Nyheder

Jeg vil være Ole Henriksen – tv eksperiment på TV 2

Jeg vil være Ole Henriksen TV 2Hvorfor er Ole Henriksen altid så glad? Og kan alle – uanset hvor sure de er – få et lige så positivt sind som cremekongens? Den pessimistiske tv-journalist Ole Juncker vil med videnskabens hjælp forsøge at få en positiv hjerne som Ole Henriksens. For hvem drømmer ikke om at blive så glad som Ole Henriksen?

Ole Juncker, der er manden bag TV 2-programmerne om Ole Henriksen, har sat sig for at finde ud af, hvad hemmeligheden bag cremekongens sprudlende humør egentlig er. Med hjælp fra danske og amerikanske eksperter, hjerneskanninger og den allernyeste hjerneforskning, søger han svaret på, hvad der gør Ole Henriksen så glad, og hvordan han selv kan blive så positiv. For Juncker er noget af en pessimist, og det vil han gerne ændre på:

– Jeg har altid været misundelig på Ole Henriksens vildt gode humør. Hver dag i selskab med ham er en fest, og sådan vil jeg også have det. Men i stedet er jeg pessimistisk og mellemfornøjet. Jeg har kendt Ole i flere år og har aldrig kunnet knække koden bag hans lykke, så derfor var mit næste skridt at få videnskabsfolk til at under søge ham på kryds og tværs. Og heldigvis sagde han ja til projektet, siger Ole Juncker.

To forskellige hjerner
Ole Juncker lader sig udsætte for de samme undersøgelser som Ole Henriksen for at finde ud af, hvad forskellen er på dem. De får foretaget hjerneskanninger, som i den grad overrasker dem begge. Ole Henriksen har en enestående evne til at styre sin hjerneaktivitet og være til stede i nuet, mens Ole Juncker har en stresset og ufokuseret hjerne. Ole Junckers hjerneaktivitet er også mere tydelig i den del af hjernen, der fokuserer på det negative, hvor det er omvendt for Ole Henriksen. Det undrer nok de færreste, men faktisk var Ole Henriksen lidt nervøs for projektet:

– Jeg synes, jeg har været lidt modig ved at sige ja til det her projekt. For jeg vidste ikke, hvad der ville dukke op, når de begyndte at undersøge hjernen på ham her Ole Henriksen. Er han nu så glad, eller er han bare en idiot? Men jeg var så nysgerrig, at jeg ikke kunne lade være, siger Ole Henriksen.

Hvordan bliver man så glad som Ole?
Ole og Ole mødes med den amerikanske hjerneekspert og forfatter John B. Arden, og med hans hjælp skal pessimist-Ole træne sin hjerne til at blive lige så positiv som optimist-Oles. For det er muligt at “omprogrammere” sin hjerne, mener John B. Arden:

– Der er ingen tvivl om, at alle kan ændre deres hjerne ved at opføre sig anderledes, men man skal træne det igen og igen. Det handler om at sætte ind på fem områder: Man skal dyrke sine sociale relationer, dyrke hjernegymnastik , få daglig motion, sund kost og god søvn. Og oven i det skal man meditere hver eneste dag, siger John B. Arden.

Simpelt og hårdt
Det betyder et to måneder langt træningsforløb for Ole Juncker, hvor han skal følge et hjernetræningsprogram, der byder på motion, sund kost og ikke mindst meditation hver dag. Blandt meget andet bliver det også et farvel til sukker og alkohol. Efter to måneders hård træning er eksperimentet overstået, og en hjerneskanning skal afsløre, om pessimist-Ole har fået vendt sin negative hjerne til en positiv.

Se med, når dette sjove tv-eksperiment skal vise, om pessimist-Ole kan blive lige så sprudlende glad som optimist-Ole.

Første del af ‘Jeg vil være Ole Henriksen’ sendes 18. november kl. 20.00 på TV 2, mens anden del sendes 25. november kl. 20.00 på TV 2.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard