TV-Nyt

2010 – Året der gik

2011 står for døren og det er derfor tid til at gøre status over året der er gået her på DIGITALT.TV. Det er blevet til knap 500 nyhedsartikler i året der gik og dermed meget mere end det er muligt at genopfriske så lad mig nøjes med at kigge lidt på nogle af de temaer, der prægede året der gik.

2010 et HDTV år

fireworks

På mange måder blev 2010 et HDTV år. Med store begivenheder som Vinter OL med 280 timers tv i HD, og med alle VM fodboldkampe i HD, var argumenterne i orden for at se mere HDTV. Også en række nye HD kanaler startede i 2010. Det blev blandt andet til 6eren HD, MTVN HD, Eurosport 2 HD (Kun YouSee), ESPN America HD, Nat Geo Wild, ARD HD,ZDF HD,TV3+ HD (der dog i en del af 2010 ikke bød på så meget ægte HD i praksis), ITV HD (som fuld kanal), BBC One HD.

YouSee afsluttede også året med et sats på HDTV uden ekstra abonnement, og trenden er klar eftersom også flere Stofa antenneforeninger er på vej med mere ukodet HDTV.

Mens de danske seere med signal fra stue- eller tagantenne i 2010 fortsat måtte nøjes med DR HD, så fik en række svenskere i 2010 HDTV i den nye standard DVB-T2. 

Mon ikke vi kan forvente os mere på HD fronten i 2011, hvor f.eks. Formel 1 HD måske kan bringe endnu en HD kanal til verden hos Viasat.

2010 et 3D år 

viasat3dlogo

Der blev snakket en del om 3DTV i 2010. Britiske Sky lancerede en 3D kanal med ikke mindst Premier League fodbold som trækplaster, og der blev også sendt 3D fodbold på den tyske Sky. Ellers har 2010 primært budt på demokanaler med 3D indhold, og det blev ikke som ventet Telenor men derimod Viasat, der lige inden årets udgang også lancerede 3D planer i Skandinavien. Mens svenskerne fik Premier League fodbold i 3D anden juledag, så har vi danskere endnu premieren til gode på live 3D indhold på Viasat's 3D kanal, der først i forbindelse med Champions League i 2011 for alvor bliver interessant. 

Spørgsmålet er så om 3D reelt bliver et emne i 2011. Kravet om briller, specielt tv og begrænset indhold gør det næppe sandsynligt, men jeg ser dog alligevel frem til FCK i 3D i 2011. 

Kampen om Premier League fodbolden

premierleague2010

På rettigheds fronten var et af årets store opgør kampen om retten til at vise den fornemste engelske fodboldrække Premier League. Og man skulle til at vænne sig til at Premier League ikke længere er synonymt med Canal+. De mistede kampen om rettighederne, først til et svensk rettighedsselskab og senere endte rettighederne hos 6'eren og Kanal 5 samt hos TV 2 Sport, der købte retten til at vise den dedikerede Premier League kanal, der leveres fra England.

Også Premier League har budt på mere HDTV end nogensinde, og 6'eren HD nåede lige at starte her 2. juledag med Premier League i HD.

DIGITALT.TV i nye klæder

2010 var også et år med store omlægninger her på DIGITALT.TV. Op til 1.februar åbnede jeg DIGITALT.TV i en ny grafisk udgave og med ny teknik bag siderne. Skiftet faldt nok ikke alles smag. Ikke mindst nødvendigheden af skift til et nyt forum var ikke så velset hos flere. Det nye design og teknik har dog givet nogle muligheder, som jeg anser nødvendige også på længere sigt. Jeg har efter bedste evne forsøgt at optimere DIGITALT.TV og har senest også tilføjet videomediet mere aktivt med en videoartikel og en video udgave af en produktanmeldelse

digitaltdesign2010

Jeg håber naturligvis på at kunne videreudvikle og forbedre DIGITALT.TV også i 2011, i det omfang det er mig muligt økonomisk, tidsmæssigt osv. Jeg takker sidens besøgende og sponsorer og samarbejdspartnere der gør det muligt at  formidle nyheder og anmelde produkter. 2010 bød på ny rekord i antallet af anmeldte produkter (omkring 20) – nogle af dem gjorde sig fortjent til en pris i DIGITALT.TV Awards 2010.

De 3 mest læste artikler i 2010 blev:

  1. Parabol installation – sådan gør du
  2. Antenne-TV – Muligheder og begrænsninger
  3. Sådan sikrer du dig optimale kabel-tv signaler

På nyhedsfronten dominerede nyheder om billige DVB-C kabel-tv bokse fra Dansk Supermarked og Aldi. 

GODT NYTÅR FRA DIGITALT.TV!

 

Hvad husker og mener du om 2010 som tv år?

Det var et lille tilbageblik på nogle af de temaer, der har været aktive i nyhedsdækningen her på DIGITALT.TV. 

Men hvad synes du om 2010 som tv år? Hvilke nyheder og temaer har været de vigtigste for dig?
Fortsæt gerne emnet i forrumtråden.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard