MånedsguidesDRTV Nyt

Nyt på DRTV december 2023

DRTV har i december blandt andet premiere på World on Fire – Sæson 2, du får også de nye danske serier Pigerne fra Englandsbåden og Bag enhver mand.

Der er naturligvis også juleunderholdning med juleshows, julefilmstema på DRTV og meget mere.

fredag 1. december
AIDS: The Unheard Tapes DR TV
1 dec 2023
06:00
Læs omtale

London, 1982. En sjælden form for “kræft” blandt homoseksuelle mænd er begyndt at sprede sig. Terry Higgins er en af de første i Storbritannien, der dør på grund af den nye sygdom. Mens aktivister og læger kæmper for at finde ud af alt om den nye virus, stiger antallet af inficerede med hiv. Gennem aldrig før sendte interviews optaget i 80’erne og 90’erne fortælles historien om, hvordan det var at leve med den dødelige ”bøsse-pest”, stigmaet og frygten.

Rygter DR TV
1 dec 2023
06:00

Rygter

Serie | Drama | Seriepremiere
Læs omtale

Erik bliver tvunget til at starte i 10. klasse på den lille ø Vesterøy for at lægge sin fortid bag sig. Øen er befolket af fiskere og Erik, der kommer fra byen, har svært ved at tilpasse sig. Man slipper dog ikke let fra sin fortid og snart løber rygterne, især påvirket af den spirende influencer Thea. Men måske Erik ikke er den eneste, der har sit at slås med.

World on Fire - Series 2 | Official Trailer - BBC
1 dec 2023
06:00

World on Fire – Sæson 2

Serie | Drama | Ny Sæson | Ugentlige afsnit | 7.4 | 2019–2023
Læs omtale

Tilbage i 2019 havde første sæson af anden verdenskrig serien World on Fire premiere og blev vist på DR. Seriens afslutning lagde op til mere med en cliffhanger, og det var da også planen. Det har bare taget utroligt lang tid, da produktionen gik i stå i forbindelse med covid pandemien og først kom i gang med optagelser i juli 2022.

Nu nærmer World on Fire sæson 2 sig dog. Den kommer på DRTV fra 1. december.

World On Fire sæson to vil tage seerne fra Storbritanniens gader ind i det besatte Frankrig, Nazityskland og til sandet i den nordafrikanske ørken, hvor britiske tropper kæmper sammen med indiske Sappers og australske Diggers for at tilpasse sig en meget anderledes slags kamp.

De tilbagevendende rollebesætninger inkluderer Lesley Manville (The Crown, Magpie Murders) som Robina, Jonah Hauer-King (The Little Mermaid, The Flatshare) som Harry, Julia Brown (Shetland, Anthony) som Lois og Zofia Wichlacz (Miasto 44, Amok) som Kasia, med Blake Harrison (The Inbetweeners, A Very English Scandal) som Stan, Eugénie Derouand (The Advent Calendar, Paris Police) som Henriette, Eryk Biedunkiewicz som Jan, og Cel Spellman (Cold Feet, Waterloo Road) som Joe.

Nye navne i World On Fire-castet i sæson to er Mark Bonnar (Guilt, Line Of Duty) som Sir James Danemere, Ahad Raza Mir (Resident Evil, Hum Tum) som Rajib, Gregg Sulkin (Runaways, Pretty Smart) som David og Miriam Schiweck (Der Staatsanwalk, Fellweckselzeit) som Marga.

Der er 6 episoder af en time på vej.

lørdag 2. december
Juniorbagernes julemission DR TV
2 dec 2023
06:00
Læs omtale

Dette års juniorbagere har en vigtig mission: De vil sprede julestemning i hele landet med deres kager. Først vil de forsøge at overraske politikerne på Christiansborg med juleflødeboller, så de kan stoppe med at skændes så meget. Og så fortjener et hold frivillige julehjælpere at blive overrasket med en julet hyldestkage for alt det arbejde, de gør for andre i juletiden.

søndag 3. december
Sangerinden som blev skudt DR TV
3 dec 2023
06:00
Læs omtale

“Lige siden jeg var otte-ni år, har jeg drømt om at blive sanger.” Som 19-årig når kurdiske Mutlu Kaya finalen i den tyriske version af ‘Talent’. Få dage senere bliver hun skudt i hovedet af en stalker. Mod alle odds overlever Mutlu, men med livsændrende skader. Her følger vi hende, mens hun kæmper for at genvinde sit helbred, sin sangstemme og kæmper imod kvindevold i Tyrkiet

mandag 4. december
Frank & Kastaniegaarden - Juletræsæbler og Julelampe DR TV
Læs omtale

Det er jul på Kastaniegaarden, og Frank og hunden Kaysa hænger æbler på juletræerne for at fodre fuglene. Valnøddehøsten har været god, så Frank forsøger sig med at bage valnøddesnurrer. Og så smeder Frank en olielampe med otte væger for at skabe den helt rigtige julebelysning.

tirsdag 5. december
Kriminalkommissær Barnaby: Djævlens værk DR TV
5 dec 2023
06:00
Læs omtale

Herregården Stourwick Hall har været i familien Shirewells eje siden 1588. Da husets overhoved, Henry, dør, bliver hans ældste arving Lucian godsets indehaver. Han samler sine søskende for at fortælle dem, at han vil smide dem ud og gøre godset til et kunstnersamfund. Det får gammelt nag til at bryde ud i lys lue. Og snart indtager Barnaby scenen, for døde Henry virkelig en naturlig død? Eller blev han myrdet af Lucian?

Se alle afsnit fra den 5. december kl 06:00 på DRTV.

Onkel Reje & galaksens helte
5 dec 2023
06:00
Læs omtale

Fra det nye år kan landets børn opleve en helt ny serie i 10 afsnit på DR Ramasjang med Onkel Reje i spidsen, der har fokus på alt lige fra venskaber, egoisme og velfærd.

Sammen med galaksens helte: pigen Klump og bjørnen Lomborg, flyver han til rummet for at befri Mormor fra Kejseren og Ricky Martini, som forsøger at suge alle minder ud af gamle mennesker, for at bruge minderne til at lave strøm af.

Desværre vrimler det med vagter ombord på rumskibet, som gør, at de må flygte for livet, men måske er der hjælp at hente fra pigen Klump, som leder efter sin morfar. Redningsaktionen går dog ikke helt som planlagt. Vil Mormor og Morfar overhovedet befries, kan Onkel Reje og Klump slippe væk fra vagterne og komme ud af Dødens arena? Den Kejserlige Kejserlighed har visse udfordringer, da strømmen går. Og Mormor ender med at opdage noget, hun ikke skulle have opdaget. Der bliver kæmpet mod monstre, smagt på planetens bedste burger i Space Burger og vejen mod befrielsen af Mormor og Morfar byder på snedige udklædninger, en magisk nødudgang og en hæsblæsende UFO-jagt.

Helt nyt univers
-’Onkel Reje & galaksens helte’ er en nyudviklet serie med et stærkt og moderne visuelt udtryk. Seerne kommer med ind i et helt nyt univers, men med den velkendte Onkel Reje, der denne gang dykker ned i den værdi, som ældre mennesker og deres minder kan berige os alle med. Der er mange forskellige lag i handlingen, som appellerer til både børn og voksne, og som kan sætte spændende snakke i gang om livet på Jorden og i rummet, siger B&U-chef i DR Morten Skov.

Medvirkende: Mads Geertsen, Brian Lykke, Viktoria Mynthe Ranum Kierkegaard, Niels Böttcher, Kurt Dreyer og Laura Kvist.

Det første program kan ses på DRTV fra morgenstunden fredag den 5. januar klokken 6.00 og på Ramasjang samme dag klokken 17.30.

torsdag 7. december
Angrebet på Pearl Harbor DR TV
7 dec 2023
06:00
Læs omtale

Fransk dokumentarserie fra 2021.

Den 7. december 1941 lancerer Japan et overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase ved Pearl Harbor, Hawaii. Det virker umiddelbart som en succes for Japan, men får langsigtede konsekvenser. USA, der hidtil har holdt sig ude af 2. verdenskrig, går ind i krigen på de allieredes side. Men hvorfor spiller Japan højt spil ved at angribe det overlegne USA? Og hvor meget ved amerikanerne egentlig om et forestående angreb?

Se begge afsnit fra den 7. december kl 06:00 på DRTV.

Velkommen til overgangsalderen DR
7 dec 2023
21:25
Læs omtale

Den rammer mindst halvdelen af jordens befolkning og koster samfundet millioner af kroner – og alligevel taler vi ikke ret meget om den: overgangsalderen.

I programserien ’Velkommen til overgangsalderen’ får vi nu et kig ind i de udfordringer og bekymringer, der følger med overgangsalderen. Vi hører fra nogle af Danmarks bedste forskere, der fortæller, hvor langt – eller kort – forskningen på området er i Danmark i forhold til andre lande, og de fortæller, hvad der sker både fysisk og mentalt, når østrogenniveauet daler, og kvinderne træder ind i en ny epoke af livet.

Af kendte kvinder kan man i programmet møde Lærke Winther, Mette Horn, Trine Pallesen, Trine Gadeberg, Nanna Winther, Ditte Okman, Gun-Britt Zeller, Stine Bosse, Cecilie Hother, Lone Hertz, Line Baun Danielsen, Mette Bloch, Søs Egelind og Dorte Høgh. Derudover er Anders Lund Madsen også med.

Første afsnit af ’Velkommen til overgangsalderen’ kan se på DRTV den 7. december fra klokken 6.00 og på DR1 samme dag klokken 21.25.

I programmerne følger vi også en række modige kvinder, der ærligt fortæller om, hvordan det er at stå midt i det hele med de udfordringer, de hver især oplever. Vi hører om tørre slimhinder, vrede, angst, problemer i forholdet, hedeture, hjernetåger og umulig nattesøvn, som er bare en lille del af generne ved overgangsalderen.

Samtidig fortæller kendte danske kvinder om deres oplevelser. De fortæller om at føle sig alene, om at blive overmandet af raseri og lade det gå ud over de nærmeste, om brudte forhold og om angsten for at miste deres kvindelighed. Vi hører også om hormonbehandling og besøg hos læger, og ikke mindst om at finde ro i en ny epoke af livet.

– Vi håber, at vi med programmerne kan være med til at nedbryde tabuet om overgangsalderen og starte værdifulde samtaler om denne vigtige periode i kvinders liv – ikke kun kvinder imellem, men også mellem mænd og kvinder, på arbejdspladserne og i samfundet generelt, siger programchef hos DR Anne Garlichs.

lørdag 9. december
Signe Molde: En rugemor er bare en ovn DR TV
9 dec 2023
06:00
Læs omtale

Signe Molde besøger et barnløst dansk par, som er villige til at betale for en rugemor i det krigshærgede Ukraine for at få deres største ønske om deres eget barn opfyldt. Men er det i orden at betale en fremmed kvinde for at føde sit barn – bare fordi man kan?

søndag 10. december
Året i Kongehuset DR TV
10 dec 2023
06:00

Året i Kongehuset

Dokumentar
Læs omtale

Året har budt på op- og nedture i den kongelige familie. Hendes Majestæt Dronning Margrethe var igennem en omfattende rygoperation, mens Kronprinsen varetog opgaven som regent. Prins Joachim flyttede med sin familie til Washington for at blive forsvarsindustriattaché og lagde dermed låg på konflikten i kongefamilien. Linjerne i dynastiet blev trukket endnu tydeligere op, da Prins Christian i oktober fyldte 18 år, og arvefølgen blev understreget. Se alle de store øjeblikke i Året i Kongehuset 2023.

Se dokumentaren fra den 10. december kl 06:00 på DRTV.

Døtre DR TV
10 dec 2023
06:00

Døtre

Dokumentar
Læs omtale

Prisvindende dansk/svensk dokumentarfilm fra 2022.

Sofia er otte år, Hedvig er 10, og Maja er 16, da deres mor tager sit eget liv. Kort derefter begynder instruktør Jennifer Malmqvist at filme de tre unge svenske piger, der både kan lege ubekymret og sorgløst og er tvunget til at have voksne samtaler. Ti år efter er de nu blevet til unge kvinder og har besluttet sig for, at det er på tide at åbne op og tale om selvmordet og minderne om deres bipolare mor, hvilket de ellers aldrig rigtigt har gjort.

mandag 11. december
Siunissaq - Det Sidste Menneske DR TV
11 dec 2023
06:00
Læs omtale

Dansk dokumentar fra 2022.

Livet på Jorden starter og slutter med Grønland. Forsker Minik Rosings skelsættende opdagelse af det første liv på Jorden står i kontrast til de smeltende ismasser i Ivalo Franks hyldest til sit naturskønne fødeland. “Siunissaq – Det Sidste Menneske” er et portræt af vores tidsalder fortalt af en gruppe børn fra landsbyen Kangaatsiaq, der forelsker sig, indleder venskaber og kæmper med savn og tab. Filmen undersøger livet lige nu – i spændingsfeltet mellem to poler, dets begyndelse og undergang.

tirsdag 12. december
Dronninger
12 dec 2023
06:00
Læs omtale

Britisk dokumentarserie fra 2023.

Dronninger har længe spillet en birolle i historien, hvor kongerne har haft hovedrollen. Serien udforsker seks dronningers tid som regenter – fra Hatshepsut til dronning Victoria.

Se alle 6 afsnit fra den 12. december kl 06:00 på DRTV.

Født i rampelyset DR TV
12 dec 2023
06:00

Født i rampelyset

Dokumentar
Læs omtale

Hvordan er det at vokse op i et hjem, hvor kunsten til tider fylder mere end forældreskabet? Og kan forældres navn og anseelse åbne døre i en branche, det er svært af få adgang til? Vi kommer tæt på fire forskellige kunstnerfamilier og hører, hvorfor nogle børn vælger, at gå i deres forældres fodspor, når de – om nogen – ved, hvad det kræver af arbejde og afkald. Hver familie får taget et helt nyt familieportræt hos stjernefotograf Petra Kleis, der kæmper med, hvordan hun fremkalder familien bedst. Vi er med bag kulisserne på teatret, i musikstudiet, atelieret og på koncertscenen. Og gennem ærlige interviews, nostalgiske arkivoptagelser og billeder fra familiernes private fotoalbums får vi fortællingen om at vokse op i rampelysets skær.

Hybris DR TV
12 dec 2023
06:00

Hybris

Serie | Komedie | Seriepremiere
Læs omtale

Norsk komediedramaserie fra 2023.

Marius har bare to venner tilbage, efter han er blevet beskyldt for overgreb. Sammen søger de sandheden – men i stedet finder de stadig mørkere hemmeligheder.

Se alle 8 afsnit fra den 12. december kl 06:00 på DRTV.

Vera: Tidevandet stiger - Julespecial DR TV
12 dec 2023
06:00
Læs omtale

Julen nærmer sig, men Vera kan ikke koncentrere sig om gavenisser og småkager. Den kendte tv-personlighed Rick Kelasall er nemlig fundet hængt, og det viser sig, at der er tale om mord. Rick havde været til middag med nogle gamle venner, et fast ritual gennem 40 år. Er det en af vennerne, der står bag? Eller har mordet noget at gøre med den skandale, der netop har kostet Rick jobbet

onsdag 13. december
Kæmpekonstruktioner DR TV
13 dec 2023
06:00
Læs omtale

Fra stormfulde oceaner til glohede ørkener. Denne serie afdækker hemmelighederne bag verdens mest imponerende ingeniørbedrifter.

Se alle 3 afsnit fra den 13. december kl 06:00 på DRTV.

torsdag 14. december
Mit værk til Danmark: Det hvide lærred DR TV
14 dec 2023
06:00
Læs omtale

Fire danske kulturpersonligheder har sagt ja til at lave hvert deres helt nye værk til Danmark. Multikunstner Leif Sylvester, konditor Katrine Foged Thomsen, forfatter Anna Juul og designer Lasse Spangenberg er specialiseret inden for meget forskellige hjørner af kulturen og har et publikum på tværs af danskerne med de værker, de laver. De skal nu søge inspiration hos hinanden og ude i landet til at lave et værk, der fortæller en historie om Danmark 2023.

Verdensdamerne - Sæson 2 DR TV
14 dec 2023
06:00

Verdensdamerne – Sæson 2

Underholdning | Ny Sæson
Læs omtale

Verdensdamerne, Lotte Freddie, Bente Scavenius og Merete A. Baird, er tilbage, og denne gang går rejsen til Helsinki, Lissabon, Wien og Istanbul. Med en fascinerende energi og nysgerrighed viser de hinanden det nye, det ikoniske og det hemmelige i vores europæiske kultur.

lørdag 16. december
DR's store Juleshow DR TV
16 dec 2023
06:00

DR’s store Juleshow

Underholdning
Læs omtale

Elsker du også jul? Så skal du se DR’s store Juleshow. Vores værter Tine Gøtzsche og Rasmus Botoft er kommet i julehumør, og sammen sørger de for julestemningen, alt imens DR Symfoniorkestret sørger for musikken. Mattias Kolstrup, Jacob Aksglæde og Fallulah giver os gamle juleklassikere i nye toner, mens Cæcilie Norby, Emma Sehested Høeg og Christina Undhjem giver os de store jule-evergreens. Så hop i dit festligste juletøj, hæld gløggen op, og nyd et helt igennem dejligt juleshow med os

søndag 17. december
Den mest afsidesliggende musikfestival i verden DR TV
Læs omtale

14 unge, håbefulde sangskrivere og musikere fra Danmark, Færøerne, Island og Sverige er draget til Nuuk i Grønland. Sammen skal de skabe et flerkulturelt musikalbum. Under opholdet i bootcampen blomstrer et intimt musikunivers med rum for personlige fortællinger og inspiration fra den storslåede grønlandske natur.

Julehilsen til Grønland DR TV
17 dec 2023
06:00

Julehilsen til Grønland

Underholdning
Læs omtale

Kaya Brüel, Ole Kibsgaard, Rasmus Lyberth, Aavaat Koret m.fl. står for den musikalske underholdning, når der skal sendes julehilsner mellem Grønland og Danmark. I år er det foyeren i DR Koncerthuset, der danner rammen for den traditionsrige aften med indslag fra Grønland og et veloplagt publikum i julestemning.

Os der lever DR TV
17 dec 2023
06:00

Os der lever

Dokumentar
Læs omtale

Niels Hausgaard gelejder os gennem den storslåede natur og menneskene på den nordjyske vestkyst. Vi besøger vendelboerne, der med humor tager os under armen og viser os deres drømme, frygt og søgen efter svar på livets store og små spørgsmål. Med Aalborg Symfoniorkesters storslåede arrangementer som lydbillede og Rubjerg Knude Fyr som pejlemærke sidder vi med ved niplebrættet og er til bal – helt tæt på alle OS DER LEVER i det vilde vest.

mandag 18. december
Playboys hemmeligheder II DR TV
18 dec 2023
06:00
Læs omtale

Amerikansk dokumentarserie fra 2023.

Sexorgier, stoffer og manipulation. Hvordan var det i virkeligheden at bo i det legendariske Playboy-hus med Hugh Hefner? Tidligere Playboy-bunnies står frem og fortæller deres historier.

tirsdag 19. december
Saddams danske gidsler DR TV
19 dec 2023
06:00
Læs omtale

I tre afsnit afdækkes historien om nogle af de danskere, som blev fanget i Kuwait, da Saddam Hussein invaderede landet i august 1990. Serien giver et enestående indblik i, hvordan den danske udenrigstjeneste arbejdede i den første fase af Golfkrigen.

En af de modige danskere er kvinden Wicki Ball. Hun arbejdede inden invasionen som personlig assistent hos British Airways. Sammen med andre vesterlændinge hjalp hun – med livet som indsats – med at transportere først mad til folk på forskellige gemmesteder og dernæst at flytte folk rundt til sikrede huse.

Vi møder også attaché på ambassaden i Kuwait Mogens Pedersen. Han producerede fra krigens start falske pas for at hjælpe andre vestlige gidsler.

Mens de amerikanske tropper gør sig klar til at bombe Irak, er han det eneste danske gidsel tilbage i Bagdad. Under offentlighedens radar sender det danske udenrigsministerium specialisten Mads Sandau og kommunikationseksperten Tine Astrupgaard ud på en farlig og tophemmelig mission for at få Mogens Pedersen hjem.

Gidslernes private optagelser
For første gang oplever vi historien gennem de danske gidslers private videooptagelser. De private optagelser er flettet sammen med interviews med gidslerne, nyhedsarkivmateriale og dramatiseringer af begivenhederne.

– Med ’Saddams danske gidsler’ har vi ønsket at formidle historien om starten på den første Irak-krig. Man får fortællingen om en væsentlig periode i dansk udenrigspolitik fortalt af en række danskere, der blev fanget i konflikten, siger DR-redaktør for serien Jytte Bergmann Moll og uddyber:

– Serien er baseret på bogen ‘Det sidste gidsel’ – og bygger på omfattende research, gidslernes egne fortællinger og privatoptagelser. Samtidig er det formidlet, så det nærmest er som at se en spændingsserie.

Det er produktionsselskaberne Monday og Yes Yes Pictures, der står bag dokudramaet ’Saddams danske gidsler’, og de har valgt at arbejde med et anderledes visuelt udtryk, end det man ofte ser i dokudrama.

– Med den her serie har vi prøvet at forny det klassiske dokudrama-udtryk, fortæller Michelle Francati, der er visuel producer på Yes Yes Pictures. Hun fortsætter: – Målet har været at fortælle en dokumentarisk historie, hvor seerne får én flydende og spændende fortælling. Derfor har vi lavet sømløse – og altså mindre synlige – overgange mellem nyhedsarkivmateriale, privatoptagelser og dramatiseringer med skuespillere. Mange af dramatiseringerne er filmet med et primitivt hjemmevideo-kamera, der matcher gidslernes egne optagelser.

  • Alle tre afsnit af ’Saddams danske gidsler’ kan ses på DRTV tirsdag den 19. december fra klokken 6.00.
  • Afsnit 1 sendes på DR2 den 19. december klokken 20.00 og de to næste afsnit bliver sendt de efterfølgende tirsdage på samme tidspunkt.
onsdag 20. december
Hammerslag – Drømmen om Italien DR TV
20 dec 2023
06:00
Læs omtale

Hvem har ikke prøvet at være på ferie et sted, der var så dejligt, at man straks begyndte at drømme om at købe en feriebolig i området. Derfor inviterer vært Sofie Østergaard en tur til Norditalien, hvor der i denne specialudgave af Hammerslag skal gættes priser på tre helt spektakulære ejendomme. Eksperterne Mira Lie Nielsen og Christian Torp dyster mod Kristine Virén og Lars lyng, når der skal gættes pris på et gammelt kloster i Piemonte. Bagefter går turen til et gammelt landsted, der emmer af Italiensk charme. Og afgørende bliver det, når prisen skal gættes på liebhavervilla i Ligurien med en storslået udsigt over Middelhavet.

Alle mod 1 Jul DR TV
20 dec 2023
20:00

Alle mod 1 Jul

Underholdning
Læs omtale

Alle mod 1 elsker jul! Derfor har Stephania og Joakim gjort klar til en stor julefest med de allermest julede eksperimenter, man kan tænke sig. Der skal både gås Lucia-maraton, fældes juletræer på tid, køres med knallertkane, og så får julemanden en vild opgave i en helt afsindig høj skorsten. I Alle mod 1 jul er alt som det plejer – og så alligevel ikke. Denne gang dyster aftenens deltager nemlig direkte mod publikum i studiet. Derhjemme kan man stadig spille med i appen – man kan spille mod venner og familie i appen, og der bliver også udloddet et gavekort i præmie til en heldig seer-vinder.

torsdag 21. december
Iben på Herrens mark DR TV
21 dec 2023
06:00
Læs omtale

Hvad kan en præst gøre for mennesker, når de står på kanten af tilværelsen, og der ikke er meget håb tilbage? Iben Marie Zeuthen tager ud blandt forbrydere, plejehjemsbeboere, psykisk syge og afviste asylansøgere. De bor i nogle af store institutioner i vores samfund, og her kæmper mennesker med ensomhed, skyld og håbløshed. I 4 programmer besøger Iben Maria Zeuthen præster, der arbejder i fængsel, på plejehjem, på asylcenter og på psykiatrisk afdeling. Og undersøger, hvordan ånden har det, der hvor velfærdsstaten tager sig af nogle af de udsatte borgere.

fredag 22. december
Pigerne fra Englandsbåden DRTV DR1 serie
22 dec 2023
06:00

Pigerne fra Englandsbåden

Serie | Dansk Krimi | Seriepremiere | 5.8 | 2023–
Læs omtale

Lone Theils bestsellerdebut Pigerne fra Englandsbåden kommer nu som som serie i otte afsnit på DRTV og DR1.

Den anerkendte journalist Nora Sand rejser hjem til Danmark fra London. Hun er blevet suspenderet fra sin avis og har lovet redaktøren at holde lav profil. Men da Nora får et tip om en gammel sag, kan hun ikke længere sidde stille. To piger forsvandt sporløst fra færgen mellem Danmark og England i midten af 80’erne. Mens Nora har travlt med at efterforske sagen, forsvinder endnu en ung kvinde.

I hovedrollen som Nora Sand ses Marie Sandø Jondal (Marco Effekten, 2021) og i det øvrige cast finder vi skandinaviske navne som Jesper Paasch (The Rain, 2019), Anna Stokholm (Sygeplejeskolen, 2022), Siir Tilif (Those Who Kill, 2021) og Viktor Hjelmsø (Boys, 2022)

lørdag 23. december
Dansk Musiks Bedste: Julesang DR TV
23 dec 2023
06:00
Læs omtale

Lyden af jul. Danske klassikere som ”Det Jul, det’ cool”, ”Gnags julesang”, ”Drømte mig en lille drøm” kører i høj rotation hele december. Hvad er hemmeligheden bag de største danske julehits? Det fortæller nogle af dansk musiks bedste i dette program. Mød blandt andre MC Einar, Sharin Foo, Ida Corr, Peter A.G., Malthe Ebert, Remee og Martin Brygmann i et konfektorgie af skønne julesange og musikalske juleanekdoter.

Fra alle os til alle jer - 100 år med Disney DR TV
23 dec 2023
06:00
Læs omtale

DR Symfoniorkestret drysser musikalsk stjernestøv over alle tiders Disney-klassikere og tager dig med gennem de største øjeblikke i 100 års eventyrlig tegnefilm sammen med DR Koncertkoret, vært Jakob Stegelmann og solisterne Andrea Lykke, Pelle Emil Hebsgaard og Dilukshan Jeyaratnam.

søndag 24. december
Disney Juleshow 2023 DR
24 dec 2023
16:00

Disney Juleshow 2023 på DR1

DR1
Underholdning | Børn
Læs omtale

Helt som traditionen byder, kan store som små også i år samles om ’Disney Juleshow’, som DR viser juleaftensdag klokken 16.00. Bagefter fortsætter julehyggen med ny nordisk animation i ’Snebørnenes Juletime’.

Det bekræfter DR i en pressemeddelelse.

– For rigtig mange danskere er det en elsket juletradition at se showet. Derfor er vi utrolig glade for, at aftalen med Disney nu er faldet endeligt på plads, så alle danskerne kan være helt sikre på én af julens faste traditioner.

Kan man streame Disney Juleshow på DRTV før og efter det vises på DR1?
Nej selv om de fleste DR programmer er tilgængelige fra kl. 06:00, så kan Disney Juleshow kun live streames på DRTV mens det vises på tv. Disney tillader ikke DR tilbyder det som arkiv on demand indhold.

Ny juletradition med nordisk animation
Men ikke nok med det. Efter ’Disney Show’ og afsnit 24 af ’Det magiske tivoliteater’ viser DR, hvad Peter Rosberg håber bliver en ny, stærk juletradition foran tv. Det er ’Snebørnenes Juletime’, som blev vist første gang sidste år. Showet fortæller julehistorier af Nordens største forfattere og med velkendte figurer som Søren og Ludvig (fra ’Bjergkøbing Grand Prix’) og ’Lille Frø’, ’Svinedrengen’ og Mumitroldene i julede historier med masser af sne, hygge og helt særlig nordisk julestemning.

– Animation er en vigtig genre for os i DR, og vi er glade for, at vi kan forsøde den lange juleventetid både med ’Disney Juleshow’ og nu også ’Snebørnenes Juletime’. Showet leverer et stærkt alternativ af indhold og historier, der har afsæt i dansk og nordisk liv, sprog og kultur.

’Disney Juleshow’ siden 1967
Aftalen om visningen af ’Disney Juleshow’ forhandles ofte først på plads sidst på året som en del af en større aftale mellem Disney og DR.

DR har vist ’Disney Juleshow’ siden 1967. Traditionen tro indeholder det blandt andet de klassiske Disney-tegnefilm ’Plutos Juletræ’ med Mickey Mouse, Pluto og Chip & Chap, samt ’Anders Ands Sneboldkamp’ med Anders And, Rip, Rap & Rup. Showet byder som altid også på en overraskelse.

100 års Disney-musik
Udover ’Disney Juleshow’ kan musikken fra 100 års Disney-film opleves på DRTV og DR2 lillejuleaften fra klokken 20.00. Det er en optagelse fra DR Koncerthuset fra begyndelsen af december, hvor over 120 medvirkende sangere, musikere og solister var på scenen med en perlerække af de kendte Disney-kompositioner.

mandag 25. december
Den store jule- og nytårsbagedyst DR TV
25 dec 2023
06:00
Læs omtale

Årets fem feststemte julepar er en skøn blanding af deltagere fra 2022 og 2023. De er klar til hele to hemmelige udfordringer på førstedagen, som begynder med, at de skal pakke julegaver op. Gavernes indhold bestemmer, hvilke julesmåkager de skal bage, og så skal de selv improvisere kagernes design i royal icing. Markus har kreeret smukke julekager, der emmer af julestemning, og udfordrer deltagerne med både sprøjtepistol og svært chokoladearbejde! Og så leverer alle par mesterværker med masser af hygge, humor og et vanvittigt højt håndværksmæssigt niveau.

Se juleprogrammet fra den 25. december kl 06:00, og nytårsprogrammet fra den 29. december kl. 06:00 på DRTV.

En Særlig Samtale DR
25 dec 2023
21:21

En særlig samtale

Underholdning
Læs omtale

Der plads til både latter og tårer, når en gruppe af journalister fra TV Glad interviewer kendte danskere indenfor politik, kunst og kultur i den nye programserie ’En særlig samtale’.

I det første program, der bliver sendt den 25. december, interviewer journalisterne sanger og musiker Thomas Helmig. I det andet program, der sendes den 27. december, interviewer de statsminister Mette Frederiksen.

Inspiration fundet i udlandet

Inspirationen til programmerne kommer fra Frankrig. Her har en gruppe journalister fra avisen Le Papotin, hvis redaktion er en del af et socialt tilbud til mennesker med autisme, gennem en årrække interviewet kendte franskmænd. Blandt de kendte, der er blevet interviewet, er blandt andre Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Programmerne har fået fantastisk modtagelse og er blevet rost for at vise et andet billede af de interviewede end det, vi normalt ser.

I ’En særlig samtale’ giver vi ordet til en gruppe danske journalister med funktionsnedsættelser, som interviewer nogen af de største og aktuelle navne inden for kunst, kultur og politik i landet.

– Spørgsmålene går tæt på, men er uden agenda og uden filter, siger programredaktør hos DR Lasse Bjørch, der uddyber: – Det giver nogle nye, forfriskende, åbne og ærlige svar, som viser nye sider af store danske personligheder, når paraderne lige så stille sænkes.

Også hos de medvirkende er der glæde over samarbejdet

Hanne Jensen, der er direktør for kulturområdet i Glad Fonden fortæller: Vi havde ingen tvivl om, at vi skulle sige ja til samarbejdet. Glad Fondens og TV Glads formål er at give alle mennesker en mulighed for at bruge deres ytringsfrihed og mulighed for demokratisk medindflydelse. Det gør vi ved at lære af hinanden, og ved at vise, at alle kan rigtig meget selv, hvis de ellers får muligheden. Det har vi vist på TV Glads kanaler i snart 25 år, og det er så dejligt at folde det bredt ud på DR.

Også Thomas Helmig har udtrykt begejstring over at være med:

– Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at deltage i ’En særlig samtale’, blev jeg glad og sagde ja med det samme, fortæller han og fortsætter: – Og det er jeg glad for nu, for jeg syntes, at det blev en god og anderledes snak og et par timer i det allerbedste selskab.

Første afsnit af ’En særlig samtale’ kan se på DRTV den 25. december fra klokken 6.00 og på DR1 samme dag klokken 21.00.

Andet afsnit kan ses DRTV den 27. december fra klokken 6.00 og på DR1 samme dag klokken 21.15.

Thomas Helmig stiller ikke op til interview i forbindelse med programmet. For interview med Mette Frederiksen henviser vi til Statsministeriet.

tirsdag 26. december
Året der gik DR TV
26 dec 2023
06:00

Året der gik

Underholdning
Læs omtale

Vær med til en helt særlig aften, når vi sammen skal gense og genopleve årets vigtigste og mest mindeværdige øjeblikke. Vi ser tilbage på et vildt 2023, og mon ikke at hele følelsesregistret kommer i spil. Glæd dig til at møde blandt andre Caroline Wozniacki, Jonas Vingegaard, Sigurd Barrett og fire legendariske skuespillere fra serien Matador. Live-musikken fra scenen i Koncertsalen bliver leveret af blandt andre Blæst, Tessa og Svea S.

Acorn TV | Wisting | Official Trailer
26 dec 2023
06:00

Drabschef Wisting – Sæson 1-2

Serie | Krimi | Seriepremiere | 7.3 | 2019–
Læs omtale

Norsk krimiserie fra 2019 og 2021.

Efterforskningslederen William Wisting står over for nogle af sin karrieres vanskeligste sager i denne norske krimiserie, der bygger på Jørn Lier Horsts populære romaner. I første sæson gør politimanden William Wisting en skræmmende opdagelse. Et lig er blevet fundet blandt grantræerne på en norsk juletræsplantage, og det viser sig at have forbindelse til en eftersøgt amerikansk seriemorder. Samtidig arbejder Wistings datter, der er journalist, på en artikel om Wistings netop afdøde nabo Viggo.

onsdag 27. december
I hus til halsen DR TV
27 dec 2023
06:00

I hus til halsen

Underholdning
Læs omtale

Programmets eksperter får til opgave at hjælpe familier ud af meget klemte situationer, hvor et hussalg nærmest virker utopisk. Eksperterne skal nu gøre alt, hvad de kan, så familierne forhåbentlig får deres hus solgt og kan komme videre i livet.

torsdag 28. december
Kunstnerkolonien i Italien
28 dec 2023
06:00
Læs omtale

I den nye sæson af ’Kunstnerkolonien’ tager seks danske kunstnere til Ravello og Scala i Italien. ’Kunstnerkolonien i Italien’ kan ses på DRTV fra den 28. december og søndag den 7. januar 2024 klokken 20.00 på DR2.

På tværs af generationer og med vidt forskellige baggrunde skaber de deres egen kunstnerkoloni og laver nye værker til en fælles udstilling.

På to uger skal de seks kunstnere finde inspiration i kulturen og naturen, akkurat som P.S. Krøyer, Marie Krøyer, H.C. Andersen og Martinus Rørbye gjorde det i 1800-tallet. Alle drog de afsted til Amalfikysten og blev overvældet af de smukke byer, der inspirerede dem til flere vigtige værker i dansk kunst.

Gensyn med erfarne kunstnere og møde med nye talenter
Som i de forrige sæsoner af ’Kunstnerkolonien’ kan seerne se frem til at få et indblik i de seks kunstneres kreative processer og komme med bag om tilblivelsen af deres kunstværker.

I denne sæson kan seerne glæde sig til gensyn med Kirsten Justesen, Erik A. Frandsen og John Kørner, som også var med ‘Kunstnerkolonien i Skagen’, samt unge kunstnere som Sophia Luna Portra, Mette Riise og Jo Hedegaard.

– Igen i år forsøger vi med ’Kunstnerkolonien’ at tage seerne med til et sted, som har betydet meget for dansk kunsthistorie. På tværs af generationer og erfaringer skal vi opleve hvordan danske kunstnere skaber ny kunst sammen. I denne sæson i uvante omgivelser, hvor lugte, indtryk og lyset udfordrer de vante kunstneriske processer, siger redaktør i DR Jytte Bergmann Moll.

Tæt på kunstnerne og de kunstneriske processer
’Kunstnerkolonien’ har i 2023 været nomineret til og modtaget flere priser, der ifølge Jytte Bergmann Moll understreger, hvordan programmet henvender sig til seere både med og uden kunstviden.

– ’Kunstnerkolonien’ giver et indblik i en verden, som for mange er utilgængelig. Her er en chance for at komme tæt på både kunstnerne og de kunstneriske processer. Det er både inspirerende og underholdende, og seerne får masser af ny viden, siger Jytte Bergmann Moll.

Værkerne, som de seks kunstnere skaber i Italien, kan også opleves på Sophienholm Kunsthal i Lyngby fra den 31. januar til den 1. april i udstillingen Kunstnerkolonien i Italien & Gensyn, der også inkluderer værker fra tidligere sæsoner.

De seks kunstnere

Kirsten Justesen

Kirsten Justesen er uddannet billedhugger fra det Det Kongelige Danske Kunstakademi 1975, men hendes værker dækker over en bred vifte af genrer fra body art og performance til skulptur og installation. Hun arbejder med en konstant undersøgelse af forholdet mellem krop, rum og sprog og har udstillet både i Europa og i USA. De seneste fire år har hun arbejdet på en fire meter høj bronzeskulptur af Grevinde Danner, der skal placeres ved Sankt Jørgens Sø i København i 2024.

Erik A. Frandsen

Erik A. Frandsen studerede i 1970’erne keramik i Grækenland og skulptur i Italien, og da han vendte tilbage til Danmark, stiftede han Værkstedet Værst i 1981. Han er optaget af kunsthistorien og bruger ofte ældre referencer i sine værker. Erik har atelier i København NV og på Falster, ligesom han også arbejder en del i Italien, hvor han har huse ved Comosøen og Pisa.

John Kørner

John Kørner er en af nutidens største kunstnere herhjemme. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1998. Kørner har en nysgerrig og eksperimenterende tilgang til sin kunst. Han veksler gerne mellem installationskunst, skulptur og keramik, mens han har billedkunsten som sit faste holdepunkt. Han er opvokset på Lolland, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1998, og har nu atelier i Sydhavn og i sit sommerhus ved Odden.

Sophia Luna Portra

Sophia Luna Portra beskæftiger sig med skulpturer, malerier og kostumer, og så er hun aktuel i bandet Bona Fide. Hun studerer samtidig en master på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Sophia Luna Portra fokuserer på feminisme i en historisk kontekst og forsøger med sine mange forskellige kompetencer at sætte det på dagsordenen i nutiden.

Mette Riise

Mette Riise er en berejst kunstner, som har studeret på kunstakademier i både Hamborg og Wien, før hun afsluttede sin master på kunstakademiet i Malmö i 2023. Som kunstner arbejder hun med performance, installation og video. Hun sætter fokus på emner som grøn omstilling og økonomisk vækst og skaber fortællinger, som sætter tematikkerne på spidsen, vender dem på hovedet og skiller dem ad.

Jo Hedegaard

Jo Hedegaard arbejder med malerier, kostumer, performance, film og tekster i kunstnerisk sammenhæng. Han er uddannet billedkunstner ved kunstakademiet i Amsterdam og har tidligere studeret i New York. Jo Hedegaard har atelier i København NV, som han deler med andre kunstnere.

Nobelpris-skandalen DR TV
28 dec 2023
06:00

Nobelpris-skandalen

Dokumentar
Læs omtale

Svensk-amerikansk dokumentarserie fra 2021.

I 2017 bringer den svenske avis Dagens Nyheter en artikel, hvori 18 kvinder fortæller, at de har været udsat for seksuelle overgreb. Overgrebsmanden er uformelt kendt som det 19. medlem af Det Svenske Akademi. Jean-Claude Arnault er gift med digteren Katarina Frostenson. Hun er medlem af akademiet, der uddeler Nobelprisen i litteratur. Skandalen vokser, bliver en global #MeToo-nyhed og truer med at ødelægge akademiet.

fredag 29. december
Bag enhver mand DRTV
29 dec 2023
06:00

Bag enhver mand

DR1
Serie | Dansk Drama Komedie | Seriepremiere
Læs omtale

Bag enhver mand er titlen på en ny DR serie. Den ny serie ’Bag enhver mand’, der er skabt af det succesfulde makkerpar Julie Rudbæk & Jesper Zuschlag, har nu fået premieredato. Serien er centreret om en restaurant og kredser om aktuelle emner som køn, magt og forandring.

’Bag enhver mand’ får premiere den 29. december på DRTV og herefter på DR1 den 1. januar klokken 21.00 – og herefter hver fredag klokken 21.25. Serien er på otte afsnit af 30 minutter.

Bag enhver mand – det handler den om

I ’Bag enhver mand’ må den erfarne og succesfulde køkkenchef Michael pludselig forsvare sin position, da den nye souschef Naja vil modernisere hans restaurant.

Michael sidder ellers trygt på pinden som køkkenchef på den populære restaurant ‘Værk’ i København, som han kører ’som han altid har gjort’. Men Naja kommer med et helt andet syn på, hvad ledelse, ligestilling og god tone er i dag.Der opstår derfor med det samme konflikt mellem dem. Det viser sig dog, at der er en større trussel under opsejling, som vil gå ud over dem begge, hvis de ikke formår at samarbejde og stole på hinanden trods deres forskelligheder.

Serien stiller således ultimativt spørgsmål om, hvad der sker, når vi forlader polerne i debatten og tvinges ind mod midten og bliver nødt til at lytte til og prøve at forstå hinanden?

De medvirker i Bag enhver mand

Bag enhver mand DR serie
Foto: DR

Udover Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag så finder vi på rollelisten desuden: Ann Eleonora Jørgensen, Lars Bom, Camilla Lau, Andreas Jebro, Kenneth M. Christensen, Ari Alexander, Sara Fanta Traore, Morten Brovn, Anders Brink Madsen, Eva Jin, Mathias Skov Rahbæk, Ditte Hansen, Frederik Cilius, Karoline Hamm, Bertram Bisgaard, Kasper Nielsen, Mathias Helt.

Sagrada Família - Et vanvittigt byggeprojekt DR TV
Læs omtale

Spansk dokumentar fra 2023.

I 1883 begyndte byggeriet af den berømte Sagrada Família i Barcelona. Den er designet af Antoni Gaudí og er den dag i dag ikke færdig. Arkitekturen er så original og fantasifuld, at den står på Unescos Verdensarvsliste. Brand og hærværk har hærget kirken og Gaudís originale tegninger og modeller er blevet ødelagt. Kan kirken blive færdig til Gaudís 100-års jubilæum i 2026? Og hvordan viderefører hans efterfølgere byggeriet trods udfordringerne?

lørdag 30. december
I hjernen på stjernen DR TV
30 dec 2023
06:00

I hjernen på stjernen

Underholdning
Læs omtale

I denne programrække vil psykologisk manipulator Jan Hellesøe og psykolog og vært Josefine Høgh portrættere fem kendte danskere for seeren. I disse fem programmer vil Høgh og Hellesøe give hovedpersonen stof til eftertanke gennem spektakulære iscenesættelser. De to værter prøver sammen at lægge et puslespil ud af gæstens relationer, minder, sorger, tanker og følelser – som forhåbentlig til sidst vil give den kendte gæst et nyt blik på dem selv – og på livet.

søndag 31. december
Danmarks bedste portrætmaler - Sæson 5 DR TV
31 dec 2023
06:00

Danmarks bedste portrætmaler – Sæson 5

Underholdning | Seriepremiere
Læs omtale

Igennem seks programmer skal otte talentfulde kunstnere dyste om at blive Danmarks bedste portrætmaler. Tre erfarne dommere vælger hver uge, hvem der har malet ‘Dagens bedste portræt’, og hvem der skal forlade konkurrencen – for kun tre går hele vejen til finalen.

Danmarks bedste portrætmaler 2024 deltagere

Gift ved første blik USA XVI DR TV
31 dec 2023
06:00
Læs omtale

Gift ved første blik er tilbage. Denne gang foregår udvælgelsesprocessen i Nashville, Tennessee. Kom med bag kulisserne, og oplev den intense proces med at matche 10 håbefulde singler, der skal giftes med en fremmed ved første blik.

Se alle 33 afsnit fra den 31. december kl 06:00 på DRTV.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard