DR’s fokusområder i denne Corona tid
På indholdssiden vil DR fortsat have størst fokus på nyheder og folkeoplysning for at få vigtig viden om corona så bredt ud som muligt. Der er skruet markant op for denne dækning, og på DR1 er der således omkring seks gange så mange live-sendetimer med nyheder og aktualitet som vanligt.
Ved siden af disse tiltag har DR også sat nye, særlige initiativer i søen. Det drejer sig blandt andet om et nyt kulturformat, morgensang med Phillip Faber og særlige undervisningspakker fra DR Skole.
Nyheder og oplysning bredt ud til danskere
-
Markant mere nyhedsdækning. Omkring seks gange så meget dagligt live-tv på DR1 som vanligt. Faste TV-aviser gennem dagen, transmissioner af pressemøder også på DRTV og størstedelen af dr.dk fokuseret på corona.
-
Ny DR1-aftenflade: Fra 23. marts iværksat ny, tidlig aftenflade med en times programmer om corona. ’Lægens Bord’, hvor tv-lægen Peter Qvortrup Geisling sammen med eksperter svarer på seernes spørgsmål. Programmet ’Danmark derhjemme’ følger efter. Her kan danskerne dele erfaringer med livet under corona og få fakta om corona.
-
’Ultra Nyt’ er flyttet til DR1 og ligger som afslutning af denne aftenflade. Nu tilbydes også en tegnsprogstolket udgave af ‘Ultra Nyt’, den sendes mandag-fredag på Tegnsprogskanalen.
-
‘Horisont’ vil fortsat sikre det internationale perspektiv på corona.
-
På radioen er der – udover radioaviser og faste formater som ’Orientering på P1’, der er med fuldt fokus på corona, lanceret en række nye programmer – eksempelvis ’P1 Direkte med Clement’, der går bag om corona-krisen. Et andet eksempel er programmet ’Danmark lukker ned’ på P3 og P4, der sendes fra Aarhus.
-
Desuden kører nyhedspodcasten ’Genstart’ alle hverdage med historier, der kommer i dybden med corona.
Særlige tilbud til børn og familier, der er mere hjemme
-
Udover ’Ultra Nyt’ har DR Skole udgivet tre pakker med information om corona rettet mod henholdsvis indskolingen, mellemtrinet og udskolingen. DR har ligeledes frigivet hjemmeundervisningsmateriale, som forældre frit kan bruge.
-
Hver morgen vil mindst én kvalitetsbørnefilm blive programsat på Ramasjang for de mindste, og filmene vil også kunne streames på DRTV. I samme ånd sendes børnefilm som børn og forældre kan se sammen fredag og lørdag klokken 20.00.
-
Til de 4-8-årige er DR’s Ramasjang-app netop blevet opdateret med nyt udtryk og indhold. For at flest mulige får glæde af appen vil den også virke på ældre iPads, der ikke længere supporteres af Apple, om end i en lettere begrænset udgave.
-
Tre onsdage i træk er Silja Okking klar med en ‘rullinge’-konkurrence på DRTV. Med start 25. marts får børnene til opgave at lave den bedste tema-rulling. Børnene må udelukkende bruge ting, som de kan finde derhjemme – der opfordres ikke til indkøb.
-
På streamingtilbuddet DRTV findes der nu en lang række nye kvalitetsdokumentarfilm samt naturprogrammer oveni udbuddet af dansk og nordisk drama, der allerede er til rådighed.
-
I påsken lancerer DR årets største satsning – en serie om Danmarks natur, hvor danskerne får mulighed for at opleve den danske natur på en hidtil uset måde på dansk tv. Den er en del af et større tema om netop dansk natur, som ruller over de fleste af DR’s flader med mange timers oplevelser for hele familien.
-
P3 sender mellem 8 og 10 timer liveradio om dagen. Her skiftes kanalens værter om mikrofonen med en mission om at formidle de vigtigste informationer om corona-virus til alle unge og samtidig sikre fællesskab og selskab til de unge lyttere.
-
På DR2 og DRTV vil der være mulighed for at starte dagen med morgengymnastik.
Understøtte dansk kultur, mens mange kulturtilbud er lukket ned
-
I en tid, hvor en lang række kulturinstitutioner er lukket ned, bringer DR2 og DRTV en række film, koncerter og kulturprogrammer ud til danskerne. Desuden vil der flere gange om ugen være anbefalinger af kulturtilbud, som kan opleves hjemmefra.
-
Danske kunstnere har svært ved at komme ud med deres musik under corona-krisen, da blandt andre spillesteder holder lukket. Af samme grund mangler danskerne steder at opleve den danske musik. Derfor skruer DR nu ekstra op for den danske musik på P3 og P4. Fra onsdag og de kommende to uger spilles 80 procent dansk musik på disse kanaler.
-
Hver morgen kan danskerne synge morgensang med Phillip Faber på DR1 og P2. Dette kan danskere i udlandet også se via DRTV.
-
P2 sender ’Morgenandagten’ direkte fra Københavns Domkirke, og der er transmission fra gudstjenester om søndagen på DR2.
Øvrig folkeoplysning m.v.
-
På tværs af tv, radio, web og DRTV vil der fortsat køre spots fra myndighederne.
-
Kulturministeriet har besluttet, at kampagnen for overgang til nyt antennesignal er sat i bero.
-
Flere streamingtjenester har meddelt, at de skruer ned for kvaliteten for ikke at overbelaste nettet. I forhold til DRTV følger DR nøje om nettet i Danmark overbelastes. Skulle det ske, er man klar til at skrue ned for kvalitet på livesignal
-
Tilgængelighed: DR tilbyder undertekster på næsten alle programmer – herunder de mange liveudsendelser om corona-krisen. Synstolkning er påvirket af de mange hjemsendte medarbejdere i DR og er derfor sat på pause. Der ligger fortsat mange synstolkede programmer på DRTV – blandt andet dramaserier, men under krisen kommer der ikke flere til. Tegnsprogskanalen sender fortsat i denne tid en blanding af DR- og TV 2-programmer.
Nogle af DR’s store produktioner arbejder med meget lange tidshorisonter. Derfor meddeler DR allerede nu, at selvom man forsøger at indrette sig bedst muligt, så får corona-krisen betydning for indholdet og sendeplaner resten af året og videre ind i 2021. I takt med, at konsekvenserne for de enkelte produktioner bliver afklaret endeligt, vil disse blive meldt ud.