Boxee Box
Her på digitalt.tv har vi anmeldt flere medieafspillere fra Western Digital og A.C Ryan. Nu er turen imidlertid kommet til Boxee Box by D-Link, der er en medieafspiller med ekstra funktioner i forhold til dem der tidligere er anmeldte her på siden. Find ud af hvordan skiller sig ud og hvad den byder på generelt i i denne anmeldelse af Boxee Box.
Boxee Box introduktion
Boxee var oprindeligt, og er stadig, et gratis stykke mediesoftware beregnet til brug på pc, mens Boxee Box er kommet til senere i et samarbejde med D-Link, som en kompakt dedikeret medieafspiller, der måske er mere oplagt at have stående ved fladskærmen end en computer.
Boxee Box er baseret på Linux software og leveres naturligvis med Boxee software installeret, når du køber den.
For de teknisk interesserede, så er hoveddelene i Boxee box en 1.2Ghz Intel Atom CE4100 CPU samt en PowerVR SGX535 integreret grafikprocessor, 1GB Ram og 1GB of NAND Flash Memory.
Boxee Box by D-Link, som den officielt hedder, slår selv på brugervenlighed og ikke mindst mere frihed i forhold til f.eks. Apple TV, så lad os se på om det passer.
Udpakning og design
Boxee Box kommer fint pakket i en indbydende sort kasse.
Boxee Box leveres med:
- 1 HDMI kabel
- 1 Strømadapter + strømkabel
- 1 Fjernbetjening med knapcellebatteri formonteret
- En quick guide
Designet er temmeligt specielt som en skæv firkant, der nok skal få gæster til at spørge til den. Om man synes om designet er jo individuelt, men anonym er den i hvert fald ikke.
På fronten er der et oplyst Boxee logo, når den er tændt, hvilket i øvrigt kan gøres på knappen på toppen af boksen. Bunden er også speciel med en neongrøn gummibelægning.
Der er en blæser i boksen, men den er kun hørbar, når du har øret helt tæt på.
Hvad kan man tilslutte?
Tilslutningsmæssigt byder Boxee box på:
- 2 USB porte
- Ethernet port, men der er også trådløst netværk indbygget 802.11a/b/g/draft-N
- HDMI udgang
- Optisk lydudgang
- Analog lydudgang
- Tilslutning til strømforsyning
På siden af boksen er der desuden mulighed for at montere et SD kort.
Bemærk at der kun er HDMI udgang, så dit tv skal altså have en ledig HDMI port.
Strømmæssigt måler jeg Boxee 12 W ved brug og 0,6 W i den egentlige standby mode.
Boxee Box fjernbetjeningen
Speciel er også den medfølgende fjernbetjening til Boxee Box’en. Der er her tale om en fjernbetjening med et begrænset standard knapper på den ene side og et fuldt QWERTY tastatur på den anden side, så du altså lettere kan indtaste søgninger på f.eks. YouTube via bogstavstaster end via en mere omstændig skærmgrafik løsning med en masse piletaste tryk.
På forsiden af fjernbetjeningen har Boxee holdt det simpelt ved kun at have knapper til navigering i menuerne, play/pause knap og en home knap til at bringe én et skridt tilbage. Superbrugere havde måske gerne set, at der var dedikerede knapper til f.eks. valg af undertekster med videre, så man kunne undgå at navigere rundt efter disse funktioner.
Idéen med at kombinere det simple med et fuldt tastatur er rigtig smart, og heldigvis er fjernbetjening også af radiobølge typen, så man ikke skal pege et bestemt sted hen eller kommer til at dække for et IR øje. Boxee Box kan såldes også gemmes væk i et skab eller lignende og stadig betjenes fra din plads i sofaen eller lænestolen.
Skulle man ønske sig forbedringer i forhold til fjernbetjeningen, kunne det være oplyste knapper til betjening i mørke, og på en eller anden måde så savner jeg også en klar følelse af, hvad der front og bag på fjernbetjeningen, jeg kom tit til at stå med den omvendt.
Installation og opsætning af Boxee Box
Opstarten af Boxee Box tager lidt tid, men ikke mere end det er typisk på andre medieafspillere. Første gang du installerer Boxee Box, bliver du sikkert mødt af en opdateringsskærm, for som det ofte er med denne slags udstyr, så sker der løbende forbedringer og rettelser i softwaren. Derfor bør du naturligvis også vælge ja tak til denne.
Installationen af Boxee Box opdateringen tager lidt tid, men efter denne er du så klar til at komme rigtigt i gang med installationen.
Benytter du trådløs i stedet for kablet netværksforbindelse, så skal du naturligvis angive dine personlige netværksnøgle for at komme på og finde opdateringer.
Oprettelsen kræver at du opretter en brugerkonto med en email og et selvvalgt password. Der sendes så en bekræftelsesmail til dig som du altså skal ind og læse et andet sted og klikke på et link for at bekræfte din konto. Et lille ekstra trin kan man sige, men kun noget der skal gøres første gang naturligvis.
Herefter kommer du så ind på forsidemenuen på Boxee Box med menupunkterne “Venner, Se Senere, Shows, Film, Apps og Filer”. Under disse er der noget udvalgt indhold vist i 3 vinduer. Indholdet i disse vinduer er, så vidt jeg kan se, ikke noget man selv kan styre. Boksen er som standard sat til engelsk, men via Language kan du vælge dansk.
Under Indstillinger kan du rette tidszone og andre geografisk relaterede ting som temperatur måleenhed, tidsformat osv. Det er også her du kan indstille udgangsopløsningen på din Boxee Box op til 1080p, og der er support for en række HDMI indstillinger som pixel dybde og farveformat.
Boxee Box funktioner
Lokalt indhold
Med Boxee Box har du adgang til lokalt medieindhold på tilsluttet udstyr, enten direkte via USB/SD kortlæser eller via netværket trådløst eller kablet. Adgangen til netværksindhold kan ske på flere måder. Du kan tilgå dit eksisterende Windows hjemmenetværk, eller f.eks. benytte netværksharddisk via UPnP eller NFS adgang. Jeg har haft bedst held med Windows SMB adgangsmåden.
Grundlæggende, så har Boxee Box en biblioteksfunktion, en database der genereres ud fra dit medieindholdsmapper, du har defineret under film, tv, musik, billeder. Disse mapper kan du så sætte Boxee Box’en op til løbende at scanne for nyt indhold. Enten én enkelt gang, dagligt eller hver time.
Har du film liggende, så vil Boxee Box så selv forsøge at identificere disse og hente coverbillede ind for filmen samt beskrivelsestekst fra iMDB, og på visse film får man også trailer link. De filer som Boxee ikke kan identificere, kan du se under punktet uidentificerede videoer. Her kan du så selv eventuelt gå ind og forsøge at identificere dem via Boxee’s indefikationsfunktion.
Overblikket over dine film kan du se som coverbilleder alene eller kombineret titelliste med coverbillede. Altså et lækkert grafisk overblik over din filmsamling.
Jeg optager via tv-kort i min computer en del tv, og disse tv-optagelser på netværksharddisken blev naturligt nok ikke identificeret, men der genereres et stillbillede, så man alligevel får noget visuelt ud over titlen. Optagelser med DVB undertekster kunne Boxee box’en godt vise, mens den som ventet ikke kunne håndtere tekst-tv undertekster fra f.eks. Canal+ Action. UPnP live streaming fra mit tv-tuner kort via DVBViewer Recording server var desværre ikke muligt, hvilket ellers fungerer delvist i hvert fald på WD TV Live.
Boxee æder det meste
Generelt så er langt det meste understøttet i forhold til video, lyd og billede standarder. Alle de gængse er ikke noget problem, man kan læse rippede ISO DVD’er med videre, og generelt må man sige at Boxee Box er én af de medieafspillere der understøtter flest standarder. Rippet Blu-Ray afspilning sker dog som sædvanligt uden menuer. Jeg har ikke testet alle formater, men er du interesseret i en udførlig liste, kan jeg anbefale Anandtech’s gennemgang her.
Boksen har også mulighed, for det man vel godt kunne kalde lidt piratrelaterede, nemlig at hente undertekst filer ind via opensubtitles.org eller ekstern undertekst fil. Men der er naturligvis også mulighed for at at vælge undertekster og lydkanaler på rippede DVD’er.
Hastighedsmæssigt kunne jeg dog godt tænke mig, at den var noget hurtigere til at starte afspilning fra mit netværk, den virker langsommere til dette, end andre jeg har testet.
Eksternt indhold
Udover lokalt indhold, så har du naturligvis mulighed for at streame indhold via nettjenester. Udvalget af disse afhænger som altid af vores geografiske IP adresse. En tjenester såsom NetFlix virker ikke umiddelbart med dansk ip-adresse. Men benytter du en DNS tjeneste som unblock-us.com, så er der naturligvis hul igennem, som om du var på amerikansk grund og adgang til tjenester som NetFlix, Vudu, Pandora osv. Med dansk ip adress er det dog lidt en ulempe, at der af og til bliver vist indhold, som man i praksis ikke kan se, f.eks. South Park fra Comedy Central.
Det er værd at bemærke at flere online videotjenester nu ikke længere virker på Boxee Box efter disse kræver en opdateret udgave af Adobe Flash som Boxee Box ikke har, endnu i hvert fald. Der er endnu uvist hvornår Boxee ejere får en opdatering der kan løse problemet. (marts 2012)
Med dansk ip får vi under Apps selvfølgelig muligheden for at komme på YouTube, mens lejefilm er muligt via Headweb.dk tjenesten. Ellers kommer video indholdet fra en del online tjenester med videopodcasts og lignende.
Musikmæssigt er der Spotify app, og også app til den knap så pæne dreng i klassen nemlig Grooveshark.
Boxee har også adgang til dansk indhold fra DR, men mere om det senere.
Generel betjening på Boxee Box
Fjernbetjeningen gør unægteligt brugeroplevelsen ved webrelaterede tjenester bedre, men ellers er jeg ikke helt solgt på Boxee Boxen’s menu system. Det virker lidt for besværligt og kræver flere tasteklik end egentligt nødvendigt. Hovedskærmen man kommer ind på, når Boxen startes op, ser man ikke meget til derefter. For når man er i de forskellige menukategorier, så vises menuen anderledes. Det giver ikke et ensartet udtryk og kan forvirre, i hvert fald indtil man får det lært at kende.
Boxee synes også at have glemt musik delen, der godt kunne have tilbudt flere funktioner, end det er tilfældet. Man savner mulighed for at lave en playliste, og der tilbydes kun sortering af musik efter artist efter album. Har man meget musik elle video for den sags skyld, så virker det også mærkeligt at Boxee ikke har tænkt på en mulighed for at springe hele sider frem i listen, og desuden tilbydes der ikke søgning på musikindhold. Savnet af dette afhænger dog naturligvis af ens behov.
Se senere er en funktion til at gemme video, du gerne vil se på et senere tidspunkt, altså en form for playliste som netop var savnet i forhold til musik. Sidder du ved en PC og kigger på en video, som du godt kunne tænke dig at afspille senere på din Boxee Box, så har Boxee en Boxee bookmarklet app til din browser, som kan gemme linket til den under Se Senere punktet på Boxee Box’en. Se mere om denne funktion her
Det kan desuden nævnes, at du via adressen http://BOXEEBOX:8080 på dit lokalnetværk har muligheder for at få vist data som temperatur og blæserhastighed. Der er også en funktion til at sende tekniske oplysninger som fejlrapporter til Boxee,
Browse på nettet med Boxee Browser
Der er mulighed for at installere en Internet Browser app på Boxee Box. Sådanne er man altid lidt skeptiske overfor på afspillere som disse, men browseren er faktisk ganske ok brugbar. Standardsiden er bing.com søgemaskinen, men klikker du på tilbage knappen, så får du et adressefelt med mere vist.
I browseren får du en musepil, så du har mulighed at klikke på links på websider osv. Dog er betjeningen af denne ikke superhurtig, så mon ikke de fleste vil bruge den sparsomt. Der er mulighed for bogmærker, så du kan gemme faste sider, du ofte besøger. Og der er endda også historik, over sider du har besøgt.
Flash er heller ikke noget problem på Boxee Browseren, hvilket giver nogle muligheder i forhold til at se web video.
DR NU på Boxee box
Flash supporten er netop årsag til at Boxee Box kan tilbyde indhold fra DR’S online tjeneste DR NU. Man finder enklest DR NU indhold ved at gå ind under kanaler under Shows punktet. Her er der så en række programmer som Borgen, So Ein Ding, Bonderøven osv. Klikker du på disse, så får du en oversigt over afsnit, og klikker du på et af disse, ryger du så automatisk ind på DR NU på DR’s hjemmeside ,og får afspillet det du har valgt.
Bemærk dog at der ikke er tale om en officiel DR applikation på Boxee Box, så opdateringen af listerne med indhold kan variere.
Udover adgangen via Shows, kan du naturligvis også benytte Boxee Browseren til at gå ind på DR NU.
Som en sidebemærkning er det måske værd at nævne, at TV 2 Sputnik ikke er muligt på Boxee, da disse benytter Silverlight og ikke Flash, det samme er tilfældet for Viaplay.dk.
Slingplayer på Boxee Box
En ganske ny applikation på Boxee Box er SlingPlayer app’en. Med den er det muligt at se streamet indhold fra en Slingbox SOLO eller Slingbox PRO-HD. Da jeg har en Slingbox PRO-HD stående, så havde jeg også lejlighed til at teste dette. Jeg havde ingen problemer med at få SlingPlayeren til at finde min Slingbox, og selv om det vist egentlig endnu er en beta, så virkede det ganske fornuftigt for mig, med god billedkvalitet.
Boxee har snakket om at levere en USB TV Tuner til Boxee Box’en, men det bliver vist kun til amerikanske brugere i første omgang, og desuden så giver denne ikke mulighed for betalings-tv. Så vil man se sit normale live tv via sin Boxee Box, så er SlingPlayer en udmærket mulighed.
Boxee Box og iPad/iPhone
Du kan installere Boxee Box app på iPad og få adgang til at streame indhold direkte fra f.eks. din iPad til din Boxee Box via AirPlay, ligesom du måske kender det fra Apple TV. Det fungerer fint og er altså en anden måde at bruge sin Boxee Box på. Der er i øvrigt også gratis fjernbetjenings app til iPhone og iPod Touch på Apple App store.
Konklusion
Er du til videoindhold online og lokalt uden begrænsninger, så er Boxee Box sikkert noget for dig. Boxee Box har mange positive elementer i sig og rummer rigtig mange udvidelsesmuligheder via apps. Er du stor fan af streaming indhold på nettet, så får du klart mest glæde af boksen ved at omgå den geografiske spærring, selv om også DR NU streaming sikkert nok kan glæde en nogle.
Boxee klarer formentlig alt dit lokale medieindhold, men som nævnt så forvent dig ikke alt for meget af Boxee som musikafspiller. Boxee Box virker optimeret mest til video, også den lidt mere lyssky af slagsen med sin import af eksterne undertekster, men det ændrer ikke ved at Boxee Box leverer lokalt video indhold rigtigt godt og i en rigtig god billedkvalitet.
Stabilitetsmæssigt så var jeg ude for et par genstarter, og generelt virkede kommunikation med min netværksharddisk bedre via SMB netværk end via UPNP.
Boxee slår selv meget på sine fordele i forhold til Apple TV boksen. Og jo Boxee har klart mere frihed og muligheder end denne, men betjeningskomforten fra en Apple TV, mangler den dog stadig.
For dem der har mod på at rode med 3. parts apps med mere, så rummer Boxee Box uden tvivl på rigtig mange muligheder, og i modsætning til Apple TV, der er begrænset til 720p, så har Boxee Box support for 1080p.
Boxee Box specifikationer
- Audioformat : AAC, WAV, MP3, FLAC, WMA
- Videoformat : WMV, XviD, MPEG-2, MPEG-1, AVI, DivX, MPEG-4
- Upload Interface : USB
- Product Type : Network Audio/Video Player
- Video Signal Standard : HDTV
- Protocols : WPA2, WPA, SMB, WEP
- Video Formats : WMV, XviD, MPEG-2, MPEG-1, AVI, DivX, MPEG-4
- Memory Card Support : Secure Digital (SD) Card, Secure Digital High Capacity (SDHC)
- Sound System : Dolby Digital
- Manufacturer Part Number : DSM-380
- Color : Black
- Image Formats : BMP, PNG, JPEG, GIF, TIFF
- Brand Name : D-Link
- Hdmi : Yes
- Scan Format : 1080p
- Internet Streaming : Yes
- Audio Formats : AAC, WAV, MP3, FLAC, WMA
- Wi-Fi Standard : IEEE 802.11b/g/n
- Ethernet Technology : Fast Ethernet
- Product Model : DSM-380
- Usb : Yes
- Standard Warranty : 1 Year Limited
- Scanning Modes : Progressive Scan
- Ethernet : Yes
- Dlna Certified : Yes
- Wi-Fi : Yes