Radio og Podcast Nyt

Dansk Melodi Grand Prix 2020 – tre sange vælges gennem P4

Der står godt nok kun 2019 på kalenderen. Men fra onsdag og en måned frem vil Dansk Melodi Grand Prix 2020 sætte sit præg på programmerne i P4’s ni distrikter over hele landet.

I løbet af oktober måned vil DR-distrikterne – med kendte værter i spidsen og ved hjælp af regionale musikeksperter – nemlig opfordre lytterne til at indsende sangforslag til Dansk Melodi Grand Prix og på forskellig vis sætte fokus på, hvad en god sang bør indeholde. Fristen for at indsende sange er den 1. november.

10 sange – tre af dem valgt gennem P4
Traditionen tro vil 10 sange deltage i Dansk Melodi Grand Prix i 2020. Men som noget nyt vil tre af sangene blive valgt med hjælp fra lytterne i DR’s ni distrikter. En særlig distriktsjury med repræsentanter fra hvert distrikt skal nemlig udvælge ni sange, der i starten af januar gennem en afstemning bliver til tre af de sange, der skal medvirke i Dansk Melodi Grand Prix ved tv-showet i Royal Arena i København den 7. marts.

– Vi har et ønske om øget musikalsk bredde i Dansk Melodi Grand Prix. Sangene i Dansk Melodi Grand Prix skal gerne blive endnu mere varierede end tidligere, så flere kan se deres musikinteresse afspejlet i showet. I det hele taget vil vi gerne have, at musikken i Dansk Melodi Grand Prix får en endnu større betydning for flere, samler Danmark om musikken og sangskrivning og inviterer mange flere til at være en del af Dansk Melodi Grand Prix, siger DR’s radiochef Gustav Lützhøft.

Flere nyheder på vej
Udover den større inddragelse af lytterne på P4, der er den mest lyttede danske radiokanal, vil Dansk Melodi Grand Prix 2020 byde på en række øvrige nyskabelser. Dels et større samarbejde med det danske musikmiljø, dels en meget længere periode at gå på opdagelse i årets sange og lære kunsterne og historierne bag. På et pressemøde i begyndelsen af december præsenterer DR disse planer.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard