TV 2 har holdt pressemøde og afsløret mere om den kommende allersidste sæson af Badehotellet som har premiere 3. marts på TV 2 og TV 2 Play.
Herunder kan du se billeder og læse mere om de nye karakterer og tyskerne i sæson 10 af Badehotellet.
Nye karakterer og tyskerne i sæson 10 af Badehotellet
John Henry Seerup og Ellinor
Seerup (Olaf Johannessen) kommer fra små kår i det nordjyske, men emigrerede til USA for 33 år siden. Her har han gjort stor karriere som byggematador i Wisconsin og har giftet sig med guvernørens datter, Ellinor (Stephanie Hayes). Denne sommer kommer han for første gang tilbage til Danmark for at deltage i Rebildfesten og bliver slået af, hvor meget han har savnet sit fødeland. Han må hente sin hustru med over og dele det hele med hende. Men Ellinor er ikke sådan at imponere.
Lily og Trine
Lily (Hannah Gass Sibbesen) og Trine (Kamille Wenneberg) er hotellets nye, unge stuepiger. Lily er usikker og genert og bliver helt ulykkelig over den mindste kritik fra gæsterne, mens Trine er ligefrem og uforfærdet med et lille oprør over for gæsternes selvoptagethed. De kendte ikke hinanden, før de fik arbejde på hotellet, men falder straks i hak og skaber hurtigt deres eget lille rum, hvor de kan fjolle uforstyrret. Sommeren bliver en personlig rejse for begge piger på hver sin måde.
Direktør Konradsen
Så toner han endelig frem i egen høje person, selveste direktør Konradsen (Henning Jensen) fra Det Kongelige Teater. En mand, vi kun har hørt om, når Weyse har haft småproblemer med arbejdet. Men denne gang er det alvor. Nu vil direktør Konradsen gerne have at vide, hvad Weyse har gjort ved instruktøren Arthur Bonderose, der er kommet på nervesanatorium, så han ikke kan iscenesætte den næste forestilling. At Weyse selv overtager instruktionen, beroliger på ingen måde direktør Konradsen, der fortryder, han er blevet på posten så længe og kun holdes oppe af beroligende kamferdråber.
Tulle Thøgersen
Tulle (Lone Bøgh Rødbroe) er hotellets nye rulle- og vaskekone. Hun er gift med Thøger, en lokal fisker som er næstformand i sognerådet. Da hendes mand møder modstand, fordi han solgte lidt rigeligt fisk til tyskerne under krigen, udfordrer det Tulles position i lokalsamfundet og gør hende til en modstander af hotellet.
Dommer Kiessling og husbestyrerinden
Uwes far, dommer Kiessling (Horst Günter Marx), lever alene med sin husbestyrerinde i det store hus i Blankenese i Hamborgs udkant, der i modsætning til selve byen står uskadt efter de allieredes bombardementer. Men er huset intakt, er den gamle dommer selv nedbrudt af sorg over, at Uwe har slået hånden af ham, fordi han støttede nazisterne under krigen. Kan Amanda og Frida gøre noget ved det?
Den trofaste Ursula (Karla Trippel) savner Uwe lige så meget som hans far. Sidste år udvirkede hun, at Amanda fik oplysninger om, hvor hun kunne lede efter Uwe, men kommer hun nogensinde til at se ham igen?
Konrad Fuchs
Den tyske oberst Fuchs (Joachim Kappl), som vi mødte under krigen, er en ræv med mange udgange. På forunderlig vis er det lykkedes ham at undslippe retsforfølgelse ved at komme til Schweiz. Nu prøver han at redde sin tabte formue tilbage.