Nyt boksekoncept i Fight Night
Når der igen blændes op for TV 2 Fight Night lørdag 2. april, kan seerne glæde sig til et nyt boksekoncept – en miniturnering med fire boksere.
Fire boksere, to semifinaler og en finale mellem de to vindere. På én og samme aften. Det er ingredienserne i det nye boksekoncept, der ser dagens lys ved det næste TV 2 Fight Night-stævne, som bokses lørdag 2. april.
De fire boksere er svenskeren Cliff Souka, finnen Mika Joensuu samt danskerne Christian Bladt og Reda Zam Zam. I den ene semifinale mødes Bladt og Souka, mens den anden er et opgør mellem Joensuu og Zam Zam, der gør comeback efter fire års pause.
– Der kommer fuld knald på fra start. De har altså kun tre omgange til at overbevise dommerne om, at de skal have en plads i finalen senere på aftenen. Det bliver stort, men også spændende, for hvem har det, der skal til for at kunne bokse og slå to modstandere på én aften. Det er lige i Fight Night-ånden, siger Dennis Bostrup, TV 2|SPORTENs redaktør på Fight Night.
Christian Bladt og Cliff Souka er begge 36 år, men mens svenskeren blot har bokset otte kampe i sin korte, professionelle karriere, som har budt på syv sejre, så er det Bladts 49. kamp i karrieren, der startede i Jetsmarkhallen i Nordjylland for mere end 12 år siden. Finnen Mika Joensuu har vundet 12 af sine 15 kampe som professionel, så der venter 30-årige Zam Zam en hård match, når han gør comeback. Zam Zam har blot tabt én af sine 24 kampe, og det var den seneste, der ligger tilbage til 24. marts 2007. Nu glæder han sig til sit comeback.
– Det er skønt at være tilbage, og den her turnering er en enestående mulighed for at sende et signal til bokseverdenen. I de sidste fire år har jeg holdt mig i topform, og det er fantastisk, at jeg nu igen må bokse. Jeg er klar til at give alt, jeg har, siger Reda Zam Zam, der sammen med de tre øvrige boksere kæmper om en langtidskontrakt med Team Sauerland.
Semifinalerne kan ses direkte på TV 2 Zulu fra kl. 20, mens finalen bokses på TV 2 kl. 23.05. Slår de to danskere sig videre til finalen, har Christian Bladt i øvrigt revanche til gode. De boksere mødtes nemlig tilbage i 2005, hvor Zam Zam vandt.
Kilde: TV 2 presse