Til oktober har den legendariske radiovært Søren Dahl premiere på sin nye podcast med titlen ‘Dahl i Rødovre’, og gør dermed sit officielle comeback til lydscenen. Dahl vender tilbage med klare visioner for genren, for i ‘Dahl i Rødovre’ er der skruet ned for smalltalken og op for intimiteten og de vedkommende samtaler. I podcasten, der optages i Rødovre, kan lytterne forvente at få helt nye perspektiver på markante og aktuelle gæster som blandt andre Silas Holst, Ole Henriksen, Ghita Nørby, Jacob Risgaard, Mick Øgendahl og Rasmus Tantholdt.
Søren Dahls comeback tager både form som live-arrangementer og en podcastserie, der udkommer ugentligt og hver gang har en ny gæst i centrum. Gæsterne i podcastserien vil være landskendte personligheder, som man holder af, som har gjort en forskel for manges liv og som i det hele taget har nogle markante holdninger i samfundsdebatten. I det allerførste afsnit af ’Dahl i Rødovre’ medvirker komiker og skuespiller Mick Øgendahl.
Som lytter kan man forvente en Søren Dahl, der frem for underholdningen vil fokusere på det alvorlige og reelle indhold i dialogen med gæsten. Ambitionen er at give plads og tid til, at programmets gæst løfter sløret for en ny side af sig selv, og forhåbentligt får lytterne mulighed for at mærke mennesket under det perfekte ydre.
Et ønske om at skabe bedre tid til samtalen
Når Søren Dahl vender tilbage til samtaleuniverset, er det med et stærkt fokus på at skabe bedre tid til den dybe nærværende samtale. Han fortæller:
”Jeg har haft gang i en masse spændende projekter i min tid væk fra lydscenen, hvor jeg har fordybet mig i både bøger og foredrag. Nu glæder jeg mig helt vildt til at vende tilbage og endnu engang skabe et fællesskab med lytterne omkring de gode, menneskelige historier i den intime samtaleform. Det er også derfor, jeg har valgt, at vi kun skal have én gæst i centrum ad gangen, fordi det giver nogle unikke muligheder for mere nærvær og flere interessante samtaler. Det tager tid at lære andre mennesker at kende, og den tid synes jeg det er vigtigt at tage.”
For at komme helt ind under huden på sine gæster, bruger podcastværten et hav af research-timer – også selvom han i virkeligheden sjældent får brug for det:
“Jeg bruger enormt meget tid på at researche og det er årsagen til, at jeg kan være til stede, lytte og kigge personerne i øjnene under hele samtalen. Hvert podcastafsnit er nemlig ikke styret af faste planlagte spørgsmål, men er i stedet et frit rum, hvor naturlige samtaler skal opstå, kunne udvikle sig og skifte retning”, forklarer Søren Dahl.
‘Dahl i Rødovre’ er sponsoreret af Racoon Rengøring & Ejendomsservice og produceres af Søren Dahl og FAU Management. Podcasten optages i restauranten hos Racoon i Rødovre.