TV-Nyt

Foråret 2016 på Kanal 4

Discovery Networks har løftet sløret for deres programpremierer for foråret. Se herunder hvad der er i vente på Kanal 4 og Kanal 5.

Foråret 2016 på Kanal 4

Kanal 4 satser på onsdag aften som stor tv-aften under titlen Endelig Onsdag. I presseteksten lyder det. Det er aftenen, hvor tv’et erstatter ugebladet, hvor livsstil, kærlighed, veninder, forandring og familieforhold overtager hele Kanal 4-fladen – kort fortalt er det ’endelig onsdag’.

baronessen og mig kanal 4
Billede: Discovery Networks

Baronessen & mig

Premiere 10 februar / Sendedag: onsdage

De store følelser er i spil, når Caroline Fleming til foråret vender tilbage på Kanal 4. Her giver hun en række danske kvinder det, de allermest har brug for: Et kærligt spark bagi og en ordentlig omgang forkælelse.

Livsstil møder reportage, når baronesse Caroline Fleming tager rundt i Danmark for at møde seks kvinder, der sidder fast i livet enten på grund af en skilsmisse eller et alvorligt brud med kæresten. For de fleste af kvinderne har bruddet betydet, at deres selvtillid er helt nede i kulkælderen, og mange af dem har mistet troen på igen at finde kærligheden. Det vil Caroline Fleming lave om på. Hun besøger derfor de seks kvinder på deres hjemmebane, hvor de deler deres historier med baronessen. Og der bliver både grædt, grint og lagt adelige skuldre til, når kvinderne for alvor åbner deres hjerter.

Efter besøgene inviterer Caroline Fleming på en forkælelsestur på sin egen hjemmebane i London. Her får de seks kvinder på skift en kærlig behandling, der inkluderer et besøg hjemme hos baronessen, en ny garderobe og en make-over i en af Londons bedste skønhedssaloner. Kort fortalt, giver Caroline Fleming kvindernes selvtillid et ordentligt boost, i håb om, at få dem til at se lyst på fremtiden og turde lede efter kærligheden på ny.

Silas johannes louise Kanal 4
Foto: Discovery Networks

Silas, Johannes & Louise

Premiere: 10. februar / Sendedag: onsdag

Kanal 4’s helt egen regnbuefamilie er tilbage i en ny sæson fra onsdag 10. februar, hvor vi kommer endnu tættere på danser og entertainer Silas Holst, ægtefællen Johannes Nymark og moderen til deres fælles datter Maggie My, Louise Mahnkopf.

I første sæson af reportageserien fik Kanal 4-seerne et sjældent indblik i, hvordan en moderne regnbuefamilie hænger sammen. Og i den nye sæson går vi endnu tættere på og får alle spændingerne at føle. For det er naturligvis ikke ren idyl, når et lille barn kommer til verden, og familien skal få hverdagen til at hænge sammen på kryds og tværs.

Hvad sker der, når Louise begynder på jobbet igen, og de to lettere kaotiske fædre skal passe datteren Maggie My? Hvem får hvilken forældrerolle? Og hvad med kærligheden – hvordan klarer Louise det at være den eneste uden en kæreste i trekløveret? Kan hun finde kærligheden på trods af regnbuefamilien? Og hvad med Louises og Silas’ venskab – kan det holde til deres nye roller som forældre? Det er nærmest en naturlov, at en altid vil føle sig udenfor, når tre mennesker får et barn sammen, og familien må da også sande, at den bliver nødt til at kæmpe ekstra meget for at holde sammen på det hele. Og hvad med fremtiden – skal Maggie My have søskende?

Julies madselskaber kanal 4Julies madselskaber

Hyggen er i højsædet, når Julie Zangenberg til foråret inviterer inden for i sit køkken og indvier seerne i sin helt store passion: Madlavning.

I et helt nyt livsstilsprogram på Kanal 4 springer skuespiller Julie Zangenberg ud i en helt ny rolle som vært på et madprogram. Julie er vant til at være værtinde ved forskellige sammenkomster, fra fodboldaftener til dinner-parties, og nu inviterer hun en række kendte kvinder hjem i sit eget køkken. Den kendte gæst hjælper med at lave mad ud fra Julies egne opskrifter med masser af inspiration til både hverdag og fest. Menuen varierer fra gang til gang, men faste ingredienser er den gode stemning, tips og madtricks, når snakken går over køkkenbordet, mens kvinderne deler deres fælles passion og forhold til mad. I hvert program inviterer Julie en ny gæst hjem og sammen tilbereder de en tre-retters menu ud fra et specifikt tema.

For Julie Zangenberg har mad altid været noget helt specielt; som barn holdt hendes forældre ”tema-weekender” om urter, ingredienser og forskellige landes køkkener, og netop derfor har madlavning altid været skuespillerens hemmelige passion – indtil nu.

”Julies madselskaber” er lavet af United, men idé-kvinden bag programmet er såmænd værtinden selv, Julie Zangenberg.

Gæster i Julies køkken: Signe Lindkvist, Julie Christiansen, Christiane Schaumburg-Müller, Kaya Brüel, Medina, Maria Lucia, Annette Heick, Elisa Lykke og Mascha Vang.

robert hansen kanal 4Robert Hansen – tilbage til livet

30. marts kl. 20:00

Følg Robert Hansens lange, seje kamp tilbage til livet i en hamrende ærlig reportageserie, der går helt tæt på den populære skuespiller i tiden efter at han under stor dramatik blev hasteindlagt med en ridse i kranspulsåren.

For knap et år siden var Robert Hansen ved at miste livet. Under stor dramatik blev han hasteindlagt, da han faldt om midt under musicalen Dirty Dancing, som han havde en af de bærende roller i. Efter en otte timers lang operation vågnede Robert Hansen op; lykkelig for at være i live – men angsten for at dø havde sat sig fast i kroppen.

Helt exceptionelt har Kanal 4 i samarbejde med produktionsselskabet United fået lov til at følge Robert fra hans tid i hospitalssengen. I en utrolig åben og meget ærlig reportageserie deler Robert de tanker, den voldsomme oplevelse har sat gang i. Han fortæller om angsten for ikke at kunne være der for sønnen Herman; om sine tanker om kærligheden og familien; og så følger vi på tætteste hold hans lange, seje kamp for at komme tilbage både til livet og til scenen. En kamp, der koster blod, sved og masser af tårer.

Ud af stilheden Kanal 4Ud af stilheden

Premiere: 23. februar / sendedag: tirsdag

Når verden pludselig får lyd.

I en gribende og livsbekræftende reportageserie følger vi otte døve danskeres helt utrolige og bevægende vej ud af stilheden – og ind i en verden, hvor lyde kan høres. De otte personer er alle døve eller stærkt hørehæmmede. Nogle af dem er født sådan, mens andre har mistet hørelsen senere i livet. Men fælles for dem alle er drømmen om, at miraklet vil ske; at de vil komme til at høre og opleve musik, latter og stemmerne fra dem, de elsker. Og den drøm er nu mulig. Ved hjælp af den nyeste teknologi og dygtige læger får de otte personer nu muligheden for at opleve en verden, fyldt med lyd.

I ”Ud af stilheden” følger vi de otte danskere – både børn og voksne – før, under og efter dén operation, som vil åbne en helt ny, lydhør verden for dem. Men vejen til at kunne leve med hørelse er benhård, og Kanal 4 er med, lige fra de sværeste øjeblikke til de største sejre – i deres kamp for at komme ”ud af stilheden”.

Hjælp jeg er begravet i rod Kanal 4Hjælp, jeg er begravet i rod

Premiere: 23. februar / sendedag: tirsdag

I Danmark findes der mennesker, som bogstaveligt talt lever begravet i rod. De kan ikke overskue at rydde op og smide ud, og mens bunkerne af ting og affald i hjemmet hober sig op, isolerer de sig mere og mere, fordi de skammer sig over rodet.

I serien “Hjælp, jeg er begravet i rod” besøger tv-vært og psykolog Anne-Dorte Krog Gausbøl seks forskellige mennesker, som lider af ekstrem samlermani. Med sig har hun et tilbud om et skræddersyet behandlingsforløb, der består af psykologsamtaler med den anerkendte psykolog Eivind Johansen, og praktisk hjælp til massiv oprydning og rengøring. Psykologsamtalerne forbereder samlerne på at skulle tage afsked med mange ting, hvilket i sagens natur er meget grænseoverskridende for en samler. Den praktiske hjælp sørger flyttemænd for: Sammen med samleren og dennes pårørende, tømmer de hjemmet, så der kan blive gjort ordentligt rent, og samleren kan sortere sine ting i ro og mag – med støtte fra psykologen. Hvis det skal lykkes at gøre sig fri af samlermanien, er det vigtigt, at den syge selv tager det fysiske og mentale ansvar for at smide ud. Ellers risikerer man bare, at bunkerne vokser igen.

Spørgsmålet er, om det lykkes for de seks samlere at få ryddet op i hjem og sind?

dit hjem i vores hænder Kanal 4Dit hjem i vores hænder

Premiere: 8. februar / sendedag: Mandag-Torsdag

Kendte danskere konkurrerer på knofedt og kreative ideer i underholdende indretningsprogram.

Hvad sker der, når Christiane Schaumburg-Müller og Richard Ragnvald krydser malerpensel og målebånd? Det giver disse helt nye afsnit af “Dit hjem i vores hænder” svaret på. I “Dit hjem i vores hænder” trækker en række kendte danskere i arbejdstøjet og svinger hammer og tapetruller i konkurrencen om at lave den bedste make-over i nogle helt almindelige danske hjem. Den står på knofedt og kreative ideer, når kendisserne på bare fire dage skal forvandle fire rum i en bolig. Til hvert rum har de blot 10.000 kroner og én dag til rådighed. Derudover har hver kendis også en ven – og en professionel handyman – til at hjælpe sig.

Eva Nabe Poulsen leder hver uge de to kendis-kombattanter sikkert igennem strabadserne, og til at bedømme de færdige resultater, står indretningsstylisten Jesper Gadegaard klar.

Udover Christiane og Richard Ragnvald, dyster komtesse Camilla af Rosenborg mod Amin Jensen, og Amalie Szigethy udfordrer Michel Castenholt.

Singleliv Kanal 4Singleliv

Premiere: 5. april / Sendedag: Tirsdag

I 16. sæson af “Singleliv” lukker en række kærligheds-hungrende mænd og kvinder os atter ind i deres kærlighedsliv – på godt og ondt.

I “Singleliv” møder vi i denne sæson gang Tina fra Helsingør, der har en søn på seks år, alligevel holder hun sig ikke tilbage fra at gå i byen hver weekend. Mette fra Herning vil have en mand med hår på brystet og fødderne solidt plantet i den jyske muld, og kosmetologen Camilla, kendt fra Big Brother, lader sin mops vurdere, om fyrene er noget for hende. Charmetrolden og dyrepasseren Sebastian DiCaprio scorer piger på stribe, men mister hurtigt interessen igen, og frisøren Ditte er på jagt efter en skruk mand.

Den nye sæson byder også på kærlige gensyn med Claus fra Ølgod, Serina fra København, kokken Jesper og ikke mindst ”Numse-Rasmus” fra Ålborg. Der er lagt op til en perlerække af underholdende dates, masser af humor, intime øjeblikke og til tider pinlige gensyn med gamle flammer.

Film og serier på Kanal 4

Medical Night med ”Greys hvide verden” vender tilbage til foråret, og i år får klassikeren følgeskab af den hæsblæsende dramaserie ”Code Black”.

Skadestuen på Angels Memorial Hospital i LA er landets travleste, og hver dag skubber Residency Director, Leanne Rorish, sine turnuslæger ud i krævende beslutninger på den overfyldte skadestue, der ofte når det kritiske niveau, hvor der er flere patienter end ressourcer – et såkaldt ’code black’.

Foråret byder også på 2. sæson af den Golden Globe-nominerede dramaserie ”Djævlens advokater”, og så giver Kanal 4 seerne et følsomt indblik i den såkaldt ’åbne’ adoptionsproces i USA i dokumentarserien ”The Baby Wait”, hvor den biologiske mor har 30 dage til at ombestemme sig og få barnet tilbage fra de forældre, der har valgt at adoptere barnet.

Kanal 4 sørger også for, at du får den bedste sladder. I det nye år kan du hver søndag flade helt ud med de bedste filmkys, de største hunks og de slibrigste skandaler i ”Hørt i Hollywood”.

Derudover er Kanal 4 selvfølgelig også filmklassikernes holdeplads, og i foråret kan seerne glæde sig til et gensyn med både ”Cocktail” og ”Pretty Woman”. Derudover hylder Kanal 4 både kærligheden og humoren i ”The Proposal” med Sandra Bullock og Ryan Reynolds, og i tv-premieren ”The Big Wedding”, hvor Diane Keaton og Robert de Niro må lade som om de stadig er lykkelige sammen, da deres adoptivsøn skal giftes.

Kilde: Discovery Networks

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard