StreamingnytBranche-Nyt

Danskernes forbrug af streaming stiger fortsat

Streamingforbruget i første kvartal har aldrig været højere. TV 2 Play og DRTV ligger fortsat i front og driver udviklingen med sport, dækning af tronskifte og masser af stærke programmer.

Dagligt Streamingforbrug pr dansker q1 2024
Grafik: TV 2

Årets første kvartal er typisk kendetegnet ved højt forbrug af streaming, blandt andet fordi sport og stærke fiktions- og underholdningsprogrammer samler danskerne om skærmene i de mørke vintermåneder. Det gør sig i høj grad også gældende i første kvartal i år, hvor danskernes forbrug af streaming stiger til det højeste niveau siden målingen af streamingforbrug via Nielsen Seerundersøgelsen begyndte i 2022. Med hele 85 daglige minutter per dansker i gennemsnit er forbruget i første kvartal otte daglige minutter svarende til 10 procent højere end det gennemsnitlige daglige forbrug i første kvartal sidste år. Alle tre måneder i årets første kvartal ligger et pænt stykke over tilsvarende måned sidste år.

– Stigningen i streamingforbruget i årets første kvartal finder vi blandt andet hos broadcasternes streamingtjenester, nærmere bestemt TV 2 Play og DRTV, som tilsammen vokser med gennemsnitlige fem daglige minutter per dansker i forhold til første kvartal sidste år. Stigningen er størst i januar, hvor EM i herrehåndbold på TV 2 Play samt dronningens abdicering og det efterfølgende tronskifte i januar ledte til rekorder i forbruget på DRTV og TV 2 Play, siger Head of Market & Audience Insight på TV 2 Sofie Bruun.

En stor del af forbruget, særligt i januar, hos DRTV og TV 2 Play er lineært forbrug, og det samme gælder for streaming via distributører, som netop distribuerer indhold fra bl.a. DR og TV 2, og som også vokser med gennemsnitligt fem daglige minutter per dansker sammenlignet med første kvartal sidste år. Forklaringen på udviklingen blandt distributørerne skal dog bl.a. findes i forbedringer i målingen, som gør, at en større andel af forbruget på streamingtjenesten Waoo klassificeres som streaming frem for broadcast.

De internationale streamingtjenester, som blandt andet rummer Netflix, Disney+ og HBO Max, går samlet set tilbage med et minut dagligt per dansker sammenlignet med første kvartal sidste år. Det skyldes en mindre nedgang hos Disney+ og HBO Max.

Netflix holder niveau efter mange måneder med lavere forbrug

Dagligt Streamingforbrug pr tjeneste pr dansker q1 2024
Grafik: TV 2

Netflix lander i første kvartal samlet set på niveau med første kvartal sidste år nemlig med 12 daglige minutter per dansker i gennemsnit. Hvor forbruget på Netflix i januar i år ligger under samme måned sidste år, er der i februar og marts en mindre fremgang sammenlignet med samme måneder året før. Det skyldes blandt andet serier som ‘One Day’, ‘Griselda’ og ‘Love Is Blind’. Det er første stigning længe, da forbruget på Netflix de fleste måneder i 2023 lå under 2022. Netflix placerer sig dog fortsat som den tredje mest streamede tjeneste målt på dagligt tidsforbrug efter TV 2 Play og DRTV (hvis vi ser bort fra streaming via distributører). Tendensen fra 2023, hvor Netflix måtte se sig slået af de danske public service-udbydere i streamingmarkedet, fortsætter altså.

TV 2 Play lander som kvartalets største tjeneste i streamingmarkedet og står samtidig for den største stigning i forbruget sammenlignet med samme kvartal sidste år – en stigning på tre daglige minutter. Fremgangen på TV 2 Play finder sted på tværs af alle tre måneder i kvartalet, men er særlig markant i januar, hvor både enerettigheder til EM i herrehåndbold, tronskifte og en ‘X Factor’-sæson, som er endnu mere populær på TV 2 Play end sidste år, er med til at skubbe forbruget i vejret. Efter TV 2 Play følger DRTV med 14 daglige minutter per dansker i gennemsnit og en fremgang på to minutter. Også her er der fremgang alle tre måneder.

Uden for top-3 finder vi Viaplay som markedets fjerdestørste streamingtjeneste med seks gennemsnitlige daglige minutter. Cirka det samme har Disney+ som, efter en stigning i forbruget i slutningen af 2022 og begyndelsen af 2023, nu ligger en smule under første kvartal sidste år. Det samme gør HBO Max med gennemsnitlige tre daglige minutter per dansker.

De velkendte formater hos TV 2 og DR skyder streamingforbruget i vejret

– Foruden de mange EM herrehåndboldkampe på TV 2 samt dækningen af tronskiftet på tværs af TV 2 og DR i januar er det flere velkendte programmer, som skubber forbruget hos de to public service-udbydere i top. Ses der bort fra både nyhedsprogrammer, tronskifte og sport, har 24 programmer på tværs af TV 2 og DR i første kvartal 1 million seere eller flere på tværs af broadcast og streaming, siger Sofie Bruun.

Toplisten er præget af programmer fra TV 2, da cirka to tredjedele af de 50 mest sete programmer (eksklusive sport, tronskifte og nyhedsprogrammer) er fra TV 2.

Blandt andet den igangværende og sidste sæson af ’Badehotellet’ på TV 2 har tårnhøje seertal, og de fire første episoder topper kvartalets programliste for DR og TV 2. Til sæsonpremieren tjekker hele 2,1 millioner seere ind i marts på tværs af broadcast og streaming (inklusive genudsendelser), og de fire første episoder har i gennemsnit foreløbigt 1,9 millioner seere (inklusive genudsendelser). Også årets ‘X Factor’ vinder mange seere, og foreløbigt har første del af sæsonen, som udgøres af auditions, 6 chair challenge og bootcamps, akkumuleret mere end 1,1 millioner seere på tværs af broadcast og streaming. ‘X Factor’ liveshows når også høje seertal. I gennemsnit cirka 850.000 seere foreløbigt.

Det er dog ikke kun dansk fiktion og underholdning, der når seertal over millionen. Også TV 2-dokumentarserien ’Fanden ta’ kommunen’ når 1,3 millioner seere på tværs af broadcast og streaming. Hos DR er det blandt andet det velkendte program ’I hus til halsen’ samt Dansk Melodi Grand Prix og dokumentar om dronning Mary, som samler omkring en million seere i første kvartal.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard