Danmark-Tyskland den mest sete fodboldkamp i 14 år
Spændingen var intakt nærmest lige til det sidste, da Danmark og Tyskland søndag aften spillede om at gå videre ved EM i fodbold i byen Lviv i Ukraine.
Og rundt omkring ved storskærme, hjemme i stuerne og i sommerhusene holdt seerne også godt ved, mens de fik serveret en dansk ”Dehli-katesse”, men også to tyske mål.
Ifølge seertallene fra Gallup så 2.378.000 med på DR1, og dermed blev Danmark-Tyskland den mest sete fodboldkamp siden 1998 – både på DR1 og TV 2. Kampen i 1998 var VM-kvartfinalen mellem Danmark og Brasilien i Nantes, hvor det danske landshold for øvrigt også måtte rejse hjem med et et-måls-nederlag: 3-2.
Kvinder følger også flittigt med
Søndag aften var det 77 procent af alle med fjernsynet tændt, der fulgte kampen.
”Kampen havde godt tag i alle seergrupper, og samtidig blev det kraftigt dementeret, at fodbold kun skulle være noget, der interesserer mænd. Blandt kvinderne med fjernsynet tændt under kampen søndag aften, var det 74 procent, der fulgte Danmark-Tyskland, og i alle de seergrupper, vi måler, var tallet over 70 procent,” forklarer medieforsker Niels Marslev fra DR Medieforskning.
Kanalchefen for DR1, Lotte Lindegaard, glæder sig over, hvordan EM-fodbolden samler seerne.
”Det er ikke mindre end enestående, at så mange valgte at se med på DR1. Søndagens kamp var live-fjernsyn, når det er allerbedst, og det lover godt for den store sportssommer på kanalen, som også kommer til at byde på Tour de France, OL, Post Danmark Rundt, De Paralympiske Lege, Scandinavian Open i håndbold og mere til,” siger kanalchefen for DR1, Lotte Lindegaard.
Udover de knap 2,4 millioner seere skal også lægges de tusindvis af danskere, der var mødt op i Kongens Have i København og mange andre steder i landet for at se kampen på storskærm.
Kilde: DR