DR’s radioapp skifter navn til DR Lyd
DR’s radioapp skifter navn til DR Lyd og bliver samtidig den digitale hovedindgang for DR’s samlede lydtilbud. Appen er blevet opdateret for at give brugerne en bedre digital oplevelse og være til stede med digitalt indhold, der hvor lytterne er.
I forlængelse af DR’s mål om, at otte ud af 10 danskere i 2023 skal benytte et digitalt tilbud fra DR, er lanceringen af DR Lyd et vigtigt skridt i udviklingen af radio.
I DR Lyds app kan man finde stærke podcasts, som i fremtiden vil udkomme i længere serier på faste tidspunkter, da man ved, at lytterne foretrækker at opbygge faste vaner – det gælder også for podcasts. Podcast har derfor fået et løft i den opdaterede app, så den både er nemmere at finde rundt i, og så DR bedre kan matche de digitale lytteres behov.
Alle radioens flowkanaler ligger også i DR Lyd. Med både live og podcasts på samme platform bliver det et tilbud, som adskiller sig fra andre tjenester. Derudover har det også været vigtigt i arbejdet med indholdet på platformen, at det har et tydeligt public service-afsæt og taler ind i en dansk virkelighed.
Markant ryk på digital lytning
– Især den yngre generation har virkelig taget podcasts til sig som deres lydmedie, og DR skal selvfølgelig være dér, hvor danskerne er. Derfor tager vi nu et skridt ind i en digital fremtid og forener styrken ved vores flowkanaler og podcastmediet på samme platform. Målet er at gøre oplevelsen af digitale lytning i appen mere værdifuld for danskerne, og det er både noget, jeg er meget stolt over og venter mig meget af, siger Anette Kokholm, der er DR’s radiochef.
– Podcast er et marked i kraftig vækst – både med dansk og udenlandsk indhold. Her er det DR’s opgave at sikre lytterne et tilbud med kompromisløst, dansk kvalitetsindhold uden reklamer. Udover indholdsmæssig kvalitet, så er det med DR Lyd også vores ambition at tage et markant ryk på digital lytning, så danskerne oplever lige gode tilbud fra DR, uanset om de foretrækker at lytte til flowradio eller podcast, fortæller Anette Kokholm.
DR er allerede gået i luften med en række nye podcast på det seneste – blandt dem er for eksempel ’Hjerteflimmer for voksne’ med Sara Bro som vært hver onsdag. Fodboldfællesskabet ’Fodboldlisten’ som udkommer hver tirsdag med værterne Andreas Kraul, Francis Dickoh og Thomas Loft. Historiepodcasten ’Bakspejl’, der udkommer hver mandag med Martin Grønne. Og ’Djævlen i detaljen’, som er DR’s nyeste krimipodcast, der kan høres hver onsdag. Samt den helt nye videnskabspodcast ’Flyvende tallerken’, hvor astrofysiker Anja C. Andersen sammen med radiovært Frederik Dirks Gottlieb hver mandag undersøger uidentificerede flyvende objekter, også kendt som UFO’er.