TV-Nyt

Badehotellet – Sæson 10

Serie | Dansk, Drama | 2013–
7.9 IMDB
3 mar 2024 06:01
Badehotellet – Sæson 10

Den allersidste sæson af ’Badehotellet’ får premiere søndag 3. marts på TV 2 og TV 2 Play. Den nye sæson, der er på hele ni afsnit, tæller episoderne 56-64, og dermed afsluttes en tv-serieæra i særklasse, som gennem årene har samlet danskerne i stort tal.

Forrige sæson sluttede i sommeren 1945, og den nye sæson kommer til foregå præcis et år efter.

Et skæbneår for hotellet

Sommeren 1946 tegner på alle måder lovende. Besættelsestiden er så godt som glemt. Nu er vi atter herre i eget hus, og ingen udefra skal mere komme og bestemme over os.

Gæsterne strømmer da også til det lille paradis, hvor der i år endda er en gammel kending i køkkenet samt to nye stuepiger til at varte op.

At hotellets værtinde har barn med en tysk officer, er stadig en hemmelighed, men heldigvis er alle vanen tro mest optagede af deres egne vigtige gøremål. Om det så er forbudte møder i sommernatten eller nye drømme om ære og berømmelse.

Eller planer om den store gevinst efter mødet med en hovedrig dansk-amerikaner, der flytter ind på hotellet. Han har ikke været hjemme i fædrelandet i 33 år og mødes af varme fra alle sider. Den amerikanske velstand efter krigen er svært tillokkende. Kunne man mon få del i den?

Men det er ikke alle, der så grundigt har glemt krigen. I Nürnberg kører en proces mod de øverste nazister, og på hotellet og i den nærmeste omegn er der også opgør, der skal tages. For enkelte af den slags, hvor man kigger indad og forsøger at forsone sig med de valg, man selv traf dengang.

Det er dog undtagelsen, for langt de fleste er jo kommet for at holde ferie! Og som sagt tegner sommeren på alle måder lovende.

Ja, intet tyder ved sæsonens start på, at den skal blive den mest dramatiske i hotellets historie. Og at der indtræffer en række begivenheder, der pludselig truer selve det lille hotels fremtid.

Sæsonens ni afsnit byder på et gensyn med alle dem, seerne kender så godt, men derudover dukker gamle kendinge op, ligesom nye gæster flytter ind, siger skaberne og forfatterne Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

I tiende sæson bliver der gensyn med blandt andre Kitty Hansen, der spilles af Andrea Øst Birkkjær, og Martha, der spilles af Ena Spottag. Rosalinde Mynster vil også være tilbage i sin rolle som Fie.

Nye karakterer og tyskerne i sæson 10 af Badehotellet

Badehotellet John Henry Seerup og Ellinor
John Henry Seerup og Ellinor Foto: Mike Kollöffel/TV 2.

John Henry Seerup og Ellinor

Seerup (Olaf Johannessen) kommer fra små kår i det nordjyske, men emigrerede til USA for 33 år siden. Her har han gjort stor karriere som byggematador i Wisconsin og har giftet sig med guvernørens datter, Ellinor (Stephanie Hayes). Denne sommer kommer han for første gang tilbage til Danmark for at deltage i Rebildfesten og bliver slået af, hvor meget han har savnet sit fødeland. Han må hente sin hustru med over og dele det hele med hende. Men Ellinor er ikke sådan at imponere.

Badehotellet Lily og Trine
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Lily og Trine

Lily (Hannah Gass Sibbesen) og Trine (Kamille Wenneberg) er hotellets nye, unge stuepiger. Lily er usikker og genert og bliver helt ulykkelig over den mindste kritik fra gæsterne, mens Trine er ligefrem og uforfærdet med et lille oprør over for gæsternes selvoptagethed. De kendte ikke hinanden, før de fik arbejde på hotellet, men falder straks i hak og skaber hurtigt deres eget lille rum, hvor de kan fjolle uforstyrret. Sommeren bliver en personlig rejse for begge piger på hver sin måde.

Badehotellet Direktør Konradsen
Direktør Konradsen Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Direktør Konradsen

Så toner han endelig frem i egen høje person, selveste direktør Konradsen (Henning Jensen) fra Det Kongelige Teater. En mand, vi kun har hørt om, når Weyse har haft småproblemer med arbejdet. Men denne gang er det alvor. Nu vil direktør Konradsen gerne have at vide, hvad Weyse har gjort ved instruktøren Arthur Bonderose, der er kommet på nervesanatorium, så han ikke kan iscenesætte den næste forestilling. At Weyse selv overtager instruktionen, beroliger på ingen måde direktør Konradsen, der fortryder, han er blevet på posten så længe og kun holdes oppe af beroligende kamferdråber.

Tulle Thøgersen
Tulle Thøgersen Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Tulle Thøgersen

Tulle (Lone Bøgh Rødbroe) er hotellets nye rulle- og vaskekone. Hun er gift med Thøger, en lokal fisker som er næstformand i sognerådet. Da hendes mand møder modstand, fordi han solgte lidt rigeligt fisk til tyskerne under krigen, udfordrer det Tulles position i lokalsamfundet og gør hende til en modstander af hotellet.

Badehotellet Dommer Kiessling og husbestyrerinden
Dommer Kiessling og husbestyrerinden Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Dommer Kiessling og husbestyrerinden

Uwes far, dommer Kiessling (Horst Günter Marx), lever alene med sin husbestyrerinde i det store hus i Blankenese i Hamborgs udkant, der i modsætning til selve byen står uskadt efter de allieredes bombardementer. Men er huset intakt, er den gamle dommer selv nedbrudt af sorg over, at Uwe har slået hånden af ham, fordi han støttede nazisterne under krigen. Kan Amanda og Frida gøre noget ved det?

Den trofaste Ursula (Karla Trippel) savner Uwe lige så meget som hans far. Sidste år udvirkede hun, at Amanda fik oplysninger om, hvor hun kunne lede efter Uwe, men kommer hun nogensinde til at se ham igen?

Badehotellet Konrad Fuchs
Konrad Fuchs
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Konrad Fuchs

Den tyske oberst Fuchs (Joachim Kappl), som vi mødte under krigen, er en ræv med mange udgange. På forunderlig vis er det lykkedes ham at undslippe retsforfølgelse ved at komme til Schweiz. Nu prøver han at redde sin tabte formue tilbage.

Har samlet danskerne

Da danskerne 30. december 2013 første gang stiftede bekendtskab med Andersens Badehotel og gæster og personale, skrev vi sommeren 1928. Siden har vi gennem 55 episoder fulgt med i historien om det lille hotel og alle de elskede karakterer.

Den seneste sæson (9) er blevet set af flere end 1,8 millioner seere i gennemsnit på tværs af lineær og on-demand (inkl. genudsendelser) i første halvår af 2022.

’Badehotellet’ sæson 10 er som de foregående ni sæsoner skabt og skrevet af forfatterne Hanna Lundblad og Stig Thorsboe. Fabian Wullenweber har instrueret, og serien er produceret for SF FILM PRODUCTION i co-produktion med NITRAT FILM og THORSBOE & LUNDBLAD.

Maden i Sæson 10 af Badehotellet

Episode 1: Frikadeller, æbleskiver – ærter og grøntsager
Episode 2: Jordbær, leverpostej – daphnesuppe, hornfisk i dildsovs, omelet med syltetøj
Episode 3: Hybensuppe, ovnbagt torsk med bacon, kabinetbudding.
Episode 4: Sildesalat.
Episode 5: Krustader med rejer og asparges, lammekølle med grøntsager og myntesovs. Valnøddeis.
Episode 6: Fiskefarsrouletter, fasaner, flødepandekager.
Episode 7: Alt hvad hjertet kan begære af charcuterivarer. Diverse pølser, pålæg, hjemmelavet leverpostej med sky og rødbeder, dertil fjordrejer, sild, fiskefileter, øl og snaps.
Episode 8: Brombærtærte og flødeskum. Omelet.
Episode 9: Rødspætter, rabarberkage. Festmiddag: Hummersuppe, dyreryg med tyttebær, jordbæris.

 

Musikken i Badehotellet Sæson 10

”Skuld gammel venskab rejn forgo”, 1927, Jeppe Aakjærs gendigtning af Robert Burns’ ”Auld lang syne” – Weyse

”There’s No Business Like Show Business” (musicalen “Annie Get Your Gun”, Dorothy og Herbert Fields, 1946) – Weyse og Kitty

”Der staar et Slot i Vesterled”, B.S. Ingemann og C.E.F. Weyse, 1838 – Otilia

“24 røvere”, James Young/Leo Mathiesen, 1944 – Weyse og Madsen

“A Kiss to Build a Dream on”, Bert Kalmar, Harry Ruby and Oscar Hammerstein II, 1935 – Weyse

“(I Love You) For Sentimental Reasons”, Ivory “Deek” Watson/William “Pat” Best, 1945 – (Nat King Coles version) – Weyse

“The parting glass” traditionel skotsk sang – Weyse

“Gå med i lunden” (sunget af Liva Weel i filmen “Odds 777”, 1932, Børge og Arvid Müller/ Kai Normann Andersen.) – pigerne synger

“If you want the rainbow” (Mort Dixon, Oscar Levant, Billy Rose, 1928, i Lee Morse’s version) – Weyse

“Yes, sir that’s my baby”, Walter Donaldsson/Gus Kahn, 1925 – Weyse

 

Cast i Badehotellet Sæson 10

Amanda Amalie Dollerup

Georg og Therese Madsen Lars Ranthe og Anne Louise Hassing
Edward og Helene Weyse Jens Jacob Tychsen og Cecilie Stenspil
Alice Frigh Anette Støvelbæk
Hjalmar Aurland Peter Hesse Overgaard
Otilia Merethe Mærkedahl
Valter og Edith Simon Stenspil og Ulla Vejby
Martha Ena Spottag
Molly Bodil Jørgensen
Morten Morten Hemmingsen
Uwe Anton Rubtsov
Fru Fjeldsø Birthe Neumann
Lydia Vetterstrøm Plough Sonja Oppenhagen
Grev Ditmar Mads Wille
Philip Dupont Sigurd le Dous
Mitzi Anne Bergfeld
Grevinde Anne-Grethe Benedikte Hansen
Kitty Hansen Andrea Øst Birkkjær
Fie Rosalinde Mynster
August Molin Søren Sætter-Lassen
Bent Ødegaard Andersen Jens Jørn Spottag
John Henry Seerup og Ellinor Olaf Johannessen og Stephanie Hayes
Lily og Trine Hannah Gass Sibbesen og Kamille Wenneberg
Direktør Konradsen Henning Jensen
Tulle Thøgersen Lone Bøgh Rødbroe
Dommer Kiessling Horst Günther Marx
Husbestyrerinden  Karla Trippel
Oberst Konrad Fuchs Joachim Kappl

Hvor kan man se Badehotellet – Sæson 10?

Du kan se Badehotellet – Sæson 10 på TV 2 Play fra 3. marts 2024
LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
JustWatch – Hvor kan det streames?
Kilde: TV 2

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

Back to top button