2015 – Året der gik på DIGITALT.TV
Så skriver vi snart 2016, og dermed er det tid til et lille tilbageblik på 2015 her på DIGITALT.TV.
2015 har igen været et begivenhedsrigt år her på siden med masser af nyheder, anmeldelser med mere. Vi har i årets løb skrevet over 1000 artikler her på siden fordelt på nyheder, anmeldelser og guides.
Mest læste og flest antal besøgende
Årets højdespringer i forhold til daglige besøg var 12. december, hvor PPV boksekampen mellem Patrick Nielsen og Rudy Markussen trak rigtigt mange læsere til vores artikel omkring denne. Men de fleste der købte kampen til 499,- blev vist lidt skuffede over, hvad de fik for pengene.
Set på hele året, så har det været vores artikler omkring Vild med Dans og vores Formel 1 TV-Guide, der for alvor har rykket i forhold til kliks fra Google. Også vores Netflix Guide er populær.
Årets mest populære anmeldelse
Vi har gennem året anmeldt flere 2015 TV modeller fra de fire mest kendte producenter, blandt andet for at kigge nærmere på de nye Smart TV platforme der blev lanceret. Smart TV delen har fået et løft hos flere producenter i år, men vores forventninger til Android TV blev ikke helt indfriet. Forhåbentligt bliver det bedre i 2016 og forhåbentligt kan Sony levere Twin tuner og optagelsessupport på deres 2015 modeller inden alt for længe, det vist ved at være på tide… LG’s webOS overbeviste os mest sammen med Samsungs Tizen.
2015 hvor Ultra HD modellerne blev almindelige, flere producenter lancerede faktisk slet ikke rigtigt Full HD modeller. High Dynamic Range var også et af årets TV feature nyheder på CES, men det bliver først i 2016, at vi for alvor ser det, når Netflix tilbyder indhold i denne teknik, og der kommer 4K blu-ray på markedet.
Samsung JU7005 modellen var den tv-anmeldelse, der trak flest læsere i 2015. og var også det TV, vi valgte som bedste køb under 10.000,- i vores TV modeloverblik i artiklen Bedste TV 2015
Udover TV, så har vi i 2015 også anmeldt den længe ventet nye Apple TV. Her blev forventningerne ikke helt indfriet, mest fordi at vi i Danmark ikke endnu har glæde af stemmestyring og de muligheder der følger med dette. Læs vores anmeldelse af den nye 2015 Apple TV her.
Også Chromecast kom i en ny udgave her i 2015, uden de helt store nyheder bortset fra designet. Læs anmeldelse af den her
Hverken den nye Apple TV eller Chromecast har understøttelse af 4K/Ultra HD opløsning, her er Nvidia Shield Android TV et bud, og prisen på denne er heldigvis faldet noget siden lanceringen.
Harddiskoptagere er i øvrigt fortsat interessante for DIGITALT.TV’s læsere, i hvert fald er vores Panasonic DMR-BCT84 test blandt årets mest læste anmeldelser, selv om den faktisk er fra slutningen af 2014.
Forandringer på tv-kanalmarkedet
2015 var året, hvor Canal8/Canal9 formelt blev overtaget af Discovery Networks. Canal8 blev til Eurosport Danmark, men skifter allerede snart navn igen til Eurosport 2. BBC lagde også om på deres kanaler her i 2015.
2016 indledes med en ny Golf kanal fra C More, så der er fortsat et marked for nye tv-kanaler, selv om væksten i antal er fladet ud, i takt med at flere og flere vælger mindre tv-pakker eller klipper kablet helt og kigger på streaming. Den udvikling skal nok fortsætte i 2016.
Vi ses i 2016
2016 skal igen nok igen blive et spændende år på DIGITALT.TV. Vi starter naturligvis året ud med masser af produktnyheder fra CES messen i Las Vegas, hvor der plejer at komme en lind strøm af pressemeddelelser og nyheder. Så der skal nok komme masser nyt om OLED, 4K blu-ray, HDR, Smart TV med mere.
DIGITALT.TV håber du får et rigtigt godt nytår og glæder os til at bringe dig en masse spændende artikler, anmeldelser og guides i 2016.
Godt nytår!