DRTV er et oplagt valg for dig der gerne vil se danske film uden at købe streamingtjenester. DRTV byder typisk altid på flere danske film og giver dig mulighed for at dykke ned i dansk filmkunst, uanset om man er til nostalgiske perler eller mere moderne fortællinger.
Her får du et overblik over de danske film, du kan streame “gratis” lige nu på DRTV. Aktuelt kan du f.eks. se Erik Clausen filmen De Frigjorte eller opleve Ulf Pilgaard i Nattevagten.
Husk film på DRTV kommer og går. Vi har derfor sorteret listen med de film først der snart udløber og fjernes igen fra tjenesten. Listen opdateres dagligt.
06:00
Læs omtale
RIGET EXODUS havde Danmarkspremiere på Viaplay den 9. oktober 2022 og nu kommer den så på DR. Den 3. februar får Lars von Triers RIGET EXODUS premiere på DRTV.
Alle afsnit af RIGET EXODUS kan ses på DRTV fra den 3. februar og bliver efterfølgende sendt på DR1 hver søndag fra den 5. februar. De restaurerede udgaver af sæson 1 og 2 kan allerede opleves på DRTV fra den 13. januar.
RIGET EXODUS – det handler den om
Stærkt påvirket af spøgelses tv-serien RIGET søger søvngængeren Karen svar på seriens uafklarede spørgsmål for at redde hospitalet fra undergang. En aften, da Karen går i søvne, ender hun på mystisk vis foran Rigshospitalet. Porten til RIGET er begyndt at åbne sig på ny.
Med RIGET EXODUS fortsætter og afslutter Lars von Trier sin internationalt berømmede kultserie-klassiker fra 90’erne: Spøgelseshistorien om hospitalet ved blegedammene hvor det onde har vundet fodfæste, og lægevidenskaben har sin daglige kamp med sig selv, med svenskerne og det overnaturlige og uforklarlige i en blanding af gys, gru og grin.
RIGET EXODUS – de medvirker
RIGET EXODUS lover et cast i særklasse, når en perlerække af både danske og svenske stjernenavne får deres gang på Riget. Bodil Jørgensen ses i en af seriens hovedroller som søvngængeren Karen, og Lars Mikkelsen spiller den konfliktsky administrerende overlæge Pontopidan, hvis sekretær Fru Svendsen spilles af Birthe Neumann. Nikolaj Lie Kaas spiller den indebrændte reservelæge Filip Naver og Nicolas Bro er portøren Bulder. Rigets helt nye opvaskere spilles af Jesper Sørensen og en specialfremstillet robot.
Ghita Nørby er tilbage i rollen som den tidligere narkoselæge Rigmor Mortensen, og den tidligere reservelæge Judith spilles af Birgitte Raaberg. Henning Jensen er tilbage som Hospitalsdirektør Bob, og sygeplejersken Camilla spilles igen af Solbjørg Højfeldt. Også et gensyn bliver det med Peter Mygind som Mogge og Søren Pilmark i rollen som reservelægen Krogshøj også kaldet Krogen. Laura Christensen vender tilbage i rollen som Mona, og Udo Kier ses i rollen som Storebror.
Den svenske stjerne Mikael Persbrandt spiller overlægen Helmer Jr., også kaldet Halmer, søn af den legendariske Stig Helmer – den notorisk dansk-hadende svenske overlæge, som Ernst Hugo Järegård fik udødeliggjort i seriens første sæsoner. Tuva Novotny spiller neuropsykologen Anna, der hjælper Helmer Jr. med at falde til på Rigshospitalet, og sikrer at alt går rigtigt til. Den svenske verdensstjerne Alexander Skarsgård ses i rollen som svenskernes advokat på Rigshospitalet, en rolle han arver efter sin far, Stellan Skarsgård, som også spillede advokat i anden sæson af Riget. Ida Engvoll spiller rollen som hackeren Kalle.
I de øvrige roller ses bl.a. David Dencik, Anders Mossling, Asta August, Jens Albinus, Vic Carmen Sonne, Danica Curcic, Charlotte Sieling, Cyron Melville, Paul Hüttel og Stig Hoffmeyer.
Zentropa, Viaplay og DR står bag RIGET EXODUS
Som i de tidligere sæsoner har Lars von Trier skrevet manuskriptet sammen med Niels Vørsel. Louise Vesth producerer for Zentropa Entertainments, mens Viaplay og DR er co-producenter.
I forbindelse med produktionen af RIGET EXODUS har RIGET I og II undergået en gennemgribende restaurering, således at alle sæsoner kan udsendes samlet i højeste kvalitet til både gamle og nye fans.
06:00
Læs omtale
DR serien Salsa om om sex, venindeskab og søskendeforhold vender tilbage med sin tredje og sidste sæson fra 29. august på DRTV.
Uma og Victoria gør sig klar til deres livs rejse til Mexico, da planerne pludselig kastes op i luften. Victoria tager på date med Eivind, men i forventningens glæde lurer usikkerheden. Uma føler sig alene og savner sine veninder, men Kaya og Karl er stadig sammen, og Ronja har nok at gøre med sin nye kæreste, Alex, som hun snart flytter til Paris med.
Safina Coster-Waldau og Filippa Navarana Coster-Waldau spiller hovedrollerne som søstrene Uma og Victoria
06:00
Læs omtale
DR lancerer dramaserien Uniformen, som får premiere fredag den 20. februar 2026 på DRTV og søndag den 22. februar 2026 på DR1. Serien udspiller sig på Politiskolen og kredser om ansvar, idealer og de konsekvenser, der følger med at bære politiets uniform.
Hvad handler Uniformen om?
Et nyt håbefuldt kuld elever starter på Politiskolen, og Sanne Hammerbys første dage som ny rektor på skolen bliver hurtigt udfordret. Den ambitiøse Freja skaber opmærksomhed blandt de andre elever. Det hele koger over da eleverne Daniel og Youssef involveres i en skudepisode under deres praktik.
Presset vokser hurtigt på skolens nye rektor, Sanne Hammerby, da Den Uafhængige Politiklagemyndighed indleder en efterforskning.
Efterforskningen sætter både skolens procedurer og læreplaner under lup. Samtidig bliver sandheden stadig mere uklar, og både elever og ansatte må forholde sig til de svære valg og det tunge ansvar, der følger med politigerningen.
Med Politiskolen som central arena kommer seerne tæt på elevernes overgang fra teori til virkelighed – et miljø præget af idealer, ansvar og beslutninger med vidtrækkende konsekvenser.
I seriens centrale roller ses blandt andre:
- Lene Maria Christensen som Sanne Hammerby, rektor for Politiskolen
- Soheil Bavi som Youssef Elamin
- Clara Rosager som Freja Vermelin
- Gustav Giese som Tobias Skov
- Marco Ilsø som Daniel Kristensen
- Mathilde Arcel som Liv
- Clint Ruben som Peter
- Jakob Cedergren som politibetjenten Martin Hammerby
- Simon Sears som Elliot Kallehave, anklager hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed
Bag serien
Uniformen er skrevet af Oscar Giese og Anders August og instrueret af Jonas Alexander Arnby. Serien er produceret af Sofie Bergstein, Jonas Allen og Peter Bose fra Miso Film for DR.
DR’s fiktionschef Henriette Marienlund peger på Politiskolen som en særlig interessant ramme, fordi eleverne i yderste konsekvens uddannes til at stille både krop og sind i skudlinjen for at håndhæve loven – et dilemma, serien udfolder gennem karakterernes valg og handlinger.
Serien består af seks episoder og er allerede solgt til tv-stationer i Sverige, Norge, Finland og Island, med international distribution varetaget af Fremantle.
20:00
Læs omtale
DR vil søsætte en ny tradition i denne påske. Ny dansk familieserie skal vises alle dage i påskeugen og gerne blive en ny tradition. I modsætning til julekalenderen, hvor julen som højtid er central for serien, er det dog ikke planen med det nye tiltag. Her handler det udelukkende om, at serien kom til at ligge fast i påskeugen.
– Fiktion til hele familien er en af de ting, vi i DR satser på fremadrettet, og her passer ’Det Forsvundne Ravkammers’ tone og indhold perfekt ind. Påsken er samtidig en højtid, som vi gerne vil skabe nye traditioner omkring i forhold til at samles som familie. Det håber jeg, at danskerne vil tage godt imod, siger DR fiktionschef Henriette Marienlund.
– Til næste år vil vi bygge videre på dette års julekalender ’Julehjertets Hemmelighed’ og videreføre det univers. Så ideen om fast fiktion i påsken er en indsats, som vi har tænkt os at holde fast i fremadrettet, siger Henriette Marienlund.
Fans af 80’er hits som ’Indiana Jones’ eller danske ’Guldregn’ skal gerne kunne genkende og glæde sig til den grundfølelse, man med serien ’Det Forsvundne Ravkammer’ vil ramme. For med en god blanding af aktion i højt tempo, spænding og humor, håber DR at kunne samle både forældre og børn med en serie, der appellerer til både store og små.
Det Forsvundne Ravkammer – Sådan vises den
’Det Forsvundne Ravkammer’ består af otte afsnit, der bliver vist hver dag fra den 10. til 17. april klokken 20.00 på DR1. Serien vil også ligge med et nyt afsnit dagligt i påskeugen på DR’s streamingtilbud DRTV.
Det Forsvundne Ravkammer – det handler den om
Seriens omdrejningspunkt er Niels og storesøster Nanna, der skal flytte fra den trygge landsby i Nordvestjylland, fordi den lokale skole skal lukkes. Niels kommer på sporet af en forsvunden skat nede i en glemt tysk bunker fra Anden Verdenskrig. Sammen med vennerne Tania og Charly, storesøster Nanna og hendes venner Louise og Johannes begiver de sig ind i dybet efter skatten. De håber, at skatten, kan hjælpe dem med at redde skolen. Vejen er dog fuld af farer, og måske er skatten for længst forsvundet. De er samtidig ikke de eneste, der leder efter skatten, og eventyret bliver hurtigt meget mere farligt, end de havde troet.
’Det Forsvundne Ravkammer’ er instrueret af Søren Balle, der også er hovedforfatter. I de bærende roller er: Bertil Smith som Niels, Marinus Refnov som Charly, Cecilia Loffredo som Tania, Safina Coster-Waldau som Nanna, Tobias Burø som Johannes, Ella Isabel Camara som Louise, Peder Holm Johansen som Godsejer, Joen Højerslev som Erik og Jonas Schmidt som Jan.
06:00
Læs omtale
DR har nu sat streamingpremiere dato på deres nye serie Orkestret. Det bliver fra 1. juli at alle 10 afsnit af serien lægges ud på DRTV.
‘Orkesteret’ kan ses på DR1 hver fredag fra samme dato klokken 21.25. Fredag den 1. juli bliver der dog vist to afsnit i træk, og fredag den 8. juli sendes ikke.
‘Orkesteret’ er baseret på en idé af Adam Price og er instrueret og hovedforfattet af Mikkel Munch-Fals. ‘Orkesteret’ handler om et livet i symfoniorkester, og har Frederik Cilius og Rasmus Bruun i hovedrollerne som henholdsvis en stræberisk klarinettist og souschef.
Serien kommer blandt andet ind på emner som sexisme og MeToo. Den oprindelig premiere var i samme tidsrum som sagen kørte om DR’s pigekor og mangeårigt omfattende svigt med overgreb og grænseoverskridelser, og det fik DR til at udskyde serien.
På rollelisten finder vi Frederik Cilius og Rasmus Bruun (Den korte Radioavis), Neel Rønholt, Emma Sehested Høeg, May Simón og Julie Rudbæk.
Orkestret – det handler den om
‘Orkesteret’ er en komedie, som udspiller sig i og omkring et symfoniorkester – befolket af musikere, som på én gang lider af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. En samling glødende egoister, som skal underordne sig fællesskabet, for at kunne frembringe den store lyd.
Her mødes den nyansatte og konfliktsky souschef Jeppe Nygren (Rasmus Bruun) og orkestrets 2. klarinettist, den vredladne enspænder Bo Høxenhaven (Frederik Cilius). Bo lever og ånder for musikken og har ét altoverskyggende mål: at blive 1. klarinettist i stedet for 1. klarinettisten.
I ‘Orkesteret’ mødes ’administrationen’ i form af Jeppe og ’kunsten’ i form af Bo i et univers, hvor det behagesyge, selvopofrende og kompromissøgende krydser klinger med det trodsige, egenrådige og kompromisløse. På trods af at de to mænd er hinandens diametrale modsætninger, danner de dog alligevel en usandsynlig alliance i serien.
06:00
Læs omtale
Huset er titlen på en ny, stor DR-dramaserie som er skrevet af Kim Fupz Aakesen, og som har premiere 1. september 2023 på DRTV, mens tv-premieren er 3. september på DR1. Serien er på seks afsnit af en times varighed.
Serien handler om fængslet ’Huset’ og er skabt af Kim Fupz Aakeson i samarbejde med instruktørerne Michael Noer og Frederik Louis Hviid. I bærende roller ses blandt andre Sofie Gråbøl og David Dencik. Ud over de nævnte skuespillere medvirker også blandt andre Laura Christensen, Bjarne Henriksen, Gustav Dyekjær Giese, Sami Darr, Dan Boie, Mads Rømer og Ida Cæcilie Rasmussen.
Huset – det handler den om
Sammi (Youssef Wayne Hvidtfeldt), Henrik (David Dencik), Miriam (Sofie Gråbøl) og Gert (Charlotte Fich) er fængselsbetjente og kollegaer i et nedslidt, dansk fængsel, kendt som ‘Huset’.
Deres arbejdsmiljø er råt og fjendtligt, men alligevel med en form for overenskomst mellem indsatte og ansatte. De fire betjentes liv udenfor fængselsmurene er samtidigt af forskellige grunde fyldt med konflikter, hemmeligheder og ensomhed. Hemmeligheder, der snart vil afsløres og få store konsekvenser, ikke alene for dem selv, men for alle både indenfor og udenfor murene.
Historien i ’Huset’ udspiller sig over tre måneder, og begynder da man får at vide, at fængslet vil blive lukket, medmindre man får bugt med den dårlige omtale, hierarkiet og handlen med stoffer, som dominerer arbejdspladsen. Den melding skaber hurtigt to fløje blandt betjentene. Der er dem, der mener, at det er bedst at opretholde status quo, og dem der hilser en strammere kurs over for de indsatte velkommen. For de fire betjente bliver det samtidig startskuddet til at deres personlige udfordringer smelter sammen med livet i fængslet.
06:00
Læs omtale
Savner du allerede Lindestrupgård, Karen Høst og de andre karakterer, så har DR heldigvis godt nyt. Det er nemlig ikke slut på historien.
Til påske får du Troldehjertets hemmelighed, der er en miniserie på otte afsnit, der fortsætter i samme univers som julekalenderen. DRTV vil have alle afsnit 31. marts fra kl. 06:00
Troldehjertets hemmelighed – det handler den om
Det er tæt på midsommer og selv om Nissen Rumle er gået i sommerhi, så har den 13-årige Karen travlt, Hun bager kager på livet løs i sin lille butik.
Det helt store samtaleemne i byen er forlovelsen mellem Karens storebror, den fattige staldkarl Rasmus og herregårdsdatteren Marie Louise. Pludselig dukker en pige ved navn Rebekka op i byen. Hun er sjov og vild og hende og Karen bliver hurtigt veninder. Kort tid efter dukker endnu en fremmed op i byen. En mystisk mand ved navn Cornelius. Han siger, at han leder efter en trold og har et magisk troldehjerte med til at hjælpe sig.
Herefter tager handlingen hurtigt fart og Karen skal både bruge hjælp fra en gammel skovkone, to 10-årige, en særlig kage og alt sit mod og kærlighed, hvis hun skal undgå et muligt troldeangreb i den lille by og beskytte dem, hun holder af.
Troldehjertets hemmelighed – De er med
Castet i Troldehjertets Hemmelighed er stort set det samme som i Julehjertets Hemmelighed med et par nye i blandt:
Karla Larsen Moltsen, Lova Rudolph, Mia Lyhne, Rasmus Bruun, Esben Dalgaard, Anders Brink, Lise Baastrup, Isa Thorlacius, Maximillan Hale, Ditte Ylva Olsen, Vigga Bro og mange flere.
Troldehjertets hemmelighed blev optaget på Fyn (blandt andet ved Erholm Gods nord for Aarup) og Sjælland i august og september og har premiere på DR i påsken 2023.
21:25
Orkestret – Sæson 2
Udløber: 31/10/26
Læs omtale
Rasmus Bruun og Frederik Cilius er tilbage i rollerne som henholdsvis den konfliktsky leder Jeppe Nygren og den konfliktoptrappende klarinettist Bo Høxenhaven i dramakomedien ‘Orkestret’.
Orkestret – Sæson 2 består af 10 afsnit á 25 minutter og får premiere på DRTV fra klokken 6.00 og på DR1 klokken 21.25 fredag den 12. april, hvor de to første afsnit vil være tilgængelige.
Mere om Orkestret – Sæson 2
Det er gået 16 fiktive måneder mellem første og anden sæson af ‘Orkestret’. Og selv om meget er det samme som før, så er intet alligevel det samme. For Jeppes tidligere chef, Gertrud, er blevet forperson i bestyrelsen – og Jeppe er derfor nu pludselig konstitueret som uofficiel ’chef for det hele’.
Det gigantiske underskud, som Gertrud har skabt, er derfor nu Jeppes hovedpine, hvilket hun ikke er sen til at minde ham om. Kulturministeriet ånder dem i nakken og truer med lukning, så Jeppe må træffe nogle hurtige og svære beslutninger, hvis orkestret skal reddes.
Jeppes ærkerival, Simon Elliot, er for at gøre ond værre samtidig blevet kærester med Jeppes ekskone Regitze og er således også trådt ind i rollen som Jeppes datters, Alma, hjemmegående stedfar med stort engagement.
Det er en hård pille for Jeppe at sluge, men han får hurtigt andet at tænke på. Bo flytter nemlig pludselig ind hos ham som en anden forventningsfuld hotelgæst, da Bos mor Vibeke bliver diagnosticeret med terminal leukæmi og indlægges på hospitalet.
06:00
Tidsrejsen – Arven efter Drago
Udløber: 31/10/26
Læs omtale
I ’Tidsrejsen – Arven efter Drago’ forsøger Holly at finde tilbage til en normal hverdag i 2025 efter sine vilde oplevelser med tidsrejser. Men freden varer ikke længe. En dag dukker Laurentius – tidligere fyrstesøn og nu omvandrende gøgler – op fra middelalderen med en desperat bøn om hjælp. En magtsyg ærkebiskop truer hans far, og konsekvenserne kan blive katastrofale.
Som om det ikke var nok, opstår der i tidsrejsekaosset en dobbeltgænger af Laurentius – en charmerende, men potentielt farlig version med egne planer. Holly og Laurentius må nu navigere gennem en verden af onde intriger, skarpt bevæbnede riddere og et dystopisk Dragør, hvor børns frie vilje er forbudt.
Med på rollelisten er blandt andre Julian Brix, Lærke Krabbe de Waal, Caspar Phillipson, Rasmus Hammerich, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Kristian Gintberg, Marie Askehave og Laura Bro
Der er 8 afsnit i alt som DR beskriver som følger:
Fyrstesønnen, som blev en nar (1:8):
Laurentius udlever sine gøglerdrømme, men gøglerlivet er ikke altid en dans på roser. Han må derfor bryde ind på borgen hos sin fader, Fyrst Drago, for at “låne” lidt guldmønter, men det går ikke helt som planlagt. Laurentius er nemlig ikke den eneste ubudne gæst på borgen. Imens forsøger Holly at få nye venner – måske med lidt hjælp fra tidsrejse-magien?
Fætter Laurentius (2:8):
Holly er til sleep over hos Pi, men pludselig får de besøg af hendes… fætter? Fra Middel…fart? Laurentius har brug for Hollys hjælp til at befri sin far, der er taget til fange af den onde Biskop Peder. Holly er skeptisk for at skulle tilbage til middelalderen, men hvad gør man ikke for sin familie?
Den sorte rytter og listetyven (3:8):
Laurentius og Holly skal redde gyroen ud af Biskop Peders hænder, men de kan ikke gøre det alene. Derfor må de hente hjælp fra gamle venner; en listetyv og Den Sorte Rytter. Det er dog ikke en smal sag, når man, som Laurentius, har brændt lidt broer på sin vej. I mellemtiden kæmper den onde Biskop Peder med at få krammet om den landflygtige Fyrst Drago – måske Laurentius’ dobbeltgænger kan være behjælpelig?
Hollys plan (4:8):
Vores fire helte skal snige sig uset ind på Biskop Peders borg, og det er ikke umiddelbart en nem opgave, da den er tæt bevogtet af riddere. Heldigvis er de fire til sammen mestre i at fægte, stjæle og lægge planer. Og måske det skrammel, Laurentius har medbragt fra nutiden, slet ikke er så ubrugeligt endda?
Den store åbenbaring (5:8):
Biskop Peder og Laurentius’ dobbeltgænger lander i Dragør i år 2025, og biskoppen er svært forfærdet over de forandringer, han oplever. Tilbage i middelalderen er Django er hårdt såret og skal have hjælpe til at blive rask. Heldigvis har Sculabia hørt om en heks med helbredende kræfter, men hvorfor genkender heksen Laurentius?
Ven eller fjende? (6:8):
Biskop Peder har startet en inkvisition, og alle der går imod ham, bliver straffet hårdt. Med hjælp fra gyroen har han fået selv kongen over på sin side, og Laurentius’ dobbeltgænger ser ud til at trives i det onde selskab. I heksens hus overhører Sculabia en samtale, og pludselig bliver hun i tvivl – hvis side er den rigtige Laurentius egentlig på?
Pave Peders evige rige (7:8):
Vores fire helte er fanget i nutiden, hvor Abbedissen og Tjener Frans styrer Dragør Skole med hård hånd. Holly skal bruge hjælp fra sine klassekammerater, men de genkender hende ikke. Hvordan kan hun få dem til at huske? Imens er Biskop Peder i middelalderen ved at tilrane sig al magt for tid og evighed – når vores helte tilbage i tide til at stoppe hans onde planer?
Sandhedens time (8:8):
Biskop Peder vil brænde Fyrst Drago og Hertug Sculabia på bålet som straf for deres illoyalitet. Heldigvis har vores helte andre planer, men kan de både nå at redde bålet fra at brænde og samtidig sikre gyroen, så Holly kan vende tilbage til nutiden? Sandhedens time er inde.
Alle otte afsnit kan ses den 14. juni klokken 06:00 på DRTV. Der vises to afsnit på DR1 samme dato kl. 20:00
06:00
Læs omtale
DR har netop meldt premieredato ud for deres nye komediedrama serie Carmen Curlers. Der er premiere på DRTV 30. september og 2. oktober kl. 20:00 på DR1. Serien sætter fokus på et stykke Danmarkshistorie, der frit er inspireret af det virkelige erhvervseventyr om Carmen Curlers.
Serien foregår i perioden fra 1963-1969 og fortæller med varme, kant og humor om store ambitioner, store forandringer og stort hår i en tid, der forandrede Danmark for altid.
Første sæson af ’Carmen Curlers’ er på otte afsnit. Anden sæson af ‘Carmen Curlers’ er planlagt til efteråret 2023.
Serien kan streames i Ultra HD opløsning på DRTV
Carmen Curlers – Det handler den om
Carmen Curlers serien fortæller historien om, hvordan en lille elektronisk papillot blev til en verdensomspændende succes, som vendte op og ned på livet i en dansk provinsby i 60’erne. Det er samtidig historien om, hvordan tusindvis af kvinder gik fra at være hjemmegående husmødre til pludselig at være del af et pulserende arbejdsliv.
Serien følger i flere sæsoner både den entreprenante ledelse bag fabrikken, men i særlig grad også de arbejdende kvinder, som for første gang i deres liv oplever glæden og udfordringerne ved at tjene deres egne penge. Arbejdet på fabrikken skaber en ny frihed, nye venskaber, forelskelser og masser af skilsmisser. For i takt med, at kvinder pludselig får deres egen identitet og privatøkonomi, begynder de klassiske familiemønstre samtidigt at slå revner.
Selvom ’Carmen Curlers’ er inspireret af virkeligheden og loyalt gengiver de forandringer Danmark gennemgik i 60erne, så er serien en fiktiv fortælling med opdigtede karakterer. Arne Bybjerg, som er manden, der i virkeligheden stod bag Carmen Curlers, er en stor inspiration for serien lige såvel som mange af de mænd og kvinder, der i virkeligheden arbejdede på fabrikken, er det.
Skuespillere i Carmen Curlers
Axel spilles af Morten Hee Andersen, blandt andet kendt fra DR-serierne ’Fred til Lands’ og ’Herrens Veje’ og senest spillefilmen ’Margrete den Første’.
Birthe spilles af Maria Rossing, blandt andet kendt for DR-serier som ’Sneengle’ og ’Bedrag’ og ’Bedre skilt’ end aldrig på TV 2.
Ud over Morten Hee Andersen og Maria Rossing ses også Lars Ranthe (’Kastanjemanden’, ’Druk’), Rosalinde Mynster (’Badehotellet’, ’Den som dræber’), Mille Lehfeldt (’Lang historie kort’, ’Lykke’), Christian Tafdrup (’Borgen’, ’Herrens Veje’), Fanny Bornedal (’Forhøret’, ’Equinox’), Nicolai Jørgensen (’Doggystyle’, ’Badehotellet’) og Signe Egholm (DR’s kommende sæson af ’Borgen’, ’Kastanjemanden’) i bærende roller.
De står bag serien
Første sæson af ’Carmen Curlers’ er skabt af hovedforfatter Mette Heeno, der også stod bag manuskriptet til ’Sneengle’, ’Lærkevej’ og ’All Inclusive’. Konceptuerende instruktør er Natasha Arthy, som senest stod bag DR’s julekalender ’Julefeber’.
Hovedforfatter Mette Heeno har arbejdet på projektet i snart 10 år. ’Carmen Curlers’ startede egentlig som en spillefilm, som nu afdøde Kathrine Windfeld skulle have instrueret. Heeno kunne dog ikke slippe den fascinerende fortælling og fandt undervejs ud af, hvor mange forskellige lag der gemte sig i historien. Det var derfor også en kæmpe forløsning, da hun endelig i 2019 kunne starte på udviklingen af ‘Carmen Curlers’.
– ’Carmen Curlers’ er en historie, der har været hos mig de sidste 10 år. Den startede som en spillefilm om en iværksætter med en umulig drøm, men da jeg gravede mig mere og mere ned i researchen omkring den virkelige virksomhed Carmen Curlers, indså jeg, at det blev nødt til at være en serie, fortæller Mette Heeno og fortsætter:
– Historien og tiden er jo helt vild. Alt bliver brudt ned og bygget op igen. Kvinderne begynder at tjene deres egne penge. Nye familieformer opstår. Ungdomsoprøret ulmer. Det er en fortælling, der kræver tid at fortælle nuanceret – og derfor er det også fantastisk, at vi har fået mulighed for at udfolde historien og karaktererne over tre sæsoner. Jeg glæder mig i hvert fald sindssygt meget til at sende den ud i verden.
Du kan på DR også se Curlerkongen – historien om en dansk verdenssucces, der er en dokumentarserie i 3 dele om den virkelige historie bag Carmen Curlers
Husk du kan altid følge med i danske seriepremierer i vores guide her
06:00
Læs omtale
Tredje og sidste sæson af DR serien Carmen Curlers får premiere i september, hvor karaktererne står over for deres største prøvelser. Der er premiere 26. september kl. 06:00 på DRTV, mens første afsnit i den nye sæson kan ses på DR1 søndag den 28. september kl. 20:00.
Mere om handlingen i Carmen Curlers – Sæson 3
I den nye sæson vokser Carmen Curlers så hurtigt, at Axel må træffe svære beslutninger for at redde fabrikken fra konkurs. Birthe og Frans er steget i graderne og kæmper begge om Axels’ opmærksomhed og anerkendelse.
I privatlivet er Axel blevet gift med fotomodellen Hanne, der drømmer om et liv som skuespiller. Birthe og Jørgen skal vænne sig til deres nye liv i parcelhus, mens Frans forsøger at jonglere mellem kærlighedslivet i København med Benjamin og fornuftsægteskabet med Lis i provinsen.
På rollelisten er både kendt og nye navne – blandt andre Morten Hee Andersen, Maria Rossing, Lars Ranthe, Fanny Leander Bornedal, Christian Tafdrup, Mille Lehfeldt, Nicolai Jørgensen, Kaya Toft Loholt, Rosalinde Mynster, Joachim Fjeldstrup, Laura Skjoldborg, Esben Dalgaard og Henrik Prip.
Instruktører på seriens tredje sæson er Natasha Arthy, Malou Reymann og Amalie Næsby Fick, som hver har instrueret tre afsnit.
20:30
Læs omtale
Børneklassikeren ’Nana’ får nu repremiere i en nyrestaureret udgave i bedste sendetid på DR. Det sker lørdag den 21. juni klokken 20.30 på DR1 lige efter tredje afsnit af nyklassikeren ’Tidsrejsen – Arven efter Draco’.
– Det er noget helt særligt for os at kunne dele en genopfrisket udgave af historien om Nana og hendes far, der er elsket af mange danskere som en uadskillelig del af deres tv-barndom. Samtidig får seerne glæde af den helt nye sæson af fiktionsserien ‘Tidsrejsen – Arven efter Draco’, hvor nutidens verden krydser middelalderen i et spændende eventyr. Vi håber, at vi med dette miks af datidens børneklassiker og nutidens familieserie kan samle generationer om vores weekendindhold, siger Peter Rosberg, publiceringschef hos DR.
En af forudsætningerne for at en serie som ’Nana’ kan restaureres er, at den oprindeligt er optaget på filmruller. De seks afsnit er blevet set igennem af restaureringseksperter fra Nordisk Film Shortcut, som har givet den en filmteknisk ansigtsløftning, hvor hver eneste scene klip for klip er blevet renset for snavs, og ridser og skrammer er blevet fjernet. Resultater er, at serien nu fremstår skarpere og mere klar i farverne end den gamle udgave.
På samme måde har DR tidligere restaureret klassikere som ’Matador’ og ’Huset på Christianshavn’.

Foto: Asger Malm Møllsøe, DR
For de to hovedpersoner i serien, Barbara Topsøe-Rothenborg som Nana og Jesper Christensen som hendes far, har rollerne været en uadskillelig del af deres karrierer. Det fortæller de i et fælles interview med DR i anledning af repremieren på ’Nana’. De har aldrig tidligere sammen fortalt om deres oplevelser med serien.
– Jeg føler mig totalt heldig, at jeg fik lov at være med i den. Det er da en gave, det kan der slet ikke være tvivl om, siger Jesper Christensen og kalder manuskriptet ”fuldstændig genialt”.
Serien betød, at han som skuespiller pludselig blev et kendt ansigt i hele Danmark. Resten er historie, som blandt meget andet omfatter hovedrollen i spillefilmen ’Bænken’ og rollen som skurk i tre James Bond-film.
Barbara Topsøe-Rothenborg fortæller i interviewet, at hun skylder sin rolle som Nana, at hun siden selv har fået en karriere som instruktør og historiefortæller.
06:00
Læs omtale
Lone Theils bestsellerdebut Pigerne fra Englandsbåden kommer nu som som serie i otte afsnit på DRTV og DR1.
Den anerkendte journalist Nora Sand rejser hjem til Danmark fra London. Hun er blevet suspenderet fra sin avis og har lovet redaktøren at holde lav profil. Men da Nora får et tip om en gammel sag, kan hun ikke længere sidde stille. To piger forsvandt sporløst fra færgen mellem Danmark og England i midten af 80’erne. Mens Nora har travlt med at efterforske sagen, forsvinder endnu en ung kvinde.
I hovedrollen som Nora Sand ses Marie Sandø Jondal (Marco Effekten, 2021) og i det øvrige cast finder vi skandinaviske navne som Jesper Paasch (The Rain, 2019), Anna Stokholm (Sygeplejeskolen, 2022), Siir Tilif (Those Who Kill, 2021) og Viktor Hjelmsø (Boys, 2022)
06:00
Læs omtale
Dansk fiktionsserie fra 2021.
Hele Mads’ verden falder sammen, da hans drøm om at blive fodboldspiller knuses af en grim skade. Da Mads møder Lasse, en lokal fodboldhooligan, bliver han dybt fascineret af det rå og voldelige hooligan-miljø. Mads vil være med, men må lære på den hårde måde, at alle ikke er velkomne!
Se alle syv afsnit fra den 26. november kl 06:00 på DRTV
06:00
Læs omtale
Vennerne Lasse, Mads og Niklas sælger Jønssons stoffer i Aalborg og lever som byens konger. Men da Jønsson bliver løsladt og vil have stofferne tilbage, så han kan betale sin gæld og starte på en frisk, er der pludselig ballade. For drengene har allerede solgt det meste og brugt pengene uden at vide, at Jønsson har købt dem på klods af den virkelige konge af Aalborgs underverden, Møller. Før de ved af det, er alle viklet ind i én stor kamp, der ikke kun handler om penge, narko og magt, men også om forelskelse og venskaber, der bliver sat på den ultimative prøve.
06:00
Nora Sand: Kærlighedssvindleren
Udløber: 01/01/27
Læs omtale
DR-serien baseret på Lone Theils bogserie om journalist Nora Sand vender snart tilbage med endnu en sæson. Denne gang er det bog nummer 6 i serien ” Troskyldigheden selv ” der er filmatiseret. Den har titlen Kærlighedssvindleren i serieudgaven.
De første to afsnit kan ses den 2. januar klokken 06:00 på DRTV, mens den vises på DR1 med start 6. januar
Mere om Nora Sand: Kærlighedssvindleren
I et eksklusivt nabolag i Nordsjælland bliver en kvinde fundet død i en pool. Mistanken falder på hendes kæreste, der er forsvundet. Da journalisten Nora Sand opdager en forbindelse mellem den mistænkte og en kollega på redaktionen, begynder hun at grave i sagen. Samtidig overtager den sygemeldte kriminalchef Morten Stark efterforskningen. Han sætter alt ind på at pågribe kæresten og regner med en hurtig opklaring af mordet.
06:00
Læs omtale
Bag enhver mand er titlen på en ny DR serie. Den ny serie ’Bag enhver mand’, der er skabt af det succesfulde makkerpar Julie Rudbæk & Jesper Zuschlag, har nu fået premieredato. Serien er centreret om en restaurant og kredser om aktuelle emner som køn, magt og forandring.
’Bag enhver mand’ får premiere den 29. december på DRTV og herefter på DR1 den 1. januar klokken 21.00 – og herefter hver fredag klokken 21.25. Serien er på otte afsnit af 30 minutter.
Bag enhver mand – det handler den om
I ’Bag enhver mand’ må den erfarne og succesfulde køkkenchef Michael pludselig forsvare sin position, da den nye souschef Naja vil modernisere hans restaurant.
Michael sidder ellers trygt på pinden som køkkenchef på den populære restaurant ‘Værk’ i København, som han kører ’som han altid har gjort’. Men Naja kommer med et helt andet syn på, hvad ledelse, ligestilling og god tone er i dag.Der opstår derfor med det samme konflikt mellem dem. Det viser sig dog, at der er en større trussel under opsejling, som vil gå ud over dem begge, hvis de ikke formår at samarbejde og stole på hinanden trods deres forskelligheder.
Serien stiller således ultimativt spørgsmål om, hvad der sker, når vi forlader polerne i debatten og tvinges ind mod midten og bliver nødt til at lytte til og prøve at forstå hinanden?
De medvirker i Bag enhver mand

Udover Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag så finder vi på rollelisten desuden: Ann Eleonora Jørgensen, Lars Bom, Camilla Lau, Andreas Jebro, Kenneth M. Christensen, Ari Alexander, Sara Fanta Traore, Morten Brovn, Anders Brink Madsen, Eva Jin, Mathias Skov Rahbæk, Ditte Hansen, Frederik Cilius, Karoline Hamm, Bertram Bisgaard, Kasper Nielsen, Mathias Helt.
06:00
Læs omtale
Henrik og Stephanie er på vej til Paris for at blive gift i al hemmelighed, da turen bliver aflyst i sidste øjeblik på grund af en ny corona-lockdown i Frankrig.
Da det er svært at finde en kirke i København, beslutter de sig for at kombinere bryllupsrejse og bryllup ved at sejle til Løkken og blive gift. Men tingene går ikke helt efter planen, og der er endnu engang langt til Løkken i sæson 2.
Se alle fem afsnit fra den 19. november kl 06:00 på DRTV. Se hele første sæson her
06:00
Læs omtale
Tak for ingenting, er titlen på en ny dansk serie der får premiere på DR den 28. november. Der er tale om en DR P3 dramakomedie der kaster et skarpt og satirisk blik på en moderne familie, hvor kærlighed, penge og magt er tæt forbundet.
Tak for ingenting – det handler serien om
‘Tak for ingenting’ følger søskendeparret Ella (Emilie Koppel) og Valdemar (Magnus Haugaard) – to voksne curlingbørn, der lever af deres mors formue og jagter status og opmærksomhed.
Da moren, Rigmor (Lisbeth Wulff), meddeler, at hun vil donere hele formuen til velgørenhed, vælter deres verden. Midt i opgøret står stedsøsteren Siri (Ulrikke Falch), som får en central og uventet rolle. Det bliver starten på et intenst magtspil, hvor gamle sår rives op, og familiens skrøbelige relationer sættes på prøve.
Bag fortællingen står manuskriptforfatterne Anders Skovshoved, Mads Stegger og Ulrikke Falch, der blandt andet er kendt fra den norske NRK-serie ‘Skam’. Udover at være med til at skabe serien, spiller Ulrikke Falch også rollen som Siri. Serien er produceret af produktionsselskabet The Bunch for DR P3.
– Med ‘Tak for ingenting’ har vi skabt et drama om arv og status. Serien giver os en masse grin med plads til at lade eftertanken lege videre. Serien viser, hvordan kærlighed og penge kan være svære at adskille, når facaden krakelerer og kynismen tager over. Jeg håber, at folk vil grine, men også tænke over deres egne relationer og familie, siger Jonathan Herrik, der er redaktør på serien.
På rollelisten ses desuden Magnus Haugaard, Emilie Koppel, Lisbeth Wulff, Thomas Bo Larsen, Hella Joof og Dulfi Al-Jabouri med flere.
06:00
Læs omtale
DR’s påskefamilieserie i påsken 2026 hedder Mindernes Ø, og nu er traileren ude til serien, der består af i alt seks episoder og har premiere på DR1 og DRTV den 4. april 2026.
Mindernes Ø er en generationsfortælling om familier, demens, smugleri, venner, kærester og handler om, at det i sidste ende er minderne, vi har sammen, og den tid vi skaber, der er den allerdyrebareste skat.
Mindernes Ø – Det handler den om
I Mindernes Ø følger vi Molly, der sammen med sin mor og storesøster rejser til Ærø for at få deres demensramte morfar på plejehjem. Molly glæder sig til at se ham – men morfar er ikke, som han plejer, og han har glemt, hvem hun er.
Et stykke rav vækker morfars gamle minder, og Molly opdager en hemmelighed: hendes morfar har en fortid som øens berygtede smuglerkonge – og har gemt en gylden last, men han har glemt hvor. Sammen med fætter Christian kaster hun sig ud i jagten på lasten, før det er for sent, mens storesøster Esther, der først keder sig på øen, bliver fanget i et nutidigt smuglermysterium, da hun møder den charmerende Oliver. Midt i det hele står mor Rikke, som må pakke barndomshjemmet ned og træde ind i rollen som omsorgsgiver for sin egen far.
MINDERNES Ø er historien om, at det er minderne vi skaber, og den tid vi har sammen, der er den allerdyrebareste skat.
Serien udspringer af DR og filmværkstedernes talentprogram Serieskolen Med DR Ultra og er instrueret af Anna van Deurs og Johannes Pico Haynes, der har lavet serien sammen med manuskriptforfatterne Anna Krarup og Carla Mia Cano-Hede.
I de bærende roller ses udover Bjarne Henriksen og Sofie Torp den unge debutant Ida Thomesen akkompagneret af de unge skuespiltalenter Maximilian Florio Barimani, Lea Lund Clemens, Benjamin Moalem og Julian Horta.
I seriens øvrige roller kan man blandt andre opleve Jonas Schmidt, Caspar Phillipson, Eva Jin, m.fl.
06:00
Læs omtale
Hvad sker der, når julens største sange forsvinder – og kun én dreng kan huske dem? Det er udgangspunktet for DR’s nye juleserie ’1000 ord for sne’.
Serien følger den musikalske og lidt generte Sixten (Cristian Oprea), som har svært ved at falde til i sin nye klasse. Sixten elsker at synge og skrive sange – men han tør ikke at dele sangene med andre end sin mor og søster. Alt det ændrer sig dog, da han en aften i Tivoli får et ønske opfyldt hos en magisk julemand. Næste morgen er alle de kendte julehits væk, og Sixten står pludselig med en oplagt mulighed for at opnå sin drøm om at blive sangstjerne.
Idéen om, at noget kendt forsvinder og én står tilbage med mindet om det, har inspireret flere film – og nu også DR’s nye familieserie ’1000 ord for sne’.
– Serien bruger grebet på sin egen måde: som et magisk juleeventyr om mod, familie og musikkens kraft, siger Marlene Boel, chef for DR B&U og fortsætter: ’1000 ord for sne’ handler om at finde sin egen stemme – og turde bruge den. Det er en fortælling, vi håber, vil varme hele familien i juletiden.
’1000 ord for sne’ byder på både nyfortolkninger af klassiske julehits og en helt ny titelsang, skrevet af Annika Aakjær og sunget som duet mellem hende og Cristian Oprea.
På rollelisten ses blandt andre Annika Aakjær, Rasmus Bruun, Camilla Bendix, Katrine Jensenius, Rasmus Hammerich, Joachim Knop og Kristoffer Eriknauer – og i hovedrollen som Sixten: Cristian Oprea, tidligere kendt fra ‘X Factor’.
’1000 ord for sne’ er i seks afsnit. De første to afsnit sendes den 15. november på DR1 fra klokken 19.00 og på DRTV fra klokken 6.00. De næste afsnit kan ses de to følgende lørdage samme tid og sted.
06:00
Andre folks penge
Udløber: 22/05/32
Læs omtale
’Andre folks penge’ er en stjernespækket dansk-tysk dramaserie, inspireret af virkelige begivenheder, med blandt andre Karen-Lise Mynster og David Dencik i store roller. Serien fortæller en historie om et netværk af rige investorer, banker og advokater, som udnytter et hul i skattelovgivningen til at tiltuske sig over hundrede milliarder fra europæiske skattebetalere.
På den anden side kæmper den danske leder af SKATs udbytteafdeling, Inger Brøgger, en nærmest umulig kamp for at gribe ind og råbe politikere og myndigheder op.
’Andre folks penge’ er skabt og skrevet af Jan Schomburg og instrueret af Dustin Loose og Kaspar Munk. Den er inspireret af ’Det Store Skatterøveri’ af Niels Fastrup & Thomas G. Svaneborg, udgivet af Politikens Forlag, ’Die Cum-Ex-Files’ og ’Die Akte Scholz’ af Oliver Schröm samt research af Christian Salewski.
DR melder at serien får premiere i maj måned på DR1 og DRTV. Andre folks penge’ har premiere på DRTV fredag 23. maj klokken 6.00 og på DR1 lørdag 24. maj klokken 20.45. Serien har otte afsnit a 58 min og publiceres to afsnit ad gangen.
‘Andre folks penge’ er produceret af X Filme Creative Pool, True Content Entertainment og EPO-Film for ZDF og DR i en co-produktion med New8; en sammenslutning af public service-stationer, der inkluderer NRK, SVT, RUV, YLE, NPO, VRT, DR og ZDF.







