Radio og Podcast Nyt

Det blå hjørne – nyt borgerligt debatprogram på Radio4

Radio4 og Avisen Danmark er gået sammen om et nyt politisk radioprogram og podcast, der sætter de liberale værdier og ideologier i spil.

’Det blå hjørne’ er et hamrende borgerligt debatprogram, hvor nogle af de mest markante stemmer fra blå blok vil løfte tidens vigtigste værdipolitiske diskussioner og dermed stille skarpt på de afgørende ideologiske forskelle i det borgerlige Danmark. Forskelle, der ellers ofte forsvinder i den traditionelle politiske diskussion fra de fastlåste positioner mellem rødt og blåt.

Hver fredag inviterer vært og politisk redaktør, Casper Dall, to borgerlige repræsentanter i den radiofoniske boksering for at diskutere, hvordan blå blok skal få de interne linjer på plads i fremtiden. Og der er lagt op til nogle heftige runder, når Inger Støjberg og Alex Vanopslagh åbner debatten fra hvert sit ringhjørne i forsøget på at få kontrol over kampen om blå bloks værdigrundlag.

”’Det blå hjørne’ er en politisk bokseduel, der prikker hul på værdidebatten i blå blok. Skiftende formandskaber, manglende lederskab, symbolpolitik og uenigheder har præget blå blok de seneste år, men der er endnu ikke taget hul på værdidebatten. Derfor dykker vi nu ned i diskussionen og stiller skarpt på linjerne inde bag facaden,” fortæller vært og politisk redaktør, Casper Dall om det nye program, hvor Inger Støjberg og Alex Vanopslagh er parate til at udfordre hinanden i den blå værdidebat, samt klar til at tage kampen op mod andre aktuelle gæster og markante stemmer fra blå blok.

Både Avisen Danmark og Radio4 har som landsdækkende nyhedsmedier politik på dagsordenen. Og begge medier har i den daglige dækning en balance imellem fløjene i danske politik. Men det gælder ikke i ‘Det blå hjørne’.

” Programmet er hvinende blåt. Det handler om de borgerlige/liberale værdier og dagsordener, og der optræder alene paneldeltagere fra den blå fløj. Til gengæld er de også garanter for den ærligste kritik af den borgerlige fløj i dansk politik,” siger Radio4’s administrerende direktør, Anne-Marie Dohm.

Også Avisen Danmarks chefredaktør, Peter Rasmussen, er begejstret for de medvirkende.
” Der er god debat i at lade Støjberg og Vanopslagh trykprøve sammenholdet i blå blok. Det er jo et fællesskab, der skal udfordre den siddende regering, men som dårligt nok kan blive enige om, hvem de vil have som statsminister,” siger Peter Rasmussen, chefredaktør for Avisen Danmark.

’Det blå hjørne’ kan høres fredage klokken 11.05 på Radio4, i Radio4-appen, på AvisenDanmark.dk eller på din foretrukne podcast-platform.

Kilde: Radio4 presse

I samme kategori

Back to top button