme helt tæt på begivenheden på den her måde, siger Louise Wolff til TV 2 og garanterer, at hun nok skal holde sig vågen hele natten.
– Jeg tror, jeg forkæler mig selv med en rigtig lang middagslur den dag, og så sker der jo heldigvis ret meget i sådan en direkte udsendelse, så forhåbentlig bliver der ikke tid til at blive træt. Og heldigvis stiger spændingen jo, som natten skrider frem, og priserne skal uddeles, så mon ikke min nysgerrighed alene kan holde mig vågen, siger Louise Wolff.
Skarpe eksperter hele natten
I studiet vil Louise Wolff natten igennem have kompetente kræfter ved sin side i form af filmanmelder Ann Lind Andersen, instruktør Nikolaj Tarp, skuespillerinde Ellen Hillingsø samt modeeksperterne Uffe Buchard og Jesper Høvring.
Sammen vil panelet komme med ris og ros til Hollywood-stjernerne, når de indtager den røde løber, ligesom de løbende vil give deres analyse af showet og de mange prisvindere.
Se Oscar-showet natten mellem søndag den 28. og mandag den 29. februar klokken 23.15-06.30 på TV 2 og følg samtidig med i livedækningen på tv2.dk.
Danskere blandt de nominerede
Ekstra spænding bliver der set med danske øjne i de to kategorier ‘Bedste ikke-engelsksprogede film’ og ‘Bedste dokumentarfilm’, hvor henholdsvis Tobias Lindholms drama ‘Krigen’ og Joshua Oppenheimers danskproducerede ‘The Look of Silence’ er blandt de nominerede.
Flest nomineringer har Alejandro González Iñárritus ‘The Revenant’ (12), George Millers ‘Mad Max: Fury Road’ (10) og Ridley Scotts ‘The Martian’ (7) opnået, og netop ‘Mad Max: Fury Road’ er den film, Louise Wolff fremhæver som en personlig favorit fra det forgangne år.