Branche-Nyt

Jes Dorph-Petersen skifter til TV3

Jes Dorph Champions League
Foto TV 2

Jes Dorph-Petersen bliver fra foråret 2012 ansat på TV3 og som ny Champions League-vært på TV3+. Danmarks dygtigste tv-vært afslutter dermed et 22 år langt ansættelsesforløb hos TV2/Danmark, mens seerne kan glæde sig til at opleve ham på TV3-kanalerne.

”TV3-kanalerne er i rivende udvikling, og vi har blandt andet som mål at have de bedste tv-værter på vores kanaler til det stigende antal egenproduktioner og den eksklusive sportsdækning, vi har. Vi synes ydmygt, vi er godt på vej, men ansættelsen af Jes Dorph-Petersen flytter os på mange måder. Han er en kapacitet uden sammenligning, og vi er utrolig glade for og stolte over, han har sagt ja til TV3,” siger TV3’s adm. direktør Kim Poder.

Jes Dorph-Petersen begynder som sagt sin TV3-karriere på dækningen af Champions League.

”Jes Dorph-Petersen træder ned i et par store sko, idet han fra efteråret 2012 skal afløse Peter Schmeichel som vært i Champions League studiet på TV3+. Vi har hvert år forbedret vores dækning, og vi er sikre på, at Jes Dorph med sin værtserfaring, sit gode og smittende humør og store fodboldpassion vil kunne bidrage til yderligere udvikling af det fantastiske indhold, som redaktionen på TV3+ har leveret sammen med alle holdene i Champions League hvert år. Han skal i samarbejde med redaktionen og de øvrige eksperter som Preben Elkjær, Brian Laudrup, Jan Mølby, Per Frimann, Peter Kjær og Jesper Grønkjær, skubbe yderligere på i udviklingen af Danmarks bedste fodbolddækning. Vi ønsker at forny vores redaktionelle dækning fra sæsonen 2012, og her er ansættelsen af Jes Dorph central i forbindelse med vores ambitioner,” siger TV3’s sportschef Peter Nørrelund.

Udover Champions League-fodbolden vil man på TV3-kanalerne kunne opleve Jes Dorph-Petersen som vært på forskellige events. Det er dog fodbolden og Champions League-seerne, der først og fremmest vil få glæde af Jes Dorph-Petersen.

For Jes Dorph-Petersen er der tale om et rent drømmeskifte.

”Efter 22 år på TV2 har jeg indlysende stor sympati for min tidligere arbejdsplads. Jeg har en stor kærlighed til TV2, der har givet mig et fantastisk journalistisk liv og oceaner af gode oplevelser. Det har været en unik rejse gennem alle 22 år, og jeg forlader dem naturligvis ikke uden et vist vemod. Men da jeg fik muligheden for at komme på TV3+ for at lave Champions League, indså jeg, at det her var en af den slags muligheder, man kun får én gang i livet. Jeg har gennem mange år været fast seer på Champions League, og jeg er imponeret over den dækning, TV3+-redaktionen har leveret. Jeg glæder mig derfor enormt til at blive en del af det team, som skal dække verdens bedste fodboldturnering,” siger Jes Dorph-Petersen.

Danmark er sikret en deltager i Champions League-gruppespillet i den kommende sæson. De kommende danske mestre er således sikret adgang til gruppespillet, og dermed kan Jes Dorph-Petersen se frem til at få skudt sin TV3+ karriere skudt i gang på bedst tænkelige vis.

”Jeg drømmer allerede om, at det danske hold trækker et af de helt store hold. Barcelona, Real Madrid eller Manchester United. Lad os få dem til Danmark. Vi så sidste sæson, hvordan nationen gik i ekstase, da Barcelona besøgte København. Det kunne jeg godt tænke mig at opleve igen, siger Jes Dorph, som også ser frem til samarbejdet med arsenalet af dygtige eksperter på TV3+.

TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, siger om nyheden:

– Jes har været en samlende figur for familien Danmark på TV 2|NYHEDERNE og på de mange store transmissioner, vi har produceret i to årtier. Han har i årevis været et af NYHEDERNEs ansigter udadtil og danskernes følgesvend, og vi vil savne ham. Men i denne branche skal man arbejde, hvor ens hjerte banker. Jes vil gerne være vært for andre programmer, og det har jeg stor respekt for og ønsker ham held og lykke.

– Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Jes i de mange år. Vi er nærmest vokset op sammen her på TV 2. Med sin store professionalisme og sin humor har han været klart medvirkende til TV 2s succes, siger Michael Dyrby, der ikke har planer om at ansætte en ny vært til NYHEDERNE.

– Vi har et stærkt korps af værter, der både har erfaring, indsigt og energi, og disse værter får naturligvis nye muligheder, når Jes forlader os, siger Michael Dyrby.

Den 52-årige Jes Dorph-Petersen er klar over, at han tager et stort skridt ved at forlade det nyhedsstudie og den tv-station, der ”har været det vigtigste i mit liv ud over min familie”, som han udtrykker det.

Kilde: Viasat presse / TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard