Helt som traditionen byder, kan store som små også i år samles om ’Disney Juleshow’, som DR viser juleaftensdag klokken 16.00. Bagefter fortsætter julehyggen med ny nordisk animation i ’Snebørnenes Juletime’.
Det bekræfter DR i en pressemeddelelse.
– For rigtig mange danskere er det en elsket juletradition at se showet. Derfor er vi utrolig glade for, at aftalen med Disney nu er faldet endeligt på plads, så alle danskerne kan være helt sikre på én af julens faste traditioner.
Kan man streame Disney Juleshow på DRTV før og efter det vises på DR1?
Nej selv om de fleste DR programmer er tilgængelige fra kl. 06:00, så kan Disney Juleshow kun live streames på DRTV mens det vises på tv. Disney tillader ikke DR tilbyder det som arkiv on demand indhold.
Ny juletradition med nordisk animation
Men ikke nok med det. Efter ’Disney Show’ og afsnit 24 af ’Det magiske tivoliteater’ viser DR, hvad Peter Rosberg håber bliver en ny, stærk juletradition foran tv. Det er ’Snebørnenes Juletime’, som blev vist første gang sidste år. Showet fortæller julehistorier af Nordens største forfattere og med velkendte figurer som Søren og Ludvig (fra ’Bjergkøbing Grand Prix’) og ’Lille Frø’, ’Svinedrengen’ og Mumitroldene i julede historier med masser af sne, hygge og helt særlig nordisk julestemning.
– Animation er en vigtig genre for os i DR, og vi er glade for, at vi kan forsøde den lange juleventetid både med ’Disney Juleshow’ og nu også ’Snebørnenes Juletime’. Showet leverer et stærkt alternativ af indhold og historier, der har afsæt i dansk og nordisk liv, sprog og kultur.
’Disney Juleshow’ siden 1967
Aftalen om visningen af ’Disney Juleshow’ forhandles ofte først på plads sidst på året som en del af en større aftale mellem Disney og DR.
DR har vist ’Disney Juleshow’ siden 1967. Traditionen tro indeholder det blandt andet de klassiske Disney-tegnefilm ’Plutos Juletræ’ med Mickey Mouse, Pluto og Chip & Chap, samt ’Anders Ands Sneboldkamp’ med Anders And, Rip, Rap & Rup. Showet byder som altid også på en overraskelse.
100 års Disney-musik
Udover ’Disney Juleshow’ kan musikken fra 100 års Disney-film opleves på DRTV og DR2 lillejuleaften fra klokken 20.00. Det er en optagelse fra DR Koncerthuset fra begyndelsen af december, hvor over 120 medvirkende sangere, musikere og solister var på scenen med en perlerække af de kendte Disney-kompositioner.