Radio og Podcast Nyt

Kronikerne – Ny realityserie på Radio4

To ud af tre danskere over 16 år lider af en kronisk sygdom. Nogle har mindre symptomer, mens andre må se deres drømme, håb og ambitioner for livet smuldre bort i et dagligt smertehelvede.

I Radio4’s nye realityserie ’Kronikerne’ følger vi fem kronisk syge, som med viljestyrke, humor og hudløs ærlighed fortæller om deres kamp for at få andet og mere ud af livet, end bare at tilbringe det på langs under dynen og have ondt.

Igennem ti uger følger vi ’Kronikerne’ i deres hverdag i en coronatid, hvor de har levet endnu mere isoleret end ellers. Og vi kommer helt tæt på i både opture, og når det gør allermest ondt. Realityserien er primært båret af de fem medvirkendes egne lydoptagelser, og det er der kommet nogle meget nærværende reportager ud af.

“De har haft modet til at lukke os helt ind i privaten, hvor de fortæller åbent og ærligt om deres tanker og oplevelser. Sammen med dem gennemlever vi alt lige fra stærke migræneanfald til den daglige udfordring i at være nærværende forælder, når kroppen smerter. Det er en stærk og livsbekræftende fortælling, og vi får et beundringsværdigt indblik i kronisk syges hverdag og deres kamp for at få noget godt ud af den, siger Rikke Hedman, programchef på Radio4.

’Kronikerne’ er seneste serie i det nye reportageformat ’Radio4 Reality’, som går anderledes til værks for at kunne give et medrivende, fascinerende og vedkommende indblik i en særlig gruppe menneskers hverdag.

Først fulgte radiostationen tre ældre i den nye generation af gamle, der nægter at læne sig tilbage med serien ’De nye gamle’. Så kom serien om de plastikopererede mødre ’Mommy makeover i Bjerringbro’, og nu er turen kommet til at møde nogle af de mange mennesker, der lever med en kronisk sygdom.

”Med Radio4 Reality giver vi lytterne en hudløs ærlig fortælling om nogle mennesker, der er en del af et samfundsrelevant emne. Vi følger dem tæt over længere tid, og ved at lade selvoptagelser være en del af fortællingerne, kommer vi helt tæt på deres liv og får en bedre forståelse for den situation, de står i. Verden ser forskellig ud fra forskellige perspektiver, og det her er en af måderne, vi kan lære hinanden bedre at kende på tværs,” forklarer Rikke Hedman, programchef på Radio4.

’Kronikerne’ hver søndag kl. 16.05 på Radio4 eller som podcast.

De medvirkende:
Vejle: 35-årige Karla lever i et dagligt helvede af smerter og udmattelse, blandt andet fordi hun har rygsøjlegigt. Karla er medstifter af Kroniske Influencere og kæmper for at gøre kronisk syges stemme hørbar i samfundsdebatten. Hun er mor til Hans og kæreste med Jacob.

Storkøbenhavn: Christine på 41 år er cand.merc. i økonomisk markedsføring, og havde tidligere fart på både karriere og livet som sådan, indtil en faldulykke satte en stopper for det. Hun bor med sin mand og tre børn på 8, 12 og 15 år.

Odense: Steffen på 30 år er uddannet pædagog og har en datter på to år. Han er tidligere elite-fodboldspiller i OB’s ungdomsafdeling, nu er han førtidspensionist, fordi han er blodpropramt, har slid-leddegigt og polychondritis, som betyder, at han ikke kan holde mad og drikke i sig.

Horsens: Emilie på 33 er uddannet sygeplejerske og mor til to drenge på tre og fire år. Men en ulykke betød, at hun måtte stoppe med at arbejde, og nu er det et større projekt for hende blot at tage et bad.

Als: Henrik er 30 år og har svært ved at gå efter en arbejdsulykke. Han er smerteramt og afhængig af kørestol og krykker, men det skal ikke spænde ben for hans lidenskab for biler.

Kilde: Radio4 presse

I samme kategori

Back to top button