Fullrate og M1 går sammen i landsdækkende lavpristeleselskab med alle tele- og TV-ydelser
Fra den 1. januar 2013 går teleselskabet Fullrate og mobilselskabet M1 sammen og danner Danmarks første fullscale lavpristeleselskab med alle varer på hylderne: Mobiltelefoni, fastnettelefoni, TV, bredbånd og mobilt bredbånd.
– Både telefoni, bredbånd og TV til lavpris har vist sig at være noget danskerne virkelig ønsker. Nu kan vi give kunderne en mængde fordele ved, at de kan samle alle deres produkter et sted og dermed få et bedre overblik med en samlet regning, en enkel selvbetjening og samme gode kundeservice, siger adm. dir. Peter Mægbæk Madsen, Fullrate A/S.
Det bedste fra to selskaber
Det nye samlede teleselskab vil have ca. 300.000 kunder. Navnet bliver Fullrate, men logo og indpakning bliver helt nyt.
– Vi vil kombinere det bedste fra de to brands, der begge er kendt for lave priser og enkel tankegang bag alle produkter og services, siger Peter Mægbæk Madsen, der fortsætter som administrerende direktør i det nye Fullrate.
Enkelhed og lav pris
At Fullrate og M1 er det rigtige match kan også ses på, at M1-mobilkunder langt oftere er at finde blandt Fullrates bredbåndskunder end hos andre – faktisk tre gange så ofte. Tilsvarende vælger Fullrates bredbåndskunder hellere M1’s mobilabonnementer end andre udbyderes.
– Både Fullrate og M1-kunderne har fokus på enkelhed og lav pris. Nu vil vi overbevise endnu flere danskere om, at lave priser og enkle løsninger samlet ét sted er sagen på alle tele- og kommunikationsydelser, siger Peter Mægbæk Madsen, Fullrate.
Fusionen er effektiv fra 1. januar 2013 og kunderne overføres gradvist til det nye selskab i løbet af foråret 2013. For langt de fleste kunder vil det dog ikke betyde nogen nævneværdig ændring. Kunderne vil fx fortsat kunne bruge de samme SIM-kort, som de har i dag, til mobiltelefonen og mobilt bredbånd.
Fakta om Fullrate:
Fullrate leverer bredbånd med internet, telefoni og TV samt mobiltelefoni og mobilt bredbånd til private og erhvervskunder i hele Danmark. Virksomheden blev etableret i 2005 og er siden 2009 ejet af TDC. I dag er Fullrate Danmarks 3.-største udbyder af xDSL bredbånd og har en støt voksende kundebase fordelt på de forskellige produkter på i alt ca. 145.000 kunder. Fullrates kontor, kundeservice mv. er i Høje Taastrup ved København. Fullrates administrerende direktør har siden marts 2009 været Peter Mægbæk Madsen.
Fakta om M1:
Mobilselskabet M1 blev stiftet i 2003 og har hovedkontor i Aalborg. M1 har siden starten været i kraftig vækst og har i dag ca. 155.000 kunder over hele landet fordelt på produkterne mobiltelefoni og mobilt bredbånd. I 2009 blev M1 solgt til TDC-koncernen. Bo Abrahamsen har været administrerende direktør for M1 siden januar i år.
Fakta om fusionen – det nye Fullrate – pr. 1. januar 2013:
Det nye Fullrate vil have i alt ca. 300.000 kunder fordelt på de forskellige produktgrupper mobiltelefoni, fastnettelefoni, TV, bredbånd og mobilt bredbånd. Hovedkontoret vil ligge i Høje Taastrup ved København.
Fullrates nuværende administrerende direktør, Peter Mægbæk Madsen, fortsætter som adm. dir. for det nye Fullrate. M1’s nuværende administrerende direktør, Bo Abrahamsen bliver salgsdirektør for Fullrates mobile produkter og indgår fra i dag (6. november 2012) i Fullrates direktion.
Kunderne vil opleve det nye Fullrate tage form op imod årsskiftet, hvor breve, hjemmeside og anden kommunikation får det nye Fullrates aftryk og logo.
Selve det juridiske selskab træder i kraft pr. den 1. januar 2013. Herefter vil overførslen af kunder begynde. For langt de fleste kunder vil det dog ikke betyde nogen nævneværdig ændring. Kunderne vil fx fortsat kunne bruge de samme SIM-kort, som de har i dag, til mobiltelefonen og mobilt bredbånd. Flere oplysninger på www.fullrate.dk/fusion
Kilde: Fullrate / M1