Lyd og andet tilbehør

HDMI Extendere – send dit HDMI signal via netværkskabel

HDMI er blevet standarden for signaloverførsel fra eksterne signalkilder som tv-.boks, blu-ray afspillere med videre, men det er ikke altid, at maks længden på HDMI kabler rækker. DIGITALT.TV har tidligere testet trådløse HDMI extendere, der dog ikke overbevidste i forhold til rækkevidde, men denne gang kigger jeg på produkter, der kan levere HDMI signaler ud via almindelige netværkskabler. Produkterne distribueres alle af Max Nordic.

HDMI Extender EX-04

ex-04 HDMI Extender netværkskabel

HDMI Extender EX-04 sættet er den billigste af de løsninger, jeg tester i denne artikel med en vejledende pris på 699,-

Modellen udmærker sig ved at kunne levere 1080p signal ukomprimeret, altså uden tab, på op til 30 meter via netværkskabler. Og det er i altså kabler i flertal, for det lader sig kun gøre, såfremt du tilkobler 2 netværkskabler i begge ender. 1080i angives afstanden i den medfølgende dokumentation til max 50 meter.

ex-04_kasseindhold

Sættet består af en modtager og en sendeenhed, der er ganske kompakte, så de ikke fylder mere end højst nødvendigt. Praktisk nok så får begge enheder strøm via HDMI porten, så du skal altså ikke døje med ekstra strømforsyninger, hvilket er positivt. På modtagerenheden er der dog mulighed for 5 volt strømforsyning, men denne bør ikke være nødvendig og medfølger da heller ikke. Desuden er der indikatore for signal og strøm på begge enheder.

Max kabellængden for et almindeligt HDMI kabel med 1080p opløsning ligger typisk på en 15 meter, så her kan HDMI Extender EX-04 produktet altså række længere, og desuden kan det være mere praktisk at trække 2 netværkskabler (Cat5E eller Cat6) fremfor HDMI. Ved almindelige netværkskabler er det forholdsvis enkelt selv at montere stik, og skal du igennem en væg, så kan det være enklere med netværkskabler, end at skulle lave et stort hul til et HDMI stik.

Udover at overføre tv og lyd signalerne via netværkskabler, så kan du også betjene dit udstyr af samme vej, for der følger nemlig IR øje med til, placering ud for IR modtageren i den enhed du vil fjernstyre, og et IR øje så du kan sende fjernbetjeningskommandoerne i den anden ende. Begge IR enheder er med kabler, der tilsluttes til de dertil passende indgange på modtager og sendeboks.

ex-04_receiver

Tilslutningen er ganske simpel, selvfølgelig alt afhængig hvor meget arbejde du har med at lægge netværkskablerne ud…

ex-04_connection

1. Sender enheden placeres ved den enhed du vil sende signalet videre fra, f.eks. set-top box, DVD/Blu-Ray afspiller, PC.
2. Det lille IR øje (der modtager fjernbetjeningskommandoer over netværkskablet) placeres ud for IR øjet på dit udstyr
3. HDMI kabel (medfølger ikke) tilsluttes fra dit produkt til senderenheden.
4. 2 x Cat5/6 netværkskabler (medfølger ikke)  føres fra senderenheden til modtagerenheden.
5. Modtagerenheden placeres ved det tv, du ønsker at modtage HDMI signalet på
6. HDMI kablet føres fra modtagerenheden til fladskærmens HDMI indgang.
7. IR modtager øjet (det lidt større af de 2)  tilsluttes modtagerenheden og placeres, så du har frit udsyn til den, derfra du ønsker at fjernbetjene enheden

Det er værd at bemærke, at netværkskablerne skal tilsluttes samme port i hver ende, for at det virker.

Jeg har testet med 2 x 25 m netværkskabel Cat-5e, og det virkede uden problemer med 1080i signal. Kvaliteten af netværkskablet kan dog formentlig have en vis betydning for stabiliteten, for med et af de kabler jeg afprøvede, så oplevede jeg udfald på lyd og hvide prikker på signalet. 1080p/DTS-HD Master Audio gav lidt hvide prikker, så tror det kan anbefales at benytte Cat6 kabel for sikkerhed for den største signalkvalitet på de længere afstande. Har du problemer med kvaliteten, så prøv evt. at bytte port i begge ender på de 2 netværkskabler, jeg oplevede i hvert fald, at det virkede bedre ved at bytte dem. Fjernbetjening fungerede uden problemer med den rette placering af IR øjet.

Samlet set så virker HDMI Extender EX-04 stort set som lovet i min test. De hvide prikker med 1080p signal skyldes formentlig det ene ældre Cat5 kabel jeg benyttede. Selv om det er lidt surt, at man ikke kan nøjes med et enkelt netvækskabel, så er det et plus, at man ikke skal døje med eksterne strømforsyninger, og med de rigtige netværkskabler, så mister du ikke billedkvalitet med denne løsning.

HDMI Extender sæt EX-12

ex12_hdmiboksetop

ex12_hdmibokse

HDMI Extender sættet EX-12 er sættet for dig, der ikke vil gå på kompromis, og som måske har behov for endnu længere afstand mellem sender og modtager enhed. HDMI Extender sæt EX-12 leverer nemlig HDMI signalerne via HD Base-T teknologien, der kan levere 10.2 Gbps data, der er nok til at overføre 1080p@60Hz@48 b/pixels, 3D, 4K og 2K farvedybde, Dolby, True HD & DTS på netværkskabel (Cat5e eller bedre). Og væsentlig nok så er det i en afstand på op til 100 meter. Med EX-12 sættet kan du nøjes med et enkelt kabel, i modsætning til EX-4 sættet jeg beskrev ovenfor, og det er jo unægteligt et plus.

Prisen på EX-12 er naturligt nok så også en del højere med en vejledende pris på 2599,-

ex12_hdmireceiver

ex12_hdmi_dioder

EX-12 sættet består naturligvis igen af en sender og en modtager enhed. De er designet i en mere prof look i metalchassis og med skruehuller til montering f.eks. på en væg. På siden af boksene er der også dioder for strøm,mode,link og HDCP.

Udover at overføre tv og lyd signalerne via netværkskabler, så kan du også med EX-12 sættet naturligvis betjene dit udstyr af samme vej, for der følger nemlig IR sender med til placering ud for IR øjet i enhed, du vil fjernstyre. Modtagerenheden i det sæt jeg anmelder har indbygget IR øje og ikke stik til tilslutning af et løs IR øje, men det skyldes at Max Nordic har fået en forkert version fra leverandøren. Næste sending bliver med ekstern IR øje ligesom på EX 04 modellen, og det giver naturligvis en større frihed i forhold til at placere modtagerenheden.

Med EX-12 sættet medfølger 2 stk. 5 volt strømforsyninger, du desværre ikke kommer uden om at tilslutte med dette sæt.

ex12_hdmi_diagram

Tilslutningen af EX-12 enhederne er ligetil:

1. Sender enheden placeres ved den enhed du vil sende signalet videre fra f.eks. set-top box, DVD/Blu-Ray afspiller, PC.
2. Det lille IR øje (der modtager fjernbetjeningskommandoer over netværkskablet) placeres ud for IR øjet på dit udstyr
3. HDMI kabel (medfølger ikke) tilsluttes fra dit produkt til senderenheden.
4. 1 x Cat5/6 netværkskabel (medfølger ikke)  føres fra senderenheden til modtagerenheden.
5. Modtagerenheden placeres ved din fladskærm du ønsker at modtage HDMI signalet på (Husk IR signal modtager er i denne enhed)
6. HDMI kablet føres fra modtagerenheden til fladskærmens HDMI indgang.

Ligesom med EX-04 sættet, har jeg testet EX-12 med 25 meter Cat5e kabel med flere forskellige signalkilder. Alle har fungeret fint bortset fra en enkelt set top boks, som jeg ikke kunne få billede eller lyd fra igennem EX-12 sættet, på trods af samme boks ellers virkede med EX-04 sættet. Men ingen problemer med andre set top bokse, HDMI signal fra bærbar, Apple TV, LG Blu-Ray afspiller. Både 720p, 1080i og test med Blu-Ray med 1080p/DTS-HD Master Audio fungerede uden problemer.

Jeg havde ikke 100 meter Cat5e kabel liggende til denne test, ellers havde jeg naturligvis gerne testet om de op til 100 meter holder i praksis.

For at samle op på HDMI Extender EX-12, så er det nok det sæt, jeg personligt ville vælge på grund af den lange rækkevidde, den komplette support af flere standarder, og så vigtigt nok det faktum, at man her kun behøver et enkelt netværkskabel. Men sørg for at du har mulighed for at returnere produktet, såfremt det ikke lige skulle virke med dit udstyr, for min test viste i hvert fald, at det ikke er 100% sikkert, at alt udstyr du tilslutter virker.

HDMI transmitter EX-15 – Distribuer HDMI signal ud til op til 127 modtagere

ex-15_hdmi

ex-15_hdmi_diagram

Til sidst i denne anmeldelse af HDMI extendere via netværkskabel, kigger jeg på HDMI transmitter EX-15, der nok mest er beregnet til virksomheder/institutioner med behov at distribuere et HDMI signal ud på et netværk med mange modtagere, for EX-15 tilbyder nemlig mulighed for at tilslutte helt op til 127 modtagere.

Imodsætning til de tidligere anmeldte sæt, så sælges EX-15 enhederne løse. Du vil således skulle købe en senderenhed, og det antal modtagerenheder du har brug for. Senderenheden koster 899,- mens modtager enheden ligger på 999,-

Det er værd at bemærke, at der her er tale om et produkt, der leverer komprimeret HDMI signal, hvad der kaldes super ”SD” op til 720P opløsning. HDMI signalet bliver konverteret rundt til et TCP/IP, sådan at HDMI signalet kan transporteres sammen med det normale LAN/Internet netværk. Afstandene der understøttes her er kabellængder på op til 120 meter uden switch, og kabellængder på op til 240 meter med switch imellem. Max 3 switche i serie understøttes.

Senderenheden leveres med et løst IR øje, som placeres ud for den enhed der ønskes mulighed for at fjernbetjene.

På modtagerenhederne er der ligeledes et løst IR øje medleveret, så signalkilden altså kan fjernbetjenes fra alle rum med en modtagerenhed installeret.

Selv om EX-15 sættet ikke leverer ægte HD uden kvalitetstab, så skal der nok være et behov for en løsning som denne flere steder. Jeg har logisk nok ikke kunne teste med 127 modtagere, men har testet med 2 modtagerenheder. Selv om jeg har testet både med Gigabit Switch og Gigabit Router, så har jeg dog oplevet at signalet hakker efter tilslutning af modtagerenhed nummer 2. Men jeg vil ikke afvise, at det måske kan skyldes for dårlige netværkskabler i mit hjemmenetværk setup.

Alle produkter i denne anmeldelse distribueres af Max Nordic. DIGITALT.TV takker Max Nordic for at stille produkterne til rådighed.

I samme kategori

Back to top button