Branche-Nyt

Lasse Degn bliver ishockey-ekspert på TV 2

Lasse-Degn-og-Jimmy-Boejgaard
Det nye kommentatorpar kender hinanden indgående og er igennem flere sæsoner blevet et velkendt og respekteret makkerpar. (Foto: Jan Korsgaard / TV 2)

Den tidligere danske VM-spiller Lasse Degn bliver TV 2s ishockey-ekspert på transmissionerne fra Metal Ligaen. Her kommer han til at danne parløb med transmissionernes vært og kommentator Jimmy Bøjgaard, som koordinerer samarbejdet mellem TV 2 og Danmarks Ishockey Union.

– Lasse Degn vil som TV 2-ishockey-ekspert være med til at løfte vores kommende og intensiverede ishockey-dækning. Han supplerer på glimrende vis vore øvrige eksperter, og så er han ikke bange for at sige sin mening. Han kan håndtere balancen mellem begejstring og en sund, kritisk holdning, og på TV 2 vil vi give de danske ishockeyfans begge dele, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Lasse Degn var en af profilerne, da det danske landshold tog turen fra B- til A-gruppen, og han er en af de mest markante og respekterede danske spillere i den hjemlige liga i de seneste årtier. Han havde en dominerende lederrolle på isen, og uden for banen bliver han nu sammen med Jimmy Bøjgaard det gennemgående værtspar på TV 2s ’Hockeynight’.

Ishockey-dækning med stort potentiale
37-årige Lasse Degn ser frem til at skøjte ind på TV 2s stærke hold af eksperter:

– Jeg ser frem til at formidle den sport, som jeg har beskæftiget mig med hele livet. Jeg synes, ishockey har et stort potentiale, og det er der heldigvis mange, som har fået øjnene op for. Nu bliver det vores opgave at få endnu flere danskere med ombord, og jeg glæder mig til ugentlig tv-hockey på først TV 2 ZULU og siden på den nye sportskanal, siger Lasse Degn, som i det civile er ingeniør og også har gennemgået en træneruddannelse.

Frederik Lauesen ser tilknytningen af Lasse Degn som et fagligt meget stærkt kort for TV 2s ishockey-dækning.

– Lasse Degns karriere taler sit tydelige sprog om den faglighed, han besidder. Han har spillet næsten 600 kampe i den danske liga, har vundet fire danske mesterskaber, var med til at spille Danmark op i A-gruppen og konsolidere holdet dér – og havde også en afstikker til den svenske liga. Med 116 landskampe og syv VM-turneringer tør jeg godt sige, at vi er stolte over at have Lasse Degn i TV 2s førstekæde, siger Frederik Lauesen og supplerer:

– Jeg ser frem til at have Jimmy Bøjgaard og Lasse Degn som kommentatorer. Det var i øvrigt Jimmy, som i sin tid opfandt Lasse og lærte ham op, så de kender hinanden indgående og er igennem flere sæsoner blevet et velkendt og respekteret makkerpar, som ikke er bange for at sige deres mening om det, de ser.

Kilde: TV presse

I samme kategori

Back to top button