Et nyt TV er forældet om 5 år
På Brancheforeningen Forbrugerelektronik (BFE) pressemøde på CES i Las Vegas talte formanden Laila Kelp Rasmussen også om udviklingen på tv-området der nu går så hurtigt, at nye tv-apparater hurtigt bliver forældede.
Hvor mange forbrugere tidligere forventede at tv holdt mindst 10 år, så er der med den nuværende teknologiske udvikling nu nye tider. BFE vurderer, at forbrugerne tror deres nye tv holder mindst seks til syv år. BFE’s bud er dog nærmere fem år, ligesom man kender det fra computere.
Virker stadig efter 5 år
Når Laila Kelp Rasmussen på branchens vegne lægger holdbarhedstiden på fem år, skyldes det ikke, at man kan forvente, at fjernsynet slet ikke dur efter fem år. Det handler om, at producenterne hele tiden putter så mange nye muligheder ind i apparaterne, at de gamle modeller lynhurtigt bliver forældede.
– Buddet på den korte holdbarhedstid er altså, hvis man hele tiden ønsker at kunne benytte de nyeste muligheder, siger branchedirektøren. Med usikkerheden omkring udviklingen i forhold til Ultra HD formatet pt. kan 5 år dog være optimistisk efter vores vurdering her på DIGITALT.TV.
Det er i den kommende tid nye muligheder som forbedret smart-tv og det super højtopløselige Ultra HD TV format, der skal få danskerne til at udskifte fladskærmen.
Kilde: nyhederne.tv2.dk