Grand Prix igen på tegnsprog på DR
Når danske Anti Social Media og de 39 andre deltagere går på scenen ved Eurovision Song Contest i Wien i de kommende dage, behøver landets døve ikke at gå glip af festen.
Efter at DR sidste år fik megen ros for at tegnsprogsdække Eurovision Song Contest-finalen, har østrigsk tv – ORF – udviklet ideen yderligere i år. De leverer nu en færdigproduceret dækning af begge semifinaler og finalen på internationalt tegnsprog, og DRs seere får også mulighed for at følge de tre shows på tegnsprog.
DR har sagt ja tak til tilbuddet fra østrigerne, og derfor kan semifinalen tirsdag den 19. maj med dansk deltagelse, semifinalen torsdag den 21. maj og finalen pinselørdag den 23. maj ses på DR Ramasjang – alle gange klokken 21.00.
Sender når børnene er i seng
Ramasjang, der til daglig er en børnekanal, går normalt i seng klokken 20.00, og derfor kan kanalen bruges til at give døve muligheden for at følge den populære sangkonkurrence.
Som en service til hørende pårørende vil det også være muligt at høre speaken fra DRs kommentator i Wien, Ole Tøpholm. Både på DR1 og Ramasjang vil man også kunne slå underteksterne til de tre shows, hvis det er svært at følge med i, hvad der bliver sagt. Det gør man på DRs tekst-tv side 398.
Sendeplanen for Grand Prix på tegnsprog ser sådan ud på Ramasjang:
* Tirsdag den 19. maj klokken 21.00-23.00: 1. semifinale med dansk deltagelse
* Torsdag den 21. maj klokken 21.00-23.00: 2. semifinale
* Lørdag den 23. maj klokken 21.00-00.15: Finalen
Kilde: DR