DR2 dækker Mars-landingen
- Johan Olsen er vært, når DR2 torsdag aften sender direkte fra Mars-landingen
Det ubemandede rumfartøj, roveren Perseverance, lægger an til landing på Mars. Dermed indledes den hidtil mest avancerede NASA-mission på planeten for at undersøge mulige spor efter liv.
DR2 byder på dækning med musiker, radiovært, biolog og forsker ved Københavns Universitet Johan Olsen, der er klar til at føre seerne igennem nogle timer, når landingen finder sted.
Missionen er ikke helt billig. Den koster 15 milliarder kroner, og den store Mars-robot har været over syv måneder på vej. Den blev sendt afsted fra Cape Canaveral i USA i slutningen af juli 2020 på den mange millioner km lange rejse.
– De sidste syv minutter bliver ubetinget de sværeste. De bliver kaldt ’7 Minutes of Terror’, og landingen er gået galt halvdelen af gangene, nogen har haft en mission til Mars. De senere år er det nu gået bedre end de første, forklarer redaktør og producent på ’DR2 Live: Danmark lander på Mars’, Henrik Bjerring.
– Torsdag aften får vi billeder direkte fra NASA’s kontrolcenter, og vi får også animationer af, hvor langt roveren er. Går alt, som det ser ud lige nu, er det klokken 21:55:27, roveren lander på Mars. Det kan dog godt ændre sig, siger Henrik Bjerring, der glæder sig til at lave TV med nogle af dem i Danmark, der ved mest om Mars, og som også er gode til at formidle deres viden.
Sammen med en kollega, Jonas Klinkvort, fik han ideen til at gøre Mars-missionen til en TV-begivenhed med direkte billeder fra Mars, eksperter i studiet, forbindelse til NASA’s rumcenter i Florida og meget andet.
– Udover at det er spændende, om der bliver fundet liv på Mars, som i så fald vil være en af de største opdagelser, der er gjort, er Mars-landingen også speciel, fordi der er en masse dansk udstyr og danske opfindelser med.
Danske forskere har været inde over fire ud af syv instrumenter i roveren, hvor især amerikanske og australske forskere også har bidraget, forklarer Henrik Bjerring.
Dansk kamera og iltmaskine
For eksempel har danske forskere været med til at udvikle et kamera, som sidder allerforrest på roverens arm, og som kan finde spor efter tidligere liv samt dele til hoved-kamerasystemet, som sidder på toppen af roverens mast.
Det er vores ambition at få Mars-missionen forklaret så letforståeligt og spændende, at seerne forstår, hvor stort det er. Og heldigvis er vi omgivet af forskere, der har arbejdet med Mars-forskning i mange år, forklarer Henrik Bjerring.
Blandt dem, der deltager i DR2-studiet, er for eksempel lektor i astrofysik og planetforskning Morten Bo Madsen fra Niels Bohr Instituttet, der var med til at bevise, at der er vand på Mars, og professor i rumfartsteknologi John Leif Jørgensen fra DTU Space. Også astrofysikeren Tina Ibsen, der har forsket i rumvejr, samt professor Jens Frydenvang fra Københavns Universitet, som faktisk kan være med til at styre roveren på Mars, medvirker.
Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag