Radio og Podcast Nyt

Ny redaktionschef til P3

Den nye redaktionschef for P3 er Tine Maria Borresø, der har været i DR siden 2008 og senest som ledende udviklingsredaktør i DR Nyheder.

Tine Maria Borresø er 35 år og uddannet BSc i Administration & politik samt cand. Jour i journalistisk ved Roskilde Universitet. Tine Maria Borresø kommer fra en stilling som ledende udviklingsredaktør i DR Nyheder. Hun har haft ansvar for udviklingen af DR Nyheders programmer på radio, tv og web, værts- og talentudvikling, dokumentarer, samt nye formater og står bl.a. bag radioprogrammet ’Slotsholmen’ på P1 og DR1 liveformatet ’Hva’ nu minister?’.

Før dette kom Tine fra en stilling i DR Fakta, som tværgående redaktør for både dokumentarer, liveevents og fakta formater, samt som ledende redaktør for det prisvindende faktatjekformat DRs Detektor på radio, tv og web, der også netop er blevet solgt til norsk tv.

Strategisk chef i DR Ung – Kasper Tøstesen – glæder sig over at Tine Maria Borresø fra årsskiftet vil sidde i spidsen for det hold, der kommer til at tegne fremtidens P3:

”Tine har det helt rigtige mix af kompetencer til at kunne stå i forreste linje, når vi skal løse opgaven med at skabe fremtidens P3. Hun er ekstremt stærk rent journalistisk, har rigtig meget erfaring med at udvikle både nye og eksisterende formater og så er hun en person med en enorm passion og energi, som jeg er sikker på vil smitte af på det indhold, P3 leverer til lytterne.”, siger Kasper Tøstesen.

Tilbage til radiorødderne

Nu vender Tine Maria Borresø hjem. Karrieren i DR startede nemlig på P3, da hun i 2009 efter endt praktik blev fastansat på P3 Nyheder.

”Jeg glæder mig enormt meget til at vende hjem til radiomediet og til at arbejde sammen med DRs mest ambitiøse radioredaktion. P3 er soundtracket til vores alles ungdom – og den rejse vi skal ud på, er én af de mest spændende, ambitiøse og nervepirrende rejser, et DR brand har været på. Sammen skal vi løfte P3 til nye højder med modig, stærk og underholdende journalistik, musik og satire – og det er jeg er både stolt over og spændt på at skulle stå i spidsen for”.

Tine Maria Borresø tiltræder stillingen per 1. Januar 2018.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button