TV-Nyt

Hjertevarmt efterår på TV 2 Charlie

charlieefteraar2011Foråret og sommeren på TV 2 Charlie var gedigne succeser. Med gode, danske filmklassikere og nye programmer som ”Store Stygge Ulf Show og ”De bedste grin” samlede Charlie danskerne i foråret. Hele 17 af forårets programmer på Charlie havde mere end 200.000 seere, og Charlie opnåede en kommerciel share på 11,4 procent blandt danskere over 50 år.

Også krimisommeren på Charlie havde stor seertilslutning. Igen i år sørgede Charlie for en sommer fyldt med spænding og underholdning med masser af kvalitetskrimier – en cocktail, som seere tog rigtigt godt imod. Krimisommeren 2011 blev således den bedste nogensinde, og den leverede i sidste uge Charlies næstbedste uge nogensinde med en ugeshare på 14,2 procent.

Fornyelse og tradition
Nu fortsætter Charlie guldkursen med et efterår bestående af et fantastisk miks af velkendte programmer, fornyelse og friske ansigter. Sæsonen byder bl.a. på den helt nye romantiske komedieserie ”Carmen & Colombo” produceret specielt til TV 2 Charlie, nye sæsoner af de gamle kendinge ”Spørg Charlie”, ”Fællessang på Charlie” og ”De bedste grin”, et nyt underholdningsprogram med Mette Lisby som vært og ikke mindst et storslået velgørenhedsshow til fordel for Hjerteforeningen med Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær til at styre løjerne.

– Vi er klar til at fortsætte sejrsgangen på TV 2 Charlie med et fantastisk line-up. Vi er meget spændte på, hvordan seeren tager imod “Carmen & Colombo” – Charlies nye hjertelige og varme komedieserie, som også bliver et vidunderligt gensyn med folkekære skuespillere som Ditte Gråbøl og Dick Kaysø, der er indbegrebet af dansk hygge, siger Maiken Wexø, kanalchef for TV 2 Charlie, og fortsætter: 

– Og så er vi glade for at byde endnu en dansk stjerne velkommen på kanalen: Mette Lisby, der sammen med komikere og skuespillere leverer spas og underholdning søndag aften. 

Ny dansk komedieserie og meget mere Meyerheim

Carmen og
Charlies helt nye romatiske komedieserie "Carmen & Colombo" har premiere til september. (Foto: Gudmund Thai/ TV 2)


Onsdag aften på Charlie kommer først og fremmest til at dreje sig om den nye romantiske komedieserie ”Carmen & Colombo”. Serien handler om hverdagens små genvordigheder, og følger parret Gert (Dick Kaysø) og Kate (Ditte Gråbøl), der har mødt hinanden i en moden alder.

Gert er privatdetektiv og løser sammen med sin kejtede assistent Bo (Nicolai Dahl Hamilton) mange mærkværdige sager. Singlepigen Gitte (Vicki Berlin) arbejder i Kates frisørsalon, hvor kunderne altid kan få en kop kaffe og lidt clairvoyance. Serien i seks afsnit er instrueret af Giacomo Campeotto og har gæsteskuespillere som bl.a. Ghita Nørby, Torben Zeller og Tim Vladimir.

Senere på efteråret inviterer Jarl Friis-Mikkelsen indenfor til anden sæson af ”De bedste grin”. Her kan nogle af Danmarks mest elskede komikerensembler som f.eks. Plat og De Nattergale opleves på slap line, når de fortæller anekdoter og genopliver deres folkekære karakterer på scenen.

En helt ny omgang af den populære Charlie-klassiker ”Spørg Charlie” kommer også til at præge onsdag aften på Charlie. Michael Meyerheim og hans knivskarpe panel bestående af blandt andre Pernille Højmark, Jacob Haugaard og Jens Gaardbo byder ind med kontante, overraskende og underholdende svar på seernes spørgsmål og dilemmaer. I denne sæson får panelet besøg af nye gæstedeltagere som f.eks. Cecilie Frøkjær, Puk Elgård og Adam Price.  

Weekend med film, fællessang og fjollede grimasser
På Charlie kickstartes lørdagshyggen med en god dansk filmklassiker, som har for vane at samle danskerne.

Efter filmen er der ”Fællessang på Charlie”, hvor den syngende vært Johnny Reimar er klar med endnu en turné rundt i det ganske land. Sammen med Søren Sebbers veloplagte live-orkester og kendte gæstesolister spiller de op til dans og sætter gang i byfesterne. Som noget nyt kan seerne også glæde sig til et stort kor, som vil akkompagnere de mange kendte solister.

Søndagsunderholdningen er sikret med det nye underholdningsprogram ”Grimasser der passer”, hvor to hold bestående af nogle af Danmarks sjoveste skuespillere dyster mod hinanden i skæve improvisationslege og finurlige quizzer om hverdagens grinagtigheder.

Mette Lisby er vært og holdkaptajnerne er de to rutinerede spasmagere, Henrik Koefoed og Pernille Schrøder.

Andre lækkerier
Derudover byder efteråret på Charlie på masser af andre lækkerier som f.eks. krimifredag med ”Frost” i spidsen, danske filmklassikere om torsdagen og nye afsnit af ”Fint skal det være” mandag-torsdag i den sene aftenflade.

Det hele toppes med Charlies første velgørenhedsshow, ”Charlies Hjertegalla”, som ruller over skærmen i løbet af efteråret. ”Charlies Hjertegalla” samler penge ind til Hjerteforeningen i et stort live-show fyldt med fest, musik og masser underholdning.

Michael Meyerheim og Cecilie Frøkjær bliver genforenet som værter, og et prominent hold af kendte danskere sidder ved telefonerne og tager imod seernes donationer.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard