Fladskærme

LG UF950V Test

Anmeldelse

UF950V anmeldelse

LG UF950V er LG’s 2015 topmodel i LED serierne. Her får du LG’s udvidede farvespektrum teknologi ColorPrime, og den nye forbedrede Smart TV platform webOS 2.0. Du får naturligvis Netflix 4K support, og så er der Twin tuner funktionalitet.

Læs mere i vores anmeldelse nedenfor.

UF950V Serien fra LG kan købes i størrelserne 55 og 65″. Vi anmelder 55″ udgaven i denne test. UF950V er naturligvis en Ultra HD skærm med understøttelse af HEVC og VP9 codec. Der er dog ikke understøttelse af High Dynamic Range.

Skærmen koster, her hvor vi anmelder, omkring 24.999,-, så vi er bestemt i den dyrere ende af markedet.

Tjek dagspriser på LG UF950VPricerunner logo

Design, teknik og tilslutninger

LG UF950V Design

LG gør ofte lidt ud af designet på foden på deres fladskærme, og LG UF950V er ingen undtagelse.

LG UF950V fod

Selv om skærmen er flad, så har de valgt at gøre foden buet, og det falder faktisk i vores smag.

UF950V profil

I toppen er skærmen tynd, 8 mm, og det er sammen med den skærmens tynde alu kant med til at give den et let udtryk.

Montering af foden er ganske enkel, sammenlignet med den LG UHD skærm vi anmeldte sidste år. Foden tilbyder ingen justeringsmuligheder i forhold til at dreje eller vippe skærmen. Du kan naturligvis også vægmontere skærmen.

UF950V bag

Alle tilslutninger er placeret på bagsiden, der igen er i LG’s hvide stil, som vi også så sidste år.

Tunerindgange, HDMI og USB tilslutningerne sidder samlet og er placeret, så de peger ned af eller til siden. Det er optimalt i forhold til at sikre, at der ikke er noget der stikker bagud ved vægmontering. Eneste stik der stikker lidt ud er strømstikker, der dog er et vinkelstik.

UF950V tilslutninger

UF950V tilslutninger usb

Rent tilslutningsmæssigt byder LG 55UF950V på følgende tilslutninger:

  • DVB-T2/C tunerindgang
  • 2 x DVB-S2 tuner indgange
  • 4 x HDMI
  • 1 x Component Video ind
  • 1 x Phono lyd ind
  • 1 x Optisk digital lyd ud
  • 3 x USB
  • 1 x LAN port til kablet netværk

Scart er mulig via en medfølgende adapter.

Der er ingen betjeningsmuligheder direkte på skærmen, du skal således have fjernbetjeningen.

Twin tuner men endnu ikke aktiveret

For første gang lancerer LG med denne model Twin Tuner mulighed, i hvert fald på papiret, for endnu har de nemlig ikke aktiveret denne funktionalitet. Funktionen bliver først tilgængelig, når der kommer en softwareopdatering her i løbet af sommeren – der er dog ikke nogen dato for denne opdatering lige pt. oplyser LG overfor DIGITALT.TV.

Satellittuneren understøtter DiSEqC, Unicable og endda også motorstyring / USALS.

UF950V ci port

Der er 1 port til kortlæsermoduler til f.eks. Boxer TV modul. Det kunne ellers have været rart med 2 porte i forbindelse med twin tuner.

Med tv’et medfølger 2 stk. passiv 3D briller.

Ny forbedret fjernbetjening

LG UF950V Magic Remote 2015
Magic Remote er nu eneste fjernbetjening der medleveres

Der er godt nyt på fjernbetjeningsfronten fra LG. Der er nemlig en ny forbedret Magic Remote fjernbetjening med som er større end de forrige udgaver. Det skyldes, at der nu også er tal taster på den, og det er en god opgradering. Vores kommentarer til den gamle Magic Remote var netop at vi savnede disse, og ifølge LG var vi ikke de eneste. Nu er der også tekst-tv adgang direkte med dedikerede knapper. De eneste knapper vi nu savner er play/pause/spole, som kun findes via skærmmenuerne, hvilket er lidt et minus.

Samtidigt med denne nye remote, så har LG droppet den gammeldags traditionelle fjernbetjening, så man ikke længere får 2 fjernbetjeninger med, og det gør bestemt ikke noget, nu hvor de bedste fra begge er samlet i én og samme remote.

Den nye Magic Remote er fortsat formet til hånden, og muliggør betjening med en pil på skærmen, som du styrer med håndleddet. Det giver en hurtigere betjening, der minder om den, du måske kender fra en Nintendo Wii. Samtidigt med at fjernbetjeningen er blevet større har den også fået lidt mere tyngde, hvilket vi egentlig også godt kan lide.

På fjernbetjeningen er også et rullehjul, som det kendes fra computermus.

Installation

UF950V webos install

Førstegangsinstallationen er ligesom på 2014 modeller gjort enklere og lidt sjovere med den animerede figur Bean Bird, der hjælper dig i gang med at finde kanaler, tilslutte til netværk og eksterne enheder med videre.

Bean Bird er kun aktiv i forbindelse med installationsguiden, det er ikke en figur der popper op i tide og utide heldigvis.

UF950V kabel operatører

Skærmen her understøtter både antenne (DVB-T2), kabel-tv (DVB-C) samt satellit-tv (DVB-S2). LG har inkluderet automatisk opsætning for en række danske tv-udbydere blandt andet Boxer, Canal Digital, YouSee og Stofa.

UF950V webos install gennemført

Brugervenligheden i forbindelse med installation er i top, og man kommer hurtigt i gang med at bruge tv’et.

Betjening og brugeroverflade

Vi var meget positive for LG’s Smart TV brugeroverflade webOS, da vi anmeldte 2014 modellerne, og her i 2015 har LG optimeret det i en version 2.0, der gør det til en endnu større fornøjelse. Det er også hjulpet af at hurtigere processor i skærmen.

LG UF950V webos main menu

webOS 2.0 ligner sig selv. Applikationerne ligger fortsat i den enkle og overskuelige startmenu, der ruller på tværs i bunden af skærmen, og du kan hurtigt skifte mellem både fysisk tilsluttede enheder samt onlinetjenester.

UF950V webos flyt app

Du kan enkelt flytte rundt på elementerne i startmenuen, så du får den rækkefølge, der passer dig bedst. Også eksterne indholdskilder ligger på samme måde direkte i startmenuen og kan navngives individuelt.

Hurtigere opstart og super multitask funktionalitet

Multitask funktionen er der ikke noget at sætte en finger på. Du kan have flere ting kørende i baggrunden, ligesom du måske kender det, i forhold til at minimere apps på computer eller mobile enheder. Det giver en hel anden brugeroplevelse. Man får simpelthen lyst til at bruge tv’et mere, fordi det er så nemt og hurtigt.

På 2014 modellerne bemærkede vi, at betjeningen kunne lidt langsom lige efter man havde tændt skærmen, det er der ikke noget af på den nye webOS version, som generelt også bare føles hurtigere. LG siger selv at opstartstiden er blevet reduceret med op til 60%, og det skal egentlig nok passe.

Vi målte en opstartstid fra standby til billede på skærmen på godt 6 sekunder.

UF950V webos my channels

Et nyt område i webOS 2.0 er My Channels, som gør det muligt at redigere dine favorit tv kanaler og placere dem på Launcher bjælken for hurtigere betjening. Det er en ekstra kanalliste i webOS menuform kan man sige. Der er fortsat også mulighed for at lave favoritliste på den mere traditionelle kanalliste.

UF950V Quick menu

Quick Settings er en anden nyhed, der skal gøre det hurtigere og enklere at justere dine tv-indstillinger, uden at ændre eller afbryde det indhold du ser. Det fungerer ganske fint som et ekstra supplement og kan tilgås via et hurtigt klik på setup knappen på fjernbetjeningen.

LG 950V traditionel menu

De mere tradtionelle fulde indstillingsmenuer er der dog stadig adgang til, også direkte såfremt du holder setup knappen inde.

Du kan få et bedre mere levende indblik i det nye webOS i den lille video herunder.

Video Thumbnail
LG webOS 2.0 Danish

LG UF950V er LG's 2015 topmodel i LED serierne. Her får du LG's udvidede farvespektrum teknologi ColorPrime, og den nye forbedrede Smart TV platform webOS 2.0. Du får naturligvis Netflix 4K support, og så er der Twin tuner funktionalitet. Læs mere i vores anmeldelse nedenfor. UF950V Serien fra LG ka

UF950V TV Guide

TV-guiden vises udelukkende som tidslinje og er også blevet hurtigere til at starte op. Skal vi komme med lidt kritik, så må det være, at der vises ikke så meget info af gangen. Der kan derfor skulle en del bladring til, for at finde det du søger.

Du kan, mens du er i tv-guiden, se tv i et lille vindue samtidigt, dog ikke ved signal fra Canal Digital.

UF950V stemmestyring

Magic Remoten tilbyder også stemmesøgning. Du kan dog ikke stemmesøge efter indhold i programguiden eller på f.eks. Netflix. I stedet fungerer den primært med Youtube og Internet søgning, og det er lidt synd. Vi kunne også godt have tænkt også stemmesøgning i TV-Guiden. Her fungerer det bedre hos Panasonic.

Smart TV apps

LG webos smart tv apps

Følgende apps er præinstallerede

  • Netflix
  • Viaplay
  • YouSee / YouBio
  • SF Anytime
  • YouTube
  • Skype
  • Webbrowser

Du kan med 2 klik starte Netflix, Viaplay, YouBio med flere og komme i gang med det samme. Der er en mærkbar hurtigere opstartstid på start af apps her på det nye webOS 2.0. Det er kun første gang efter du har tændt, at du skal vente lidt på app’en bliver startet.

Her lidt opstartstid observationer

  • Netflix 6 sekunder
  • Viaplay 4 sek
  • YouTube 3 sek
  • SF Anytime 3 sek
  • TV 2 Play 6 sek

YouTube på LG er her med 2015 modellerne nu også med adgang til 4K indhold, eftersom der er indbygget support for VP9 codec’et, som YouTube anvender til dette.

LG 950V Apps liste

Flere apps som f.eks. TV 2 Play, Blockbuster, Eurosport Player med flere kan installeres fra LG Store.

UF950V smartshare

Der er support for netværksafspilning/DLNA, så du kan afspille indhold fra din computer f.eks.

UF950V hbbtv

Udover de tilgængelige Smart TV apps, har vi også haft lejlighed til afprøve HBB-TV fra DR, som tv’et understøtter uden problemer og med fin hastighed. Det er måske værd at bemærke, at man ikke kan benytte pege pil funktionen med Hbb-TV, her skal man bruge pile tasterne.

Billedkvalitet

Vi har testet dette tv udfra en almindelig forbrugers synsvinkel, det vil sige uden dyre måleinstrumenter i forhold til billedkvaliteten, som det oftest også vil være for de fleste almindelige forbrugere.

Vores betragtninger omkring billedkvaliteten er således ud fra almindelige visuelle observationer med baggrund i almindelig tv-kigning og brug af forskellige testmønstre/billeder på skærmen.

UF950V kun scanne

Som standard er overscan aktiveret på skærmen i form af billedformat 16:9. Det kan klart anbefales, at du opsætter billedeformat til indstillingen Kun scanne for at få hele billedet med på tv-kanaler.

LG 950V Billede liste

Vi kan anbefale de prædefinerede billedindstillings-tilstande Expert (IFS) og Biograf i forhold til at give de mest naturlige billeder. De øvrige fast billedejusterings forslag er alt for blå i farvetonerne, og har for meget knald på lyset for at være naturlige.

På de to Expert billedetilstande har LG åbnet for justering af et væld af detaljer, så der er masser af muligheder for at kalibrere optimalt med det rette udstyr.

Skærmen er god til opskalere indhold, og det er jo vigtigt, eftersom det meste man ser pt. er lavere opløsning end Ultra HD.

IPS skærme, som den på LG UF950V, har både fordele og ulemper.

LG UF950V betragtningsvinkel

Der er god betragtningsvinkel, når man sammenligner med VA LED paneler. Du skal et godt stykke ud til siderne, før det for alvor går ud over billedet, du ser. Billedet forbliver dog bedst, såfremt du er i nogenlunde øjenhøjde med skærmen.

HDTV kanaler fremtræder naturligvis klart bedre end SD kanaler, mens Ultra HD indhold fra Netflix tilføjer en ekstra fornemmelse af skarphed og klarhed. Vi brugte Netflix serien Bloodline som sammenligning mellem UHD skærm og vores gamle Panasonic Plasma og her vinder LG naturligvis på opløsning, og det kan ses, omend 55″ kræver man er forholdsvis tæt på skærmen, for virkelig at kunne se det. Men vi må stadig give plasma skærmen sejren på sortniveau.

LG UF950V har local område dimming, der er i stand til at forbedre sort niveauet i områder med meget sort. Der er dimming zoner på skærmen, som strækker sig i kolonner over skærmen. Det virker også, men desværre er der for få zoner, så du skal leve med at f.eks. en scene med mørke billeder med hvide undertekster i bunden påvirker hele den pågældende kolonne. Det giver en irriterende effekt i forhold til skiftende lysniveau, der virker distraherende. Det skal dog nævnes, at du skal se tv i et forholdsvis mørklagt rum, for at du rigtigt bemærker det. Slår du Local dimming fra, så undgår du problemet, men så bliver sort mere gråligt desværre.

På sortniveau fronten vinder Panasonics AX900 2014 model, der i 55″ kan fås til samme pris.

I forhold til bevægelse, så klarer skærmen sig flot, vi oplevede ikke problemer ved hverken film, tv eller sport. Der er True Motion funktion, men generelt syntes vi ikke, at det var et must at aktivere denne. Men ser du aktionfilm med rigtig megen bevægelse, så kan du måske få glæde af True Motion.

Dirty Screen er en effekt på IPS skærme, der typisk kan ses ved panoreringer henover typisk f.eks. en lys himmel, her kan det fremstå, som om der sidder noget på glasset på skærmen. Det var synligt på UF950V, også lidt mere end hvad vi havde håbet faktisk, men man skal dog godt nok kigge efter for at se det.

I forhold til ensartetheden i lyset på skærmen, så leverer skærmen ganske flot. Der er ikke lige så ujævnt lys i hjørnerne, som vi så på Panasonic CX750. Farverne har vi heller ikke noget at udsætte på. ColorPrime gør skærmen i stand til at vise flere farvenuancer, men for at få glæde af dette, så skal der indhold til der matcher skærmens muligheder, og det findes endnu ikke, så lige nu må vi mest kalde Colorprime marketing.

Lyd

Højtalerne har været i fokus hos LG i samarbejde med Harman Kardon, og det kan godt høres. Der er et 4.2 kanals lydsystem indbygget, og skærmen her kan levere et højt lydniveau, bedre end på tidligere modeller vi tidligere har anmeldt.

Du får dog fortsat ikke samme åbne og omsluttende lyd som med et rigtigt surroundanlæg. Vi har også testet med Denon surround receiver og HDMI CEC, det som LG kalder Simplink og det har fungeret upåklageligt. TV’et har slukket og tændt surround forstærkeren uden problemer.

Optag TV på USB enhed

LG UF950V Optag TV

 

UF950V optagelser liste

Ved at tilslutte en USB harddisk, og formatere denne til brug med tv’et, får du mulighed for at optage eller pause live tv.

Desværre har LG ikke aktiveret Twin Tuner delen, så vi kunne kun teste tv’et som single tuner uden mulighed for at optage fra en kanal, mens du ser en anden samtidigt. Når det kommer, så gør det altså tv’et en del mere anvendeligt på denne front.

Konklusion

LG UF950V er et velfungerende og meget brugervenligt Ultra HD TV. webOS 2.0 er en god opgradering på en allerede velfungerende Smart TV platform. Mest på hastigheden, men et par brugbare nye funktioner er det også blevet til.

Vi vil også rose LG for at have forbedret deres Magic Remote, så vi ikke længere skal døje med 2 fjernbetjeninger for at få den fulde funktionalitet. Selv om vi personligt foretrækker et rigtigt surround anlæg, så er vi positive overfor den indbyggede tv lyd i UF950V.

LG rykker her i 2015 for første gang på Twin tuner fronten på denne LED topmodel. Men desværre er det altså endnu ikke aktiveret og kommer først i løbet af sommeren. De mangler også i forhold til Panasonic en del på second device streaming og mulighed for at oprette timer optagelser fra mobile enheder.

På billedfronten er UF950V overbevisende på en række punkter. Der er et ensartet lysudstryk på skærmen (uden local dimming slået til), flotte farver og fin opskalering og bevægelse. Men sortniveauet er som oftest på IPS skærme generelt ikke optimal. Selv om local dimming kan forbedre det, så er det ikke uden ulemper. Set i forhold til prisen, så kan man få bedre billedkvalitet for samme penge.

LG UF950V
82.3 / 100 DIGITALT.TV Score
Positivt

+ Brugervenligt Smart TV

Negativt

- Sortniveau/local dimming ikke optimalt

Billedkvalitet78
Funktioner77
Betjening92
2015 TV anmeldelser
A Billedkvalitet
B Funktioner
C Betjening
81 DIGITALT.TV Score
87
79
77
ABC
82.7 DIGITALT.TV Score
85
79
84
ABC
83.3 DIGITALT.TV Score
84
81
85
ABC
82.7 DIGITALT.TV Score
85
79
84
ABC
82.3 DIGITALT.TV Score
78
77
92
ABC
80 DIGITALT.TV Score
70
85
85
ABC

Tjek dagspriser på LG UF950VPricerunner

DIGITALT.TV takker LG Danmark for at låne os produktet til denne anmeldelse.

Video

LG UF950V er LG's 2015 topmodel i LED serierne. Her får du LG's udvidede farvespektrum teknologi ColorPrime, og den nye forbedrede Smart TV platform webOS 2.0. Du får naturligvis Netflix 4K support, og så er der Twin tuner funktionalitet. Læs mere i vores anmeldelse nedenfor. UF950V Serien fra LG ka

Specifikationer

Specifikationer LG 55UF950V

OVERBLIK
Modelnavn LG 55UF950V / 65UF950V
Produkttype Ultra HD IPS LED Fladskærm
Trådløs WiFi
Streamingtjenester
  • Netflix 4K
  • TV 2 Play
  • Blockbuster
  • YouBio
  • Viaplay
  • SF Anytime
  • Eurosport Player,
  • YouTube
  • m.fl.
Indhold i kassen Magic Remote Fjernbetjening, Batterier, Brugervejledning, 2 x 3D briller,Scart-omformerkabel, Fod.
TEKNIK
Paneltype IPS
Bagbelysningsteknologi Edge
Mikropixelstyring
(Local Dimming)
Ja
Videodekodning HEVC, H.264
Strømforbrug standby 0,3 W
TILSLUTNINGER
HDMI ind 4
Component video ind 1
Composite video ind 1
Digital lyd ud 1 Optisk
Scart Via adapter
Ethernet / Netværk Ja
USB 3
DIVERSE
HbbTV Ja
Smart Share DLNA, MHL, Miracast, Intel Wireless Display
Remote App Android / iOS (virker vist endnu ikke med 2015 modeller)
Lydsupport Dolby Digital, DTS

I samme kategori

Back to top button