Chef for TV 2s digitale aktiviteter har sagt op
Anders Refnov, chef for TV 2s digitale aktiviteter, forlader TV 2. Det er uenighed om organiseringen af arbejdet og organisationens struktur på det digitale område, der har ført til Anders Refnovs opsigelse.
– Det er utroligt ærgerligt, for TV 2|Digital er inde i en meget spændende og rivende udvikling. Anders Refnov har i høj grad bidraget til den stærke fremgang, som det digitale område har præsteret de seneste måneder, siger Michael Dyrby, nyhedsdirektør på TV 2.
Anders Refnov har stået i spidsen for tv2.dk, TV 2 Play, TV 2s apps og koncernens øvrige digitale aktiviteter.
– Vi ønsker alt det bedste for Anders Refnov, der har lagt en kæmpeindsats i udvikling og drift af tv2.dk, TV 2 Play og vores øvrige digitale aktiviteter, siger Michael Dyrby.
Tv2.dks brugertal steg ved den seneste officielle måling så meget, at tv2.dk for første gang i mange år passerede dr.dk og blev det tredjestørste danske site.
– Det har ikke været nogen nem beslutning, fordi jeg holder meget af TV 2 og samarbejdet med de mange dygtige medarbejdere. Men jeg har haft nogle ønsker til en anden organisering af afdelingen, som TV 2s ledelse ikke ønsker. Det tager jeg nu konsekvensen af. Men jeg er virkelig stolt og glad for de resultater, vi i den seneste tid har opnået på det digitale område, hvor mange nye spirer snart vil bære frugt, siger Anders Refnov.
Anders Refnov fratræder med det samme, og TV 2 vil snarest ansætte en afløser.