Foråret på TV3 kanalerne – de nye danske programmer
Her er overblik over de helt nye programserier på TV3 kanalerne i foråret 2012. Kanal og sendedatoer er kun angivet ved de programmer, hvor TV3 har denne info klar.
Det vildeste måltid
Hun er til jagt. Han er til mad. Sammen forener de hver deres passion, når TV3 PULS sætter jagten ind på det vildeste måltid
Nu går den vilde jagt – til lands, i sand og i luften. Den sydafrikanske savanne bliver erobreret fra alle kanter, når Camilla Ottesen og Timm Vladimir kaster sig ud i deres livs eventyr, hvor de udlever hver deres hobby: jagt og madlavning. Og hvor de samtidig får taget en ordentlig bid af det vilde Afrika.
Camilla Ottesen, der i mange år har været ivrig fritidsjæger, og Timm Vladimir, som med sin sikre smag for mad sikrede sig sejren i sidste års Masterchef, har taget riflen over skulderen og gryden under armen. Sammen er de draget ud på den sydafrikanske savanne for at jage vildt. Og spise vildt.
Programmenuen er såre simpel. Hun skyder. Han griller – eller tilbereder maden på anden vis, alt efter hvad der er muligt, når nu man laver mad under åben himmel. I hver episode vil de to kreere en kendt hverdagsret – på den vilde måde. Og derfor vil Timm Vladimirs helt egen gnu bearnaise, zebraboller i karry eller impalasagne måske være noget, der ud over en god smag i munden hos de to eventyrere også giver lidt inspiration til aftensmåltidet derhjemme.
Forfulgt
Et gysende indblik i en terroriseret hverdag som forfulgt – og konfrontation af stalkerne
Flere og flere danskere oplever at være forfulgt. Via opkald og sms, sociale medier eller fysisk overvågning. Et mareridt, som starter med et langt blik i metroen, en afvisning på dansegulvet eller en manglende lyst til at ses igen efter et one-night-stand. Eller måske et forhold, som tager en uhyggelig drejning. Pludselig er man i hænderne på en stalker, og hele ens liv bliver vendt op og ned.
Hvad end den forfulgte er hjemme, på arbejde eller prøver tøj i et omklædningsrum, er følelsen af overvågning konstant. Hver gang telefonen ringer, ryger hjertet op i halsen. Hver dag tikker der uønskede mails og beskeder ind i indbakken. Og var personen ikke lige uden for køkkenvinduet? Stalkerne er iblandt os og er oftest helt almindelige mennesker. Forskellen er bare, at stalkerne er opsatte på systematisk at nedbryde og ødelægge deres ofres liv, og de gør alt for at fuldføre deres mission.
Forfølgelse er tillige uhyggeligt svært at stoppe. Ofte kan myndighederne kun hjælpe med et polititilhold, som reelt ikke gør nogen forskel. Og typisk kommer politiet først ind i billedet, når forfølgelsen ender i et fysisk overgreb.
TV3 sætter i foråret dagsordenen med det nye, banebrydende program, hvor en vært og en journalistisk redaktion bringer seerne tæt på syv aktuelle og foruroligende stalkingcases. I hvert program dokumenteres, hvordan de stalkede forfølges og får ødelagt deres liv. TV3 er med, når stalkingen pågår, og alle optagelser er autentiske. Hvert program præsenterer en forfulgt person. Til sidst i programmet konfronteres stalkeren af tv-holdet – i håb om at stoppe forfølgelsen og debattere det danske samfunds hjælp til de mange ofre.
Rammen for programmet er et redaktionslokale, hvor vært og journalist Jacob Juhl sammen med redaktionen gennemgår ugens case. I marken indsamler tv-holdet beviser for forfølgelsen, og den forfulgte er også selv udstyret med skjulte kameraer. Dermed kommer seerne med på en utrolig rejse, hvor forfølgelsen og dens konsekvenser opleves på første parket. Ikke mindst går konfrontationen helt tæt på stalkernes forbrydelse.
Forfulgt er stalkingofrene sidste udvej. Forfulgt vil give stalkingofrene livet tilbage.
Piratjagt
Vær med, når TV3+ jagter pirater i Adenbugten. Og få samtidig et enestående indblik i livet ombord på det danske krigsskib Absalon
For første gang nogensinde har et dansk tv-hold fået adgang på et af Nato-flådens skibe i Aden-bugten ved Afrikas Horn. Kameraholdet er med på det tre måneder lange togt og har fået lov til at filme både på og omkring det højteknologiske danske krigsskib Absalon.
Det er der kommet den højpotente dokumentarserie Piratjagt ud af. Den giver et ufiltreret, tempofyldt og ”lige-på-og-hårdt”-portræt af en af dansk udenrigspolitiks største manøvrer i nyere tid. Vi kommer tæt på den 150 mand store besætning, der tæller alt fra den godmodige dæksgast til den rå frømand.
Serien giver et nærgående indblik i en isoleret verden hundredevis af kilometer ud for Somalias kyst, hvor håbefulde lykkeriddere, kyniske bagmænd og desperate skæbner kæmper med livet som indsats. Magtforholdet er decideret ulige. De gigantiske og frygtindgydende krigsskibe får piraternes improviserede joller til at se latterlige ud. Men for piraterne, for gidslerne, for menneskesmuglerne og for den danske besætning er der ikke noget at grine ad. Tingene er som altid noget mere komplicerede, når man kommer tæt på, end det tager sig ud på afstand.
Det er første gang, det danske forsvar har fortroligheds-clearet et dansk kamerahold og dermed givet det tilladelse til at filme, hvad der sker på og omkring det danske krigsskib Absalon.
Piratjagt er støttet af Public Service Puljen, der yder økonomisk støtte til udvikling og produktion af dansk tv-drama og -dokumentar. Tidligere har TV3 fået støtte fra Public Service Puljen til dramaserien Lulu og Leon og reportagen Paradise tur-retur.
Tattoo Salonen
Det er langt fra kun tatoveringerne, der er farverige i Tattoo Salonen. Det samme gælder kunderne og især personalet
I det indre København ligger The Old Barber Shop – Danmarks vildeste, men også hyggeligste tattoo salon. Her bliver en lind strøm af kendte og ukendte danskere, som alle drømmer om at få en helt unik kropsudsmykning, mærket for livet af fem stærke personligheder.
Eksempelvis Stig Tøfting, der her får tilføjet endnu en tusch – en stor en af slagsen – på sin krop. Silas Holst fejrer sin nylige sejr i Vild med Dans med et meget permanent minde. Flotte Fyr får endelig en sjov tatovering, der ikke er lavet i festmekkaet Sunny Beach. Og Jessica Sky vil have en fe i sin lotusblomst, mens sangerinden Maria Donna synger i takt med nålenes summen i reportageserien Tattoo Salonen fra The Old Barber Shop.
Men det er ikke kun kendte ansigter, der får permanent kulør på kroppen i Tattoo Salonen. Soldaten Henrik får optegnet et kors på sit håndled til ære for sin 12-årige lillesøster, der er død af kræft. Og modefreaken Julie synes, det er god stil at få tatoveret et lettere afkortet Coco Chanel-citat om, at mode forgår, men stil består.
De tre tatovører Christian, Valentin og Maria samt salonens kaptajn og førstestyrmand, indehaveren Morten og pierceren Jonas, er bestemt heller ikke selv blege for at lade sig pryde af nålene. Både dem med og uden farve.
Og det vækker opsigt, når hver en centimeter på kroppen er smurt ind i tatoveringer, og ekskærestens portræt og navn er foreviget syv steder på kroppen. Men Jonas og Morten samt resten af flokken i Tattoo Salonen er ligeglade. De elsker at udsmykke sig selv og andre.
Antal programmer: 6
Premiere: Mandag den 16. januar
Sendedag: Hver mandag klokken 21.00 på TV3+
2 boliger – 1 pris
Gæt, hvor stor en feriebolig man kan få i det ene land – og hvor lidt man får for de samme penge i et helt andet land
En ny serie på TV3 kombinerer nu to af danskernes yndlingsbeskæftigelser: at rejse på ferie og at gætte boligpriser. I 2 boliger – 1 pris rejser vi ud i verden til nogle af de rejsemål, som vi danskere oftest vender tilbage til igen og igen. Hvad koster det, hvis man her skulle få lyst til at bytte skiftende hotelværelser ud med eget domicil i ferieparadiset? Og hvor meget mere – eller mindre – kan man få for samme sum penge et andet sted?
2 boliger – 1 pris gør os klogere på, hvor det er bedst, billigst og sjovest at købe en feriebolig. I hvert program koster boligerne præcis det samme, men det er seerne, der skal gætte denne pris. Og der er noget for enhver pengepung, når vi både ser på boliger i Europas metropoler, på ødegårde og på lejligheder rundt om i verden.
Programmets to værter er Rasmus Soele Nielsen og Jon Hasselbalch Mikkelsen. De ser i hver udsendelse på spændende og fantastiske ferieboliger på to af danskernes foretrukne feriedestinationer. Og mens værterne undersøger både boliger og rejsemålenes specialiteter, er der rig mulighed for hjemme foran skærmen at gætte løs på boligprisen.
2 boliger – 1 pris giver således også gode bud på, hvad den næste ferie kan bruges på, når Jon og Rasmus tester de sjoveste, fedeste og vildeste turistaktiviteter i området omkring hver eneste bolig. – Også selv om du ikke er på boligjagt uden for Danmarks grænser.
I programmerne går turen til henholdsvis Sydfrankrig og Toscana, Thailand og USA, Alanya og Costa del Sol, Berlin og Småland, Kroatien og Portugal samt Østrig og Gran Canaria.
Antal programmer: 6
Premiere: Søndag den 22. januar
Sendedag: Hver søndag kl. 19.00 på TV3
Divaer i junglen
De er vant til luksus og ynder ikke at dele rampelyset med nogen som helst. Men nu skal 10 divaer sammen overleve virkelighedens barske, og bestemt ikke ufarlige, vilde jungle
Deres sande habitat er i spotlight og blitzlys på den røde løber. De er kendte for deres eskapader både på tv-skærmen og ugebladenes forsider. Og de har hidtil formået at klare sig igennem intriger og rænkespil, dramaer og skandaler. Men kan TV3’s 10 største divaer også overleve 30 dage i junglen – og hinanden?
TV3’s seere er allerede på fornavn med Amalie, Susan K, Tammie og Samanta fra Paradise Hotel. Det samme gælder Sy Lee, Irina og Sofie fra Fristet. Og Maria fra Sommer i Sunny Beach, Jessica Sky fra TV3+-serien Danmark om natten samt Gustav fra For lækker til love er ligeledes velkendte ansigter. Det er disse 10 reality-stjerner, der nu skal dyste om at blive junglens sejeste diva samt om præmien på 100.000 i TV3’s nye reality-serie Divaer i junglen.
De er alle vant til fest og farver. Men det er der ikke meget af i Costa Ricas jungle i Mellemamerika.
Her er ikke en gang strøm til fladjernet, og stilethælene synker hurtigt i mudderet. Til gengæld er der et særdeles rigt dyreliv, hvilket de 10 divaer naturligvis både får at føle og smage…
De er dog ikke alene. TV3’s survivor over dem alle, Jakob Kjeldbjerg, vil som seriens vært byde divaerne velkomne til junglen og vil som en anden støttepædagog indgyde mod og vilje hos divaerne til at modstå strabadserne. Og mon ikke Kjeldbjerg også bliver nødt til optræde i rollen som fredsmægler blandt Divaer i junglen….?
Tæsk en kendt
Fire kendte mænd. Fire almindelige danskere. Og én boksering. Der er smæk for alle skillinger, når TV3+ tæsker en kendt
Den kommer til at stå på blod, sved og højpotent herrefight, når TV3+ dette forår giver den en over nakken i den nye underholdnings-serie Tæsk en kendt. Her har fire kendte danskere haft både mod og mandshjerte nok til at takke ja til udfordringen om at blive gennemheglet af den professionelle boksetræner Poul Duvill for at kunne stille op til en boksekamp mod en ukendt udfordrer.
Fælles for de fire kendte mænd er, at de på den ene eller anden måde har stukket næsen for langt frem i medierne. Den ene er blevet gift med en smuk, men meget yngre ridepige. Den anden har udseendet til at score alt for mange piger. Den tredje jagter et gennembrud over there med nyt navn langt væk fra sin pige Og den fjerde er bare for lækker til stort set alle piger.
De fire udfordrere er helt almindelige danskere, der bare har et brændende ønske om at bokse mod netop en af de fire ovenstående kendisser. De har haft mulighed for at tilmelde sig programmet i løbet af december, hvor der har været en castingrunde i gang. De fire udvalgte udfordrere bliver naturligvis også fulgt i programmet, hvor de bliver trænet af Thomas Damgaard.
I hvert program følger vi en af de fire kendissers lange, seje vej til at nå målet: at stå i bar overkrop i den eneste ring med fire kanter, nemlig bokseringen. Og vi er med hele vejen, lige fra første gang de hver især oplever at få én på siden af hovedet, til de står klar til at møde deres modstander i et stort anlagt boksestævne.
Det er allerede nu muligt at købe billetter til det store boksestævne i Falkoner Salen den 18. februar. Programmerne vises efterfølgende på TV3+ med tre ugers mellemrum.
Tosset med golf
Golfentusiasterne Tomas Villum Jensen og Uffe Holm vil have flere, de kan slå et slag sammen med
Hvad har TV3s egen Adam Duvå Hall og Peter Palshøj til fælles med modellen Mascha Vang og stylisten Kenny Aleksandr? Hvad er de fire lige så elendige til som skuespilleren Jonas Schmidt, rapperen Al Agami, tv-værten Marie Egede og radioværten Anja Steensig samt Malene Qvist fra Sukkerchok? Svaret er: golf!
Men dette forår vil Uffe Holm og Tomas Villum Jensen på TV3+ gøre, hvad de kan, for at de ni kendisser bliver Tosset med golf. Gennem otte programmer skal disse ni golf-amatører tilmed konkurrere i et udskillelsesløb om at blive den bedste af dem til at spille golf.
Modsat de ni er værterne Uffe Holm og Tomas Villum Jensen ganske ferme til at svinge køllerne, i hvert fald på golfbanen. – Og de to udfordrer derfor gennem alle programmerne de ni deltagere ud i en hel del ganske specielle golf-øvelser. Det være sig alt lige fra kapløb i golfbiler og til at ramme ned i en kuglegrill med et slag, samt mere almindelige golf-udfordringer såsom at drive længst og komme op af en bunker.
I de første seks afsnit er det ren udskillelse, hvor deltagerne hver gang er med i to konkurrencer. Den første handler om at sikre sig fredning fra at ryge ud, mens den anden afgør, hvem af de to dårligste i programmet der skal ud af konkurrencen. Og konkurrencegenet hos alle ni slår ud i lys lue i hvert eneste program, hvor både gode slag og frustrationer ender i såvel hån som jubel på Himmerland Golf og Country Club, der lægger bane og klubhus til disse konkurrencer.
De sidste to programmer står i den store finales tegn. Her drager de tre tilbageværende spillere til Gran Canaria, hvor de skal dyste på en rigtig 18 hullers bane. Først elimineres den dårligste af finalisterne, hvorefter de sidste to finalister skal gå den sidste runde med Tomas Villum Jensen og Uffe Holm, inden den endelige vinder kåres.
De 10 bud
Adam Duvå Hall er forsøgskanin i TV3+’s ultimative guide til Danmarks mest finurlige miljøer
Hvordan gebærder man sig i overklassen? Hvordan bliver man stjerne? Er den enarmede tyveknægt en sport? Og hvad skal man for alt i verden ikke gøre?
I otte programmer bliver Adam Duvå Hall dette forår sendt land og rige rundt for at finde interessante myter, facts og anekdoter – og ikke mindst svaret på, hvordan man gebærder sig i de forunderlige og skæve verdener.
Mulle skulle i den danske klassiker Zappa spise en skovsnegl for at være med i klubben, og der er ikke langt fra Bjarne Reuters ungdomsbog til essensen i programmet De 10 Bud. Det handler om de uskrevne regler og kodekser, som kommer under lup og bliver sat på spidsen i nogle særdeles spektakulære universer.
Og leder man grundigt, findes der sjove anekdoter og skræmmende sandheder i selv de mest usandsynlige miljøer. Det erfarer Adam Duvå Hall til foråret, hvor han blandt andet lærer bud så som ”hvis du tilhører overklassen, så skal du holde kæft med det”, ”agurker er kun for fattigrøve, vegetarer… og singlepiger” samt ”fortæl aldrig på forhånd, at en vittighed er sjov”.
Med Adam Duvå Hall som detektiv bliver hans skæve og humoristiske tilgang til verden sat på prøve, når han udfordres for at tilpasse sig rollen som eksempelvis langtidschauffør i truckermiljøet, stjernespiller i en fodboldstorklub og indsat i et fængsel.
Alle steder findes der sjove anekdoter og skræmmende sandheder. Og kendetegnende for alle miljøer er, at de hver især har hemmeligheder og regler, der ikke er nedfældet på stentavler. Spørgsmålet er, om hr. Adam Duvå Hall kan lære at begå sig, hvor end han kommer hen…?
Se også hvilke programmer der vender tilbage på TV3 kanalerne i foråret her
Se hvilke nye tv-serier TV3 kanalerne byder på i foråret 2012