TV-Nyt

Da autismen ramte os – ny TV 2 dokumentar

når autisme rammer familien TV2To familier fortæller i ny TV 2-dokumentar hudløst ærligt om at have det usynlige handicap helt inde på livet.

– Det er bare så voldsomt krævende at have et barn med de udfordringer.

Sådan siger Sanne Winther, der er mor til Kaya på 6 år og Thomas på 4. Thomas har diagnosen ‘infantil autisme’, som gør, at han har det svært med sociale relationer og ikke selv kan sige stop, når tingene går i hårdknude.

Fylder meget
En tur i supermarkedet med Thomas kræver overskud og kræfter, og familien har måttet sige nej til venner og bekendte og sociale sammenkomster, fordi det er så krævende at have et autisme-barn.

Og samtidig føler Sanne og Marc, at de svigter deres datter Kaya, som sjældent har veninder med hjem, fordi Thomas fylder så meget.

Vi møder Thomas og hans familie i den nye dokumentar ‘Da autismen ramte os’, der vises på TV 2 torsdag 12. maj kl. 20.00.

Tre sønner med autisme-diagnose
Men det er ikke kun i de hjemlige omgivelser, det er en udfordring at have et autisme-barn. Politikerne besluttede i 2012, at flere børn med særlige behov skal gå i almindelige folkeskoleklasser. Men undersøgelser viser, at mange af autistbørnene slet ikke kommer i skole.

Det kender Anja Piilmann alt til. Hun bor i Fredericia sammen med sine tre sønner, Marcus på 13 år, Daniel på 15 og Andreas på 16 år. Alle tre drenge har en autisme-diagnose.

En dag ad gangen
Den yngste og den mellemste af Anjas sønner fungerer ikke i skolen, og derfor prøver hun at undervise dem hjemme.

– Vi overlever ved at tage en dag ad gangen og sætte pris på det positive, fortæller den enlige mor.

Men både hun og Thomas’ forældre har en front mere, der skal kæmpes på – nemlig i forhold til kommunen. De oplever, at det er svært at få den hjælp tildelt, autismebørn ofte kræver, så som aflastning, specialundervisning m.m.

Faktisk viser en undersøgelse fra Landsforeningen Autisme, at omkring halvdelen af de adspurgte familier fra undersøgelsen følte sig dårligt behandlet eller direkte krænket i mødet med kommunen.

Voldsom vækst
De seneste 25 år har der været en voldsom vækst i antallet af børn med en autismediagnose. I dag vurderes det, at en ud af 100 danskere er autister. Man regner altså med, at der i Danmark findes omkring 50.000 autister. Fire gange så mange drenge som piger er autister.

Eksperterne kender ikke den præcise årsag til autisme, men taler om tre årsager til den voldsomme stigning i antallet: Ændrede diagnosekriterier, som gør det er nemmere at kende autisme, ændrede samfundsmæssige forhold, som gør det mere krævende at kunne fungere socialt, og endelig den ukendte faktor, der betyder, at der muligvis bliver født flere autister.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard