Canal Digital HD Entertain Center
HD Entertain Center, det længe ventede alternativ til Sagem HD PVR boksen, er endelig klar til danske Canal Digital kunder. DIGITALT.TV har haft fornøjelsen af at afprøve den og bringer her vores test af den nye topboks til Canal Digital.
HD Entertain Canal Digital
DIGITALT.TV Vurdering
+ Flot og funktionel brugeroverflade + Ingen generende støj + Mulighed for fjernoptagelse – Højt standby forbrug (indtil videre i hvert fald)
HD Entertain Center fra ADB
Med ADB boksen her så har Canal Digital valgt at kigge mod Schweiz fremfor franske Sagem, og på forhånd så har dette lydt lovende, eftersom netop ADB har vundet designpriser for sin menuer og software.
Canal Digital har valgt at kalde modtageren for HD Entertain Center. Dette navn er valgt for at lægge vægt på, at denne tv-boks kan bruges både til at se og optage live tv inkl. HDTV og 3D, samt giver mulighed for On Demand indhold gennem Canal Digital’s Go tjeneste med tusindvis af film.
Men lad os se på, om boksen er en ligeså god oplevelse, som der lægges op til.
Udpakning
HD Entertain Center leveres med:
- 1 HDMI kabel
- 1 Fjernbetjening med knapcelle batterier
- 1 Strømadapter + strømkabel
Værd at nævne her er, at der er tale om samme velkendte og ganske fornuftige Canal Digital fjernbetjening, som også blev leveret med Sagem PVR boksen, så på den front holder Canal Digital altså fast ved det gamle. Den klik lyd der er ved tryk på knapperne, irriterer dog mig lidt.
Strømadapteren er lidt utraditionel med tænd/sluk knap på ledningen helt oppe, der hvor strømledningen tilsluttes boksen.
Design og tilslutninger
HD Entertain Center er ikke en ultra kompakt boks, men jeg synes om designet med kortlæseren gemt væk under en klap i den ene side, digital display med kanalnummer og kanalnavn i midten, samt mulighed for at betjene boksen direkte på fronten uden fjernbetjening.
Det er dejligt med et rigtigt informativt front display frem for det simple på Sagem boksen, selv om det måske ikke er helt læseligt på længere afstand. Fronten på boksen har forresten også små ikoner, der informerer om standby/tændt, optagelse i gang, netværkstilslutning, og fejlindikator.
På bagsiden af boksen er HD Entertain Center udrustet med:
- 2 LNB indgange
- Analog lyd ud
- Optisk lyd ud
- 1 x Scart udgang
- HDMI
- Ethernet netværkstilslutning
- 1 x USB tilslutning
- Strømadapter tilslutning
Der er, som man kan se ingen DVB-T tuner indbygget i boksen, hvilket ellers var tilfældet i den gamle Sagem PVR boks. Der er dog mulighed for at tilkøbe en ekstern USB DVB-T tuner til montering i boksen, til en pris på 199,- ved henvendelse til Canal Digital Kundeservice. Kun med en sådan og egen almindelig tv-antenne er det muligt modtage de nye 24 timers regional-tv kanaler, eftersom denne ikke vil blive vist på satellit. Men du kan naturligvis også nøjes med at se de regionale programmer, i de normale tidsrum som hidtil på de regionale udgaver af TV 2 hovedkanalen. Generelt så giver boksen et indtryk af at være en god kvalitet, så lad os se om det holder, når vi tager den i brug.
Ingen støj og enkel installation
Det første man bemærker, når man tænder HD Entertain Center er, at man ikke bemærker nogen støj. Canal Digital’s Sagem HD PVR boks var ikke lydløs for at sige det pænt, men det problem er slet ikke tilstede med ADB boksen. Der er hverken irriterende blæserstøj, eller den belastende resonans i modtagerkabinettet, som flere Sagem HD PVR ejere sikkert kan nikke genkendende til. Det giver en helt anden positiv oplevelse af at have boksen stående i stuen med denne stilhed.
Opstarten af boksen virker også hurtigere end på Sagem, og det gælder i øvrigt også i forhold til at opdatere softwaren, som der var en ny af, da vi tændte for den første gang.
Opsætningen af boksen sker med få klik. Der vælges bare dansk som menusprog, og så kan du vælge mellem hurtig eller avanceret installation. Den avancerede giver nogle ekstra muligheder i forhold til valg af visning af 4:3 materiale og sprogindstillinger i forhold til undertekster, tekst-tv, lydkanal med videre.
Hvis du har boksen koblet til surround anlæg, så husk at opsætte lyden til Dolby Digital under lydindstillinger.
Forsyn de to tunere med 1 enkelt kabel
I forbindelse med antenneopsætningen dukker der en glædelig nyhed op på denne HD Entertain Center. I modsætning til den gamle Sagem boks, så har den nye ADB boks nemlig understøttelse af Single Cable SATCR LNB, som giver mulighed for at få signal til begge tunere via et enkelt antennekabel. Med ADB boksen er der altså ikke længere en undskyldning for ikke at udnytte boksen fulde potentiale, med mulighed for at kunne optage et program og se noget andet samtidigt. Det eneste det kræver er en SATCR LNB og en splitter.
Har du i forvejen en twin lnb med 2 kabler ind, kan du dog naturligvis ligeså godt benytte disse sammen med ADB boksen, og selv om det ikke anbefales, så kan du også nøjes med signal til den ene tuner på boksen.
Boksen melder om der er korrekt signal tilsluttet boksen og scanner derefter 1 vest kanalerne ind. Havde du håbet på at Canal Digital ville tilbyde DiSEqC og adgang til andre satellitter end 1 vest på ADB boksen, så må vi desværre skuffe med at det ikke er muligt.
Betjening, funktioner og billedkvalitet
Menusystemet og den generelle betjening på ADB boksen er en klar forbedring i forhold til Sagem. Den er hurtigere,mere logisk, og alt er grafisk flot sat op. Der er virkelig arbejdet med brugervenligheden, og små forklarende tekster, der guider i forhold til betjeningen.
Det gør virkelig meget for den daglige glæde af en tv boks som denne, at den brugeroverflade virker, og det gør den på HD Entertain Center. Der er pæne klare grafiske ikoner til at identificere HD, dolby lyd, teksts-tv, flere lydkanaler, optagelse/serieoptagelse.
Et klik på info knappen bringer med det samme information om det aktuelle og næste program på skærmen, ligesom man kunne ønske sig det, med mulighed for at se hvad der kommer senere ved bare at benytte pil ned tasten. Et klik mere giver dig programomtalen for det aktive program.
Kanallisten er forud programmeret af Canal Digital og kan ikke rettes. Vil du lave din egen rækkefølge er det dog enkelt via en personlig favoritliste, som du endda kan navngive med f.eks. dit navn eller far, mor osv.
Skulle jeg komme med et ønske i forhold til kanallisten fra Canal Digital, så ville det være logisk med HD udgaverne af kanaler som Kanal 5, 6’eren osv. først på listen, og så gemme SD udgaverne længere nede. Når der er tale om spejlkanaler, så er det synd, såfremt nogle havner på SD udgaverne, når de kan få, og har HD kvalitet, som standard i deres Canal Digital abonnement.
Billedkvaliteten på boksen er god. SD kanaler gør sig faktisk ganske godt, selv om HD naturligvis er den største oplevelse.
Flot og funktionel EPG
EPG delen er også en helt anden oplevelse end på Sagem boksen. Den elektroniske programguide kan ses på 2 måder, i det der på boksen kaldes matricevisning med overblik over en række kanaler samtidigt eller på enkelt kanalbasis. Det virker igen gennemført, omend jeg godt kunne have tænkt mig, at man kunne hoppe 4-6 timer frem og tilbage, og ikke kun 24 timer, som det er muligt med farvetasterne grøn og rød. Gul og blå farvetast kunne passende bruges til mindre interval.
EPG’en vises som overlægning på billedet, der kører videre bagved med lyd og det hele, altså er EPG visning ikke noget der gør, at man føler man afbryder et program, man ser.
Der er også en EPG søge funktion, til at lede efter indhold f.eks. i forskellige genrer. Problemet med denne er imidlertid, at den ikke er begrænset, til de kanaler man rent faktisk kan se, så man f.eks. får indhold fra de svenske SVT kanaler med i søgningen.
EPG delen er naturligvis også central for at optage tv på boksen, så lad os kigge nærmere på PVR funktionen.
PVR – Optag tv
Med sin harddisk på 500 GB, så giver HD Entertain Center mulighed for at optage op til ca. 240 timers SD eller 80 timers ren HDTV. Mængden afhænger altså om du optager SD eller HD kanaler, men 500 GB er en fornuftig størrelse, der burde være nok til de fleste. Som det måske ikke behøver at nævnes, så er det naturligvis ikke muligt at kopiere optagelse ud fra harddisken.
PVR på boksen giver disse muligheder:
- Se på et program og optag et andet
- Optage 2 programmer samtidigt med mulighed for at se et tredje såfremt denne udsendes på én af frekvenserne der optages fra
- Se et program med timeshift, mens et andet optages
- Optag manuelt via optagknappen
- Optag via EPG
- Optag serier automatisk
- Manuel timeroptagelse
- Fjernstyr optagelser via webadressen optag.canaldigital.dk
- Spol x2, 4, 8, 16, 32 og 64
En redigeringsmulighed af optagelser havde heller ikke havde været en dårlig idé, men det tilbyder boksen heller ikke endnu i hvert fald.
Timeshift, altså tidsforskudt live tv, kører automatisk løbende på boksen. Du kan således spole tilbage, i det du har set. Skifter du kanal, så starter der dog en ny timeshift, fra du skifter, og du kan således ikke længere gå tilbage, i det du så på den forrige kanal. Der er naturligvis visuelt informationsbanner i forhold til at spole i tid i live tv. Altså hvor længe du er bagefter live signalet, og hvor meget der er gemt af programmet på harddisken. Der er mulighed for at opsætte timeshift i intervaller fra 1 – 3 timer.
Når du vil optage et program, er det nemmeste at gå ind og finde det du vil optage via EPG’en. Her klikker du så bare optag for at optage et givent program. Der er også mulighed for at lave serieoptagelser på visse programmer. Sådanne vises med et specielt logo i EPG’en. For at optage som serie, skal man dog ikke trykke optag to gange, som på den gamle Sagem, men i stedet vælge OK i EPG’en og vælge det fra menuen. Det skal også nævnes, at serieoptagelsesfunktionen ikke er af den 100% intelligente type, jeg oplever i hvert fald flere gange også at få genudsendelser af en serie optaget med denne funktion.
Optager du manuelt, optages både fra dette tidspunkt, men også det du måtte have set indtil nu programmet, og som ligger i timeshift bufferen.
I optagelses indstillinger er der som standard opsat 3 minutters optagelsesbuffer i forhold til at få det hele af en optagelse, men dette kan sættes til mere op til 15 min., såfremt du ønsker dette. I den samme menu er der også mulighed for, at sætte det interval du ønsker at kunne springe frem og tilbage med ved brug af pil højre/venstre ved afspilning. Det er som standard sat til 3. min frem og 30 sek tilbage. Altså en oplagt måde at hoppe over reklamerne på.
Spoling, udover det at springe med piletasterne, er naturligvis også muligt med de dedikerede spoleknapper på fjernbetjeningen, og som en ekstra bonus, så kan du også hoppe ved at trykke på tal tasterne på fjernbetjeningen. Et klik på 4 tasten springer f.eks. 4 minutter ind i en optagelse. Igen lige præcis som jeg vil have det.
Ligesom på den gamle PVR boks, så er My TV knappen på fjernbetjeningen, adgangen til det du har optaget. Visningen af disse er også fin med automatisk afspilning i et lille vindue ud for den valgte optagelse. Optagelser kan sorteres efter flere parametre, men jeg savner dog at serieoptagelser bliver gemt mere organiseret og ikke blot som alle andre optagelser. Men måske er det også en funktion, der kan komme i en senere software opdatering.
Programmér optagelser overalt hvor du har netadgang
En mulighed som jeg har efterspurgt hos både Canal Digital og Viasat længe, har været mulighed for at fjernoptage, altså programmere optagelser via nettet, så man ikke er begrænset af at skulle sidde derhjemme foran tv-skærmen og tv-boksen, for at kunne gøre det. Denne mulighed giver Canal Digital nu med ADB boksen. Det kræver blot, at du har koblet boksen til dit hjemmenetværk med Internet adgang og aktiveret fjernoptagelse i menuen under optagelsesindstillinger, så kan du altså sidde på arbejdet og lige sætte en optagelse til på boksen derhjemme.
Du kan via dit login til selvbetjening hos Canal Digital se programoversigter og sætte ting til at optage via denne, eller se hvad der allerede er planlagt af optagelser på boksen.
Selv om det virker lidt hurtigt bikset sammen rent designmæssigt på websiden, så virker det ok, og det er rart med denne mulighed allerede nu, for Canal Digital lover også, at der arbejdes på at integrere funktionen, som en del af deres udmærkede tv-guide, hvorefter funktionen blot vil blive endnu mere brugervenlig.
Brug din iPhone, iPad eller ipod Touch som fjernbetjening
Canal Digital leverer også en gratis fjernbetjenings app til Apple enheder, så du kan bruge f.eks. din iPhone eller iPad som fjernbetjening. Det kræver blot at du aktiverer iOS styring på boksen og henter Canal Digital Remote Control app’en på Apple App store. Bemærk at begge enheder skal være koblet til samme netværk hos dig derhjemme for at det virker. På iPad’en ser fjernbetjenings applikationen til HD Entertain Center HD boksen således ud
Canal Digital Go – Video On Demand på HD Entertain Center Canal Digital
Naturligvis så er On Demand også en mulighed på den nye PVR boks fra Canal Digital. Det sker via Canal Digital’s Go tjeneste, som giver mulighed for at leje film med priser på 39-49,- samt en række bonusfilm, som kan ses uden beregning.
Canal Digital Go tilbyder nu også lidt HD indhold, hvilket er positivt og generelt så virker tjenesten ganske fint. Dog oplevede jeg at underteksterne lidt ud af takt med dialogen i filmen Bad Teacher et par gange, men om det relaterer sig til boksen, ved jeg dog ikke.
Betjeningen i Go delen er måske en anelse langsommere end i øvrigt på boksen, og du skal logge dig ind med dig Selvbetjenings login først, men det er også det normale med sådanne tjenester, og billedet skuffer egentligt ikke selv på ikke HD indhold.
Go giver også adgang til C More Play tjenesten på boksen, såfremt du abonnerer på C More pakken. Og desuden er der også indhold tilgængeligt fra Discovery, Travel Channel og National Geographic.
Konklusion – Canal Digital HD Entertain Center
Med HD Entertain Center har Canal Digital endelig fået en tv-boks, der matcher deres tv-udbud. Den nye Canal Digital boks skuffer bestemt ikke med flot gennemtænkt design, der giver en meget mere positiv brugeroplevelse end med den gamle topboks. HD Entertain Center er både hurtig, brugervenlig og lydløs, og så er det positivt, at der endelig er kommet support af unicable LNB, så du med en sådan LNB kan nøjes med et kabel ind til boksens 2 tunere.
Boksens 2 tunere, den store 500 GB harddisk, samt mulighed for at programmere tv-optagelser, også når man er væk hjemmefra, gør den nye Canal Digital boks til et godt bud på en moderne tv-boks, som mange nok skal blive rigtig glade for.
Vi i Danmark har ventet lidt længere på den end svenskerne og nordmændende, men det betyder også, at de første og værste fejl allerede er rettet på boksen. Dermed er det umiddelbart ikke meget, man kan sætte en finger på, både hardware og software virker rigtig godt med den nye ADB boks.
Flot og funktionel brugeroverflade Ingen generende støj Mulighed for fjernoptagelse
Højt standby forbrug (indtil videre i hvert fald) Ingen indbygget DVB-T tuner (modtagelse af Regional og lokal-tv kræver ekstern USB tuner som dog kan leveres af Canal Digital)
DIGITALT.TV takker Canal Digital for muligheden for at anmelde HD Entertain Center.
Video
HD Entertain Center HD Canal Digital
- Pris 2995,- ved 6 mdr. binding eller 3495,- uden binding hos Canal Digital
- 500 GB harddisk plads
- Support for Single Cable LNB
- ADB prisvindende brugeroverflade
Digital lyd ud: | Optisk |
Lyd stereo ud: | Ja |
Antal scart: | 1 |
Dolby Digital: | Ja, også gennem HDMI |
Antal HDMI ud: | 1 |
USB: | Ja, men ikke aktiveret |
Ethernet: | Ja |
Flere satpositioner: | Nej |
Antal tunere: | 2 |
12 volt strøm: | Ja |
DVB-T tuner: | Nej ikke indbygget/muligt via USB tuner |
Mulighed for opptak (PVR): | Ja |
Mulighed for ekstern harddisk: | Nej |
EPG: | Ja |
Mulighed for filmleje: | Ja |
Tekst-TV: | Ja |
Se 3D sendinger: | Ja |
Fjernoptagelse: | Ja |
Updates
Herunder relevante nyheder omkring HD Entertain Center HD siden denne anmeldelse
- Ny software til ADB boksen 28/2 2012
- Canal Digital HD Entertain boks opdateret 19/1 2012
- HD Entertain Center nu via rentefri afbetaling 2/2 2012
- Canal Digital iOS Remote app nu tilgængelig 2/2 2012