Nyt radio- og tv-nævn på plads
Kulturministeren har udpeget medlemmer til Radio- og tv-nævnet. Hensigten er at styrke de mediefaglige kompetencer.
Kulturminister Joy Mogensen siger:
“Det har været en vigtig prioritet for mig, at vi skulle styrke de mediefaglige kompetencer i nævnet. Det var også grunden til den lovændring, jeg satte i gang, og som faldt på plads før jul.
Jeg synes, at vi har fået sammensat et stærkt og fagligt kompetent Radio- og tv-nævn med kvalificeret praktisk medieerfaring og juridisk tyngde med formand Søren Sandfeld Jacobsen og næstformand Lisbet Dyerberg for bordenden. Det er vigtigt, at vi har et kompetent Radio- og tv-nævn, der kan løse de mange og komplekse opgaver, nævnet er sat i verden for at løse.”
Fakta om Radio- og tv-nævnet
Radio- og tv-nævnet består pr. 1. januar 2021 og frem til 31. december 2024 af:
• Professor i jura, phd., Søren Sandfeld Jakobsen (Formand)
• Direktør, cand. jur. Lisbet Dyerberg (Næstformand)
• Direktør, cand. jur., Ulf Lund
• Udviklingsdirektør, cand.jur., Merethe Eckhardt (genudpegning)
• Professor, phd. i kultur- og Medievidenskab, Hanne Bruun
• Chefredaktør, Rikke Bekker, (udpeget på baggrund af indstilling fra Danske Medier)
• Journalist, Kristian Danholm, (udpeget på baggrund af indstilling fra Dansk Journalistforbund)
• Journalist, selvstændig rådgiver, Gitte Rabøl
• Revisor, Peter C. Madsen (genudpeget af samarbejdsforum for Danske Lytter-og Seerorganisationer)
I særlige sager jf. radio-og fjernsynslovens § 39, stk. 2 udvides Radio- og tv-nævnet med:
• Byretsdommer, Elisabeth Michelsen (formand), (genudpeget af Den Danske Dommerforening)
• Professor i strafferet, phd. Trine Baumbach, (genudpegning)
Tilsammen dækker medlemmerne juridiske kompetencer (herunder særlig strafferetlig indsigt), økonomisk/administrative kompetencer, medieforskningskompetencer samt praktisk mediefaglige kompetencer.
De tidligere medlemmers beskikkelsesperiode udløb ved årsskiftet 20/21.
Læs mere om Radio- og tv-nævnet.
Fakta om lovændringen
Med ændringen af Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, er det blevet fastlagt, at der i Radio- og tv-nævnet skal være kompetencer inden for praktisk mediefaglighed repræsenteret. Radio- og tv-nævnet er med lovændringen blevet udvidet til 11 medlemmer mod 10 i dag, hvoraf mindst tre repræsenterer praktisk mediefaglighed inden for henholdsvis tv, radio og nye medier. Danske Medier og Dansk Journalistforbund indstiller hver to kandidater til kulturministeren med praktiske mediefaglige kompetencer.