TV-Nyt

De brændte børn – ny sæson

I en række nye dokumentarprogrammer tager Lisbeth Zornig Andersen igen tilbage til barndommen sammen med syv danskere, der har dybe ar på sjælen. Fælles for alle de medvirkende er, at de er brændt af barndommen og på jagt efter svar, der kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor de voksne svigtede dem gang på gang, da de var børn.

Sammen besøger de vidner, der kan be- eller afkræfte deres barske minder, heltene, der gav dem håb og bragte dem på rette kurs, og konfronterer de voksne, der udsatte dem for svigt og vold. En rejse, der vækker stærke følelser, og som giver de medvirkende et helt nyt indblik i deres eget liv. Men spørgsmålet er: Kan man forene sig med fortiden ved at se den i øjnene?

Klogere på fortiden
– De medvirkende er enormt modige, når de åbner for deres historie. De gør det for at blive klogere på deres egen fortid, så de kan komme videre i deres liv. Men de gør det også for at gøre os alle sammen klogere på, hvorfor sådanne svigt opstår, og hvad man kan gøre for at forhindre dem, siger dokumentarredaktør Lasse Bjerre, TV 2.

Annonce - artiklen forsætter nedenunder

Det første program vises torsdag 31. marts på TV 2 kl. 20 – og der er allerede nu snigpremiere på TV 2 PLAY. Her fortæller 29-årige Katja sin rystende historie. Hun voksede op i et almindeligt villakvarter, hvor ingen anede uråd. Hun var ni år, da hendes far forgreb sig på hende første gang, og det seksuelle misbrug fortsatte i 15 år. Først som 24-årig fik hun modet til at melde sin far til politiet, så hun fik gjort sig fri af overgrebene.

I de næste to afsnit møder vi Henriette, hvis barndom var præget af alkohol, vold og svigt, og Tommy, der mistede sin far og fik tæsk af sin stedfar gennem flere år.

Program fire er en special-udgave om Godhavn-drengene og sendes samme dag, torsdag 21. april, som der er Danmarkspremiere på Zentropas nye spillefilm ‘Der kommer en dag’. Filmen er baseret på de virkelige historier fra drengehjemmet Godhavn.

Drengene fra Godhavn
Godhavn-drengene Poul Erik, Arne og Ove er alle mænd i 60’erne, men lige under overfladen ligger barndomsminderne om omsorgssvigt og systematisk vold på drengehjemmet.

Det er mere end 45 år siden, de blev fjernet fra deres biologiske forældre og placeret på Godhavn. En tid, hvor de fik et nummer som identitet, aldrig vidste hvornår det næste slag ville falde, og hvor de fik stærk psykofarmaceutisk medicin for bl.a. sengevædning. Oplevelser, der har trukket dybe spor ind i drengenes voksenliv, hvor de har haft svært ved at holde fast på både job og ægteskaber.

Det sidste program i serien handler om Randi, der voksede op med en psykisk syg mor.

Den nye sæson følger efter sæson 1 af ‘De brændte børn’, som blev vist på TV 2 i efteråret 2014. Her fulgte vi fire medvirkende, der tog os med tilbage til deres barndom, som stadig var et mareridt for dem. Programserien vandt Tvprisen 2015 som Bedste faktaserie.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Abonnér
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Back to top button