TV-Nyt

Oscar 2015 på TV 2 – Se prisuddelingen direkte med Stéphanie Surrugue som vært

Oscar 2015 Vært TV 2
Neil Patrick Harris er vært på Oscar 2015
(Foto: 2015 American Broadcasting Companies © / TV 2)

Søndag 22. februar går det løs i Dolby Theatre i Hollywood. Her er de største stjerner samlet til Oscar-uddelingen 2015, og også i år bliver den store og festlige filmbegivenhed vist direkte på TV 2. Vært i Danmark bliver Stéphanie Surrugue, og med sig i studiet har hun forskellige gæster og eksperter.

Oscar 2015 TV tider 22/2

22.55 Oscar 2015 optakt TV 2

00:05 Oscar 2015: Den røde løber

02:30 Oscar 2015: Prisuddeling

Se Oscar 2014 online med Watz Me Now – Prøv gratis i 30 dage

Oscaruddelingen er filmverdenens svar på Superbowl – den nat, hvor modefikserede, stjernebesatte og filminteresserede folk sidder meget længe oppe. I alt regner man med, at flere hundrede millioner følger med i den store begivenhed verden over.

Oscaruddelingen 2015 er den 87. udgave af filmfesten, og i år er det skuespilleren Neil Patrick Harris, der er vært på scenen i Hollywood. Det er første gang, han skal styre det store show.

I studiet i Danmark er det Stéphanie Surrugue, der er vært, og med sig har hun modeeksperterne Jesper Høvring og Uffe Buchard samt filmeksperterne Adam Voigt, Ann Lind Andersen og filminstruktøren Nikolaj Arcel. TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz følger begivenhederne fra Los Angeles og er med på link undervejs.

En legendarisk og rablende sejrsrus

Stéphanie Surrugue
Stéphanie Surrugue er vært på Oscar-uddelingen.
Foto: Casper Steinmetz / TV 2

Stéphanie Surrugue skal være vært, samle trådene og holde styr på begivenhederne under de mange timers live-tv i forbindelse med Oscar-showet. Det er noget, hun glæder sig til:

– Oscar er verdens største kulturbegivenhed. Det er et privilegium og en fest at give alle vores seere en nat i Hollywoods tegn sammen med TV 2s skrappe og veloplagte ekspertpanel, siger Stéphanie Surrugue og fortsætter:

– Jeg har nørdet film hele mit liv. Sidste år var jeg i Hollywood for dække Oscar-uddelingen for TV 2 NEWS. Og at møde Brad Pitt på restauranten, Whoopi Goldberg i hotelbaren og Michael Fassbender ved poolen gør jo kun, at man kommer til at elske Oscar endnu højere, siger Stéphanie Surrugue.

For de mennesker, der interesserer sig for film og følger med i Oscar-uddelingen, er noget helt særligt de såkaldte ‘Oscar-moments’, hvor der sker noget helt specielt under festlighederne. Det er situationer, som rører publikum og bliver historiske. Dem har der været mange af i Oscar-uddelingens historie, og alle har deres yndlings-‘moment’.

Stéphanie Surrugue har også et Oscar-øjeblik, som hun synes, var ren magi:

– Da den italienske instruktør Roberto Benigni fik sin Oscar for ‘Livet er smukt’ – en helt fantastisk film i øvrigt – og dansede og jublede han hen over stoleryggene i en legendarisk og rablende sejrsrus. Et episk Oscar-øjeblik, som altid får mig til at græde af grin, siger Stéphanie Surrugue.

’Boyhood’ eller ’Birdman’
I år er der ikke nogle ‘rene’ danske film nomineret til Oscar-uddelingen, men der er en del film med dansk islæt med i konkurrencen om de eftertragtede guldstatuetter. ‘The Lego Movie’ er nomineret for ‘bedste sang’, og det lavmeldte polske drama ‘Ida’, der blandt andet er produceret af danskerne Christian Falkenberg Husum og Sofie Wanting Hassing, mens danskeren Kristian Eidnes Andersen har lavet musikken, er nomineret i kategorierne ‘bedste udenlandske film’ og ‘bedste fotografering’.

Desuden er animationsfilmen ‘Sangen fra havet’, hvoraf en del af animationen er lavet af firmaet Nørlum i Viborg, nomineret til ‘årets bedste animationsfilm’. Endelig spiller Ulrich Thomsen hovedrollen i den israelske kortfilm ‘Aya’, der også er nomineret.

Blandt de store amerikanske produktioner er der fem film med mange nomineringer, nemlig Alejandro González Iñárritus ‘Birdman’ med ni nomineringer, Wes Andersons ‘The Grand Budapest Hotel’ også med ni nomineringer, norske Morten Tyldums kodebryderfilm ‘The Imitation Game’ med otte samt Richard Linklaters ‘Boyhood’ og Clint Eastwoods ‘American Sniper’ med hver seks.

Det er klart blandt disse film, at slaget om de vigtigste Oscars skal stå

En indisk slum-millionær
I februar varmer TV 2 op til årets Oscar-show ved at vise en række nyere film, der har været nomineret til eller vundet Oscars, blandt andet ‘Hobbitten’, ‘Flight’ og ‘The Master’.

På selve dagen, søndag 22. januar, hvor uddelingen finder sted, bliver dokumentaren ‘And the Oscar Goes to..’ og James Camerons nyklassiker ‘Titanic’, der vandt ikke mindre end 11 Oscars, vist om eftermiddagen.

Om aftenen kan seerne komme i Oscar-stemning med den fantastiske ‘Slumdog Millionaire – Drengen der havde svar på alt’ fra 2008, der vandt otte Oscar-priser.

Efter filmen begynder TV 2s Oscar-dækning, der kører hele natten frem til en opsamling på nattens spændende begivenheder i ‘Go’ morgen Danmark’ mandag morgen. Oscar-uddelingen bliver naturligvis også løbende dækket på tv2.dk, i TV 2 Nyhederne og på TV 2 NEWS.

TV 2 PLAY går også i Oscar-mode med masser af Oscar-film i tiden omkring til uddelingen, blandt andet kan man se ”Brokeback Mountain”, ”The Constant Gardener” og ”The Reader”. Desuden kan man, hvis man ikke vil følge Oscar-uddelingen om natten, se hele prisuddelingen dagen efter på TV 2 PLAY. Her vil den som noget nyt ligge tilgængelig for alle PLAY-brugere.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard