Badehotellet tilbage 28. december med sæson 3
Optagelserne til tredje sæson af TV 2’s populære tv-serie ’Badehotellet’ er for længst i hus, og TV 2 kan nu løfte sløret for seriens premieredato.
28. december bliver det tid til et gensyn med ’Badehotellet’ og dets faste klientel, som blandt andet tæller Molly Andersen, køkkenpigen Fie og de andre piger samt alle de gamle gæster: Grevinde Amanda og grev Ditmar, grosserer Madsen og frue, ægteparret Frigh, ægteparret Aurland og skuespiller Weyse, som i år er ledsaget af en purung skuespiller-elev, frøken Kitty Hansen.
Sammentømret hold
Efter tre omgange med optagelser af ’Badehotellet’ kender tv-holdet efterhånden hinanden rigtig godt.
– Vi er blevet et meget sammentømret hold, og det er et kæmpe privilegium at kende hinanden så godt og at få lov til at vende tilbage, siger Rosalinde Mynster, som spiller den tapre køkkenpige Fie i ’Badehotellet’ – en rolle, som hun holder meget af at spille.
– Jeg er meget glad for min karakter Fie. Hun har et godt hjerte, er meget følsom og vil gerne hjælpe sine medmennesker. I den kommende sæson bliver Fie mere moden og mere selvsikker, og hun bliver bedre til at stole på sine instinkter. Selvom hun ikke har så mange muligheder, synes jeg, hun er rigtig god til at udnytte de ressourcer, hun har, fortæller Rosalinde Mynster, da tv2.dk møder hende på en af de sidste dage med optagelser til ‘Badehotellet’.
Anderledes kostumer
’Badehotellet’ rykker i den kommende sæson ind i år 1930, og det vil karakternes kostumer også bære præg af i serien.
– Man skal lægge mærke til tøjet, som vil være anderledes end i de øvrige sæsoner. Tøjet vil være smallere og have mere figur og længde, siger Amalie Dollerup, der er klædt i et Marlene Dietrich-inspireret sæt bestående af bukser og jakke, da vi møder hende på settet. Amalie Dollerup spiller Amanda Madsen – den forkælede rigmandsdatter. I den kommende sæson vil man dog opleve en Amanda Madsen, der er ved at blive voksen og selvstændig.
– Det er meget spændende at spille Amanda og lade hende udvikle sig som kvinde. I starten var hun meget egoistisk, men nu er hun mere opmærksom på andres behov. Hun bliver ældre og mere moden, men har naturligvis som andre unge kvinder en del udfordringer at tumle med, siger Amalie Dollerup.
Nye karakterer i tv-serien
TV 2 har tidligere annonceret, at seerne i den kommende sæson udover det faste klientel kan glæde sig til at møde en række nye karakterer, der tjekker ind på ’Badehotellet’.
To af de mest kendte ansigter, der debuterer i ‘Badehotellet’ i sæson tre, er skuespillerne Jesper Asholt, Lars Knutzon og Ole Lemmeke. Og så er sæsonens store nye karakter den debuterende Andrea Alma Øst Birkkjær, der spiller Kitty Hansen. Derudover får seerne også fornøjelsen af at opleve skuespillerne Thure Lindhardt og Cyron Melville, men de medvirker dog blot i sidste afsnit.
Kilde: TV 2