MGP 2017
Lørdag den 4. marts klokken 20.00 vil Jyske Bank Boxen i Herning være på kogepunktet, når de ti finalister står klar til at give både, publikum, seerne og hinanden en uforglemmelig MGP-fest. Det bliver sangerinden Barbara Moleko og børnevært Sofie Østergaard, der skal guide os gennem en aften, der i den grad er dedikeret til glæden ved musikken.
Om lidt over en måned bliver Jyske Bank Boxen omdannet til én stor rytmeboks, når de ti MGP- finalister står klar til at fyre den af på scenen. Hvor Sofie Østergaard som vært siden 2009 har været blandt børnenes favoritter på DR Ramasjang og sidenhen på DR Ultra, så har Barbara længe haft en høj stjerne i MGP-land. Hendes musik samler danskerne på tværs af genrer og aldersgrupper med en positiv energi, der er indlysende i tråd med MGPs værdier.
Tidligere makkere
Det er ikke første gang, at Barbara Moleko og Sofie Østergaard skal arbejde sammen. Sofie har koreograferet begge Barbaras optrædener ved MGP i 2013 og i 2015. Desuden har de to rendt på hinanden i programmerne SommerSummarum og Ultra Live.
-Jeg glæder mig helt vildt til opgaven som vært for MGP og er både stolt og ydmyg over, at jeg får den oplevelse med i rygsækken. Men jeg har også dansende sommerfugle i maven ved tanken om, at alt jo er live. Jeg er vant til at stå på en scene med et stort publikum, og kan forhåbentlig trække på min erfaring fra mine mange optrædener. Når det er sagt, så er jeg glad for at have Sofie ved min side, der jo er en garvet vært og allerede har givet mig en masse tv-fif, siger sangerinden, Barbara Moleko.
Sofie Østergaard har gennem flere år haft ansvaret for børnenes koreografi ved MGP, og sidste år var hun vært for MGP sammen med Joakim Ingversen. Med Sofies baggrund som vært og danser og Barbara som professionel sanger, så er der lagt op til et værtspar, der ved, hvad det vil sige både at skulle synge, danse, huske tekster og samtidig kigge ind i det rigtige kamera.
-Barbara er et rent energibundt, og vi har det så sjovt, når vi øver os til værtsopgaven. Hendes evne til at komme ud over scenekanten og til at skabe kontakt med mennesker vil uden tvivl give publikum, seerne og finalisterne en god og intens oplevelse. Og så er det en fornøjelse at samarbejde med en rigtig professionel sangerinde, der rent faktisk har forstand på sang og musik, siger tv-vært Sofie Østergaard.
Finalisterne bliver offentliggjort i uge 5
De ti finalister er fundet og bliver offentliggjort i uge 5. Men Eskil Jefsen, der er redaktør for MGP og er med til at udvælge de ti sange, kan allerede nu afsløre lidt af, hvad vi kan vente os ved MGP 2017.
-Det har været utrolig svært at vælge de ti sange, fordi niveauet generelt har været ret højt. Vi har valgt ti sange, der på den ene eller anden måde har en knivskarp, popmusikalsk kerne. De senere år har vi ellers – især blandt drengene hørt en del rap eller rock. I år kommer vi naturligvis også godt rundt i genrerne – men det bliver på en ny måde, som vi glæder os meget til at præsentere for vores seere. Det har været en fornøjelse at arbejde med børnene, der har været igennem et langt forløb, hvor de har arbejdet med deres sange og bygget stemmerne op. Resultatet vidner om en markant musikalsk udvikling, siger redaktør for MGP, Eskil Jefsen.
Mere end 400 sange
I år har DR modtaget over 400 sange. Ud af dem blev 54 sange valgt til at gå videre til tre MGP-workshops, hvor børnene har fået hjælp af professionelle musikere og producere til at arbejde med deres sange. Det var Ida & Lærke der vandt sidste års MGP. Hvem der vinder den næste udgave af MGP bliver afsløret, når DR1 sender MGP den 4. marts klokken 20.00. Se mere på dr.dk/mgp.
Kilde: DR
Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag