Nytåret 2015/16 på DR kanalerne
Hvad enten man fejrer nytåret alene, med familien eller vennerne, præsenterer DR en række forskellige programmer, der kan gøre aftenen en smule sjovere, mere hyggelig og i givet fald nostalgisk.
Skihop og økonomisk kriminalitet
Nytårsaftensdag på DR1 er omtrent lige så traditionel anlagt som juleaftensdag.
H.M. Dronningens nytårstale bliver transmitteret direkte klokken 18.00, men allerede klokken 17.10 varmer Kåre Quist og Tine Gøtzsche op sammen med den faste duo bestående af politisk redaktør på Berlingske, Thomas Larsen, og ugebladsdirektør på Aller, Anette Kokholm – igen i år foran Fredensborg Slot, hvor regentparret bor.
De vil sammen gennemgå året, der er gået, og tale om de begivenheder, der kan finde vej til Dronningens tale – som også bliver vist på storskærm, så de fremmødte foran slottet også kan følge med.
Herefter følger en nytårsudgave af ’Hvem var det nu vi var’, hvor Jacob Riising spørger gæsterne, om de nu også kan huske, hvad der skete i årets løb, og bagefter er der premiere på ’Cirkusrevyen 2015’. Ingen nytårsaften uden Miss Sophies nostalgiske 90-års fødselsdag, og ved midnatstid annoncerer rådhusklokkerne på Københavns Rådhus, at et nyt år begynder, hvorefter der er nytårsgudstjeneste fra Haderslev Domkirke.
Den 1. januar er der skihop fra klokken 13.50, men klokken 17.50 står Tine Gøtzsche og Kåre Quist igen klar; denne gang på Amalienborg Slotsplads, hvor de guider seerne igennem nytårstaflet og diskuterer statsministerens nytårstale med de indbudte gæster på slotspladsen.
Læs også: ‘Bedrag’ – nyt søndagsdrama på DR1
Klokken 20.00 er der premiere på DRs nye, store dramaserie ’Bedrag’ med Nikolaj Lie Kaas og Thomas Bo Larsen i hovedrollerne. Herefter er der premiere på ’Spies & Glistrup’, hvor Pilou Asbæk og Nicolas Bro spiller henholdsvis rejsekonge og politiker.
Hajangreb og tømmermænd på DR3
En række kendte danskere diskuterer nytårsfyrværkeri, torsk og nytårsknald i DR3-programmet ’På grænsen’, der nytårsaftensdag fokuserer på, hvad man bør tale om over nytårsmiddagen.
DR3 dedikerer dagen derpå til tømmermændene. I løbet af dagtimerne kan seerne flade ud til alle tre film i ’Sharknado’-serien, og om aftenen er der premiere på to nye dokumentarserier. I ’Druk tur/retur’ og ’Tømmermændshospitalet’ møder man flere unge danskere, der alle drikker en del flere genstande, end kroppen kan kapere vel vidende, at kvalmen og konsekvenserne lurer lige om hjørnet.
På DR K er der nytårsaftensdag nytårskoncert med DR SymfoniOrkestret, og så er 1. januar her lig med The Beatles, da kanalen sender en kavalkade af koncerter og film med den ikoniske gruppe. Dagen efter er der et stort Elvis-tema – igen med flere koncerter og film.
Der er også nyt til de yngste seere, når DR Ramasjang sender et program om Cirkus Summarum, der er optaget i forbindelse med årets cirkusforestillinger.
Programoversigt
DR1
H.M. Dronningens nytårstale, direkte den 31. december klokken 18.00. Kåre Quist og Tine Gøtzsche byder velkommen klokken 17.10.
’Hvem var det nu vi var’ – nytårsudgave 2015, den 31. december klokken 20.50.
’Cirkusrevyen 2015’, premiere den 31. december klokken 21.50.
’90-års fødselsdagen’, den 31. december klokken 23.40.
Nytårsgudstjeneste fra Haderslev Domkirke, den 1. januar klokken 00.05.
Nytårskoncert fra Wien, den 1. januar kl. 12.15 (også på P2)
Skihop, den 1. januar fra klokken 13.50.
Nytårstaffel, den 1. januar. Kåre Quist og Tine Gøtzsche byder velkommen klokken 17.50.
Statsministerens nytårstale, den 1. januar klokken 19.15.
’Bedrag’, premiere den 1. januar klokken 20.00.
’Spies og Glistrup, premiere den 1. januar klokken 21.00.
DR3
’På grænsen’, den 31. december klokken 20.00.
’Druk tur/retur’, premiere den 1. januar klokken 21.00.
’Tømmermændshospitalet’, premiere den 1. januar klokken 21.30.
DR K
Nytårskoncert med DR SymfoniOrkestret, den 31. december klokken 20.00.
DR Ramasjang
’Cirkus Summarum 2015’, den 31. december klokken 18.05.
Kilde: DR