TV-Nyt

Efteråret på Kanal 5

SBS Discovery Media har frigivet deres overblik over efterårets programmer. Se her hvad du kan se på Kanal 5

heartless Julie Zangenberg kanal 5Heartless – ny dansk serie

”Heartless” er dansk drama, som det aldrig er set før. Ungt, modigt og sexet. En rejse ind i et univers, hvor historiske begivenheder smelter sammen med nutiden i en dramatisk skæbnefortælling. Julie Zangenberg og Sebastian Jessen har de bærende hovedroller i ”Heartless” som søskendeparret Sofie og Sebastian, der bærer på en hemmelig og frygtelig forbandelse. Sofie er den kyniske i søskendeparret. Hun gør, hvad der er nødvendigt og lever med sin skæbne, mens Sebastian er tynget af skyld over at måtte stjæle livet fra andre.

Men begge er de opsat på at løse mysteriet om deres forbandelse og forsøge at slippe fri af den. Jagten på svar leder de to søskende til den dystre og traditionsbundne kostskole Ottmannsgård, og her begynder et helt nyt liv for søskendeparret. Snart er begge suget ind i skolens sociale spil, hvor alfa-hannen Ditlev styrer menageriet, og teenage-drifterne sidder uden på tøjet. Men Sofie og Sebastian er ikke de eneste på Ottmannsgård, der bærer på en hemmelighed, og efterhånden trænger en mørk og forfærdelig historie, der går 400 år tilbage i tiden, op mellem gulvbrædderne på Ottmannsgård og forvandler kostskolen til en skæbnefortælling om synd og tilgivelse, liv og død, kærlighed og mystiske kræfter.

Danmarks næste topmodel

Kanal 5 har sat det stærkest mulige hold, når Caroline Fleming, Uffe Buchard, Christiane Schaumburg-Müller, Oliver Bjerrehuus og Jesper Thomsen indtager de centrale roller i fjerde sæson af ”Danmarks næste topmodel”. Med fokus på hvert sit felt og den ’virkelige’ modelverden, skal de fem dommere i løbet af 10 uger coache, pace og motivere 20 udvalgte modelaspiranter for til sidst at finde ”Danmarks næste topmodel”.

kagekampen kanal 5Kagekampen

Konditorfaget har i mange år stået i skyggen af de danske succeskokke, men den tid er forbi! Der jongleres som aldrig før med fondant, smørcreme og sukkerkugler i de danske hjem, og nu kaster Kanal 5 sig også ind i ”Kagekampen”. Thomas Mygind styrer løjerne, når en række passionerede danske amatørbagere kæmper om, hvem der bedst styrer udstikkere, sprøjteposer og ikke mindst nerverne, når der skal kreeres lækre og velsmagende kager på tid.

Og niveauet er højt, når bl.a. en hjerneforsker, en landbrugsassistent og en webkonsulent kaster sig ud i kampen om at kreere alt fra småkager til avancerede bryllupskager. Og det er fascinerende at se de mange fantastiske, farverige og detaljerede små mesterværker, det lykkes at få skabt på kun halvanden time. Mens vært Thomas Mygind spørger ind til deltagerne og støtter dem, når nerverne løber af med dem, vil de to professionelle konditorer, Allan Andersen og Marianne Valentine, stå for at smage på de færdige kager og bedømme, hvem der skal gå videre i konkurrencen. I ”Kagekampen” vil fem nye amatørbagere hver uge mødes til en række udfordringer, der i stigende sværhedsgrad skifter fra dag til dag. I løbet af ugen vil deltagerne én efter én blive siet fra af dommerne, indtil en vinder er fundet. Ugens bedste bager går direkte videre til den afgørende finale, hvor uge-vinderne kæmper mod hinanden.

Fra Sydhavn til West Coast

Linda P og Christina Sederqvist har efterhånden opnået alt, hvad der ligger inden for mulighedernes grænser i Danmark, så nu er næste skridt at følge i andre store danskeres fodspor og indtage USA. Pigerne er klar til Hollywood, men spørgsmålet er, om Hollywood er klar til pigerne? Missionen er tilsyneladende overskuelig: Med hjælp fra en danskamerikansk agent skal de indynde sig hos Hollywoods stjerner og gennem dem opnå det endelige gennembrud. Men nogen gange er tingene ikke helt så ukomplicerede, som man kunne forestille sig…

Det store Dating Show

Christiane Schaumburg-Müller spænder igen Amors bue i Kanal 5’s store, sjove og romantiske show, hvor to par i hvert program sendes direkte af sted på en uges drømmeferie i Thailand for at undersøge, om de er det perfekte match!

I hvert show byder Christiane Schaumburg-Müller velkommen til to singler, der skal vælge mellem tre bejlere, de ikke kan se, men til gengæld må udspørge ligeså hæmningsløst de vil!

For at gøre indtryk må bejlerne være hurtige på aftrækkeren og rappe i replikken, når de skal svare på nærgå- ende spørgsmål, og når de bliver kastet ud i diverse prøver. Heldigvis giver Christiane Schaumburg-Müller gerne en hjælpende hånd med, når der skal testes for ’god bagdel’ eller ’fodmassage’. ”Det store datingshow” er et rigtigt feel-good program, hvor kærligheden blomstrer på baggrund af en lækker ’Mad Men’- og 60’er-inspireret scenografi, akkompagneret af de skønne syngepiger i ”The Jingles”.

”The Dating Game”, som originalformatet hedder, har kørt i utallige versioner verden over, siden det blev opfundet i 1965. Programmet har blandt andet haft stor succes på den amerikanske tv-kanal ABC i mere end tre årtier.

Party på Ibiza

Ibiza er Europas hot spot no. 1 – hvor danskere er og hvor danskere kommer til. Her samles de unge, smukke og rige i højsæsonen til en eksplosion af abefest, eksklusiv clubbing og 70’er hippiestemning. Mød en ’dukke’ med et spektakulært sceneshow, og tag med reality-stjerner på scoretur på verdens største natklubber. Du kan også suge Ibizas magi og gode vibrationer til dig, når den altid positive Big Brother-Camilla tjekker ind i en yogalejr.

Kongerne af Svendborg

De royale rammer er helt på plads, når Kongerne denne sommer holder hof i Svendborg. Når de otte Konger ikke fyrer den af i Svendborg by night, vil de nemlig residere i skovløberboligen ved Valdemars Slot, hvor der uden tvivl vil blive festet igennem med stil.

I ”Kongerne af Svendborg” er to helt nye Konger med til at give den gas sammen med Knaldperlen, Foxy, Dolken, Posh, Miami og Blondie. Som wing man får fyrene nemlig forstærkning i form af 21-årige Glenn ’Zebra’ fra Kalundborg, der går på lager- og transportuddannelsen. Glenn er den søde fyr, der kan snakke med pigerne, som forstår dem og som lytter – men han er også ham, som altid scorer. Selv mener han, at han har lært det der med kvinder af sin søster! Mellem pigerne finder man også et nyt ansigt. Rosa ’Bubbly’ på 23 år bor i Odense med sin chihuahua Archie. Hun læser til sygeplejerske på andet år og er en rigtig drengepige, der ligeså gerne hopper i flade sko som stiletter. Og så har hendes temperament tendens til at løbe af med hende – især når hun har fået noget at drikke. Det bliver dog ikke kun sjov og ballade i Svendborg, for vanen tro har Kongerne også pligter, der skal varetages, og denne sommer skal de arbejde på minigolfbanen på Valdemars Slot. Men når natten falder på, går det løs i party-byen Svendborg, hvor der venter Kongerne en fest, de aldrig glemmer

Politijagt

Vlado og hans kollegaer i ”Politijagt” er kørt i stilling til 9. sæson af den spændende reportageserie. Kanal 5’s krimivært, Stine Bolther, bliver i denne sæson vært for en række ”Politijagt Special”, hvor hun tager seerne med helt tæt på, når speedometernålen dirrer langt over det tilladte, og når de små veje bliver brugt til livsfarligt ræs. Seerne er også med i første række, når spritstive bilister bliver taget på fersk gerning bag rattet i alt for store branderter. Vi tager også med færdselspolitiet på arbejde, når de stopper bilister, som har travlt med alt andet end netop at køre bil

hannibal kanal5 Mads MikkelsenHannibal

Der er meget mere Mads Mikkelsen i vente til efteråret, når den psykologisk højspændte serie ”Hannibal” vender stærkt tilbage på Kanal 5. I serien spiller Mads, som bekendt, den legendariske Dr. Hannibal Lecter, der indgår i et intenst psykologisk dobbeltspil med Hugh Dancy og Laurence Fishburne. Som bonus har produktionsselskabet netop skrevet under på en helt ny sæson af serien, som Kanal 5 naturligvis også har sikret sig.

fra søndag den 15. september kl. 21.00

Banshee

Den stærkt hypede og rå gangsterserie ”Banshee” får premiere på Kanal 5 til efteråret. Den stærke rolleliste tæller ud over danske Ulrich Thomsen, også Anthony Starr og Ivana Milicevic. Handlingen tager sit afsæt i byen Banshee, hvor sex, vold, bedrag og kriminalitet pibler frem ved blot det mindste krads i overfladen.

fra søndag den 15. september kl. 22.00

Marvel’s Agents of S.H.I.E.L.D

Kanal 5’s nye serie, ”Marvel’s Agents of S.H.I.E.L.D.” er baseret på tegneserien ”S.H.I.E.L.D.”. Agenten Phil Coulson får til opgave at sammensætte et hold med de bedste agenter med hver deres forcer. Teamet skal tage sig af de ekstra specielle sager, og teamet består blandt andre af en kampekspert, en videnskabsmand og en computerhacker. KLASSIKERNE Efteråret byder naturligvis også på nye sæsoner af Kanal 5’s kendinge: ”CSI”, ”CSI: New York”, ”Criminal Minds”, ”Person of Interest”, ”Special Victims Unit” og ”Arrow”.

Film premiere på Kanal 5 i efteråret

Kanal 5 byder på tv-premierer og klassiske filmtitler for store som små fra alle hjørner af genre-spekteret. Glæd dig blandt andet til ”Limitless”, ”How to Train Your Dragon”, ”Kung Fu Panda 2” og ”Little Fockers”.

Kilde: SBS Discovery Media

 

I samme kategori

Back to top button